Palæstina. Et Enormt Behov for Fremskridt

DPV

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening udtaler fra sin generalforsamling 18. april 2009:

 

Palæstina. Et Enormt Behov for Fremskridt

 

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening ønsker at det palæstinensiske folk får mulighed for langt om længe at leve et liv i frihed og værdighed på eget territorium som andre folkeslag, frem for fortsat at være underlagt en ekspansiv besættelsesmagt – som tilmed blæser på international lov og ret.

 

Det internationale samfund, herunder den danske regering, har med en række tilbud om øget samarbejde gennem længere tid forsøgt at opmuntre Israel til at gå seriøst ind i en to-statsløsning i Palæstina. Med udbygning af Muren, bosættelserne, overgrebet mod Gaza og nu den hidtil mest uforsonlige israelske regering må det nu være synligt for alle, at belønnings-strategien har virket stik imod hensigten. Og at den kritiske dialog langt fra har virket.

 

Vilkårene i de besatte palæstinensiske områder har næppe været ringere end nu og ligner bestemt ikke opskriften på en bæredygtig palæstinensisk stat. Alt økonomisk liv i Gaza er udslukt gennem israelsk blokade på Vestbredden hvor bevægelsesfriheden er stærkt begrænset af israelske tjekpoints. Derudover er Øst-Jerusalem som følge af Murens fortsatte udbygning snart helt afskåret fra sit opland.

 

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening opfordrer den danske regering til at arbejde for fremskridt på følgende områder, hvis perspektivet for en palæstinensisk stat skal kunne opretholdes:

 

  • at grænserne til Gaza skal åbnes for varer og mennesker, sådan der kommer gang i genopbygning og økonomisk aktivitet i området.
  • at der påbegyndes nedlæggelse af bosættelserne på Vestbredden herunder i Øst-Jerusalem
  • at Muren påbegyndes nedrevet eller flyttet til 1967-grænsen, også i Jerusalem.
  • at der ikke sker nedrivning af palæstinensernes boliger i Øst-Jerusalem, hvilket ellers har været israelsk politik og intensiveres efterhånden.
  • at Vestlige lande vil samarbejde med en palæstinensisk samlingsregering uden fuldt ud at ville diktere dens politik.
  • at det demokratisk valgte palæstinensiske Parlament får mulighed for at arbejde, herunder at Israel løslader de fængslede parlamentarikere.
  • at muligheden for samarbejde mellem Vestbredden og Gaza forbedres væsentligt, bl.a. for NGO´ere
  • at palæstinensiske producenter får mulighed for at eksportere og importere udenom israelske handelsfirmaer.
  • at menneskerettighederne for palæstinenserne styrkes, såvel i forhold til Israel som i forhold til  palæstinensiske myndigheder.
  • at det bekræftes overfor palæstinensiske flygtninge, at de i lighed med andre flygtninge har ret til at vende hjem.

 

Venskabsforeningen ser ikke noget bæredygtigt alternativt til en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel. Dette kræver imidlertid at international støtte flyttes fra den israelske til den palæstinensiske vægtskål. Regeringer der aktivt eller passivt støtter en besættelsesmagt imod et besat folk påtager sig et meget tungt ansvar. Dette såvel for det palæstinensiske folks fremtid som for den internationale retsorden.   

 

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.