Boykot af Israel: Noget har ændret sig

John Pilger, Znet Daily Comments

Boykot af Israel: Noget har ændret sig

Af John Pilger, Znet Daily Comments – 22.08.2007

Fra en kalkstensbakke med udsigt over flygtningelejren i Qalandia kan man se Jerusalem. Jeg iagttog en enlig skikkelse, der stod der i regnen, mens hans søn holdt den nederste del af hans lange, forrevne frakke. Han rakte hånden frem og gav ikke op.

“Jeg hedder Ahmed Hamzeh, gøgler”, sagde han på afmålt engelsk. “Derovre spillede jeg på mange musikinstrumenter; jeg sang på arabisk, engelsk og hebræisk; og fordi jeg var temmelig fattig, tyggede min lille søn på tyggegummi, mens aben opførte sine små numre“.

“Da vi mistede vort land, mistede vi respekt. En dag stoppede en rig kuwaiter i sin bil foran os. Han råbte til min søn ’Vis mig hvordan en palæstinenser får fat på sin føde!’ Så jeg fik aben til at fingere, at den rodede på jorden, i rendestenen. Og min søn rodede sammen med den …. Kuwaiteren smed nogle mønter, og min søn kravlede på knæ hen for at samle dem op. Dette var ikke rimeligt. Jeg var kunstner , ikke tigger …. Nu er jeg ikke engang bonde”.

“Hvordan har du det med det?”, spurgte jeg ham.

“Forventer du, at jeg skal føle had? Hvad betyder det for en palæstinenser? Jeg har aldrig hadet jøderne og deres Israel …. Jo jeg hader dem jo nok nu, eller måske har jeg medlidenhed med dem, fordi de er så stupide. De KAN ikke vinde. Sådan er det, fordi vi palæstinensere er nutidens jøder, og det vil vi aldrig tillade dem eller araberne eller jer at glemme. Det garanterer ungdommen og den ungdom, der kommer efter den“.

Denne episode fandt sted for 40 år siden. På min seneste tur tilbage til Vestbredden, genkendte jeg kun lidt af Qalandia, der nu markeres af et omfattende israelsk checkpoint, en siksaklinje af sandsække, olietønder, plader af slaggebeton, med rækker af mennesker, der langsomt bevæger sig fremad og venter og klasker fluer med papir.

Inde i lejren var teltene veget for solide skure, skønt køerne ved nogle få vandhaner var lige så lange som før, blev jeg forsikret om. Og støvet blev til en karamelagtig masse i regnen. På FN-kontoret spurgte jeg efter Ahmed Hamzeh, gøgleren. Der blev søgt i journaler og rystet på hoveder. Der var én, der mente, at han var ‘taget bort …. meget syg’. Der var ingen, der vidste noget om hans søn, hvis øjensygdom nu sikkert var blevet til blindhed. Udenfor spillede en anden generation i støvet med en punkteret fodbold.

Og dog, det som Nelson Mandela har kaldt ’tidsalderens største moralske spørgsmål’ nægter at lade sig begrave i sandet. For hver stemme i BBC, som anstrenger sig for at ligestille besætter og besat, tyven og den bestjålne, for hver vrimmel af e-mails fra Zions fanatikere til dem, der vender op og ned på løgnene og beskriver den israelske stats forpligtelse til at ødelægge Palæstina, fremstår sandheden nu mere tvingende end nogensinde før.

Dokumentationen om den voldelige fordrivelse af palæstinenserne i 1948

fylder hele bind. Fornyet granskning af den historiske beretning har gjort en ende på myten om den heroiske David i Seksdageskrigen, da Ahmed Hamzeh og hans familie blev fordrevet fra deres hjem. Den påståede trussel fra arabiske ledere om at ’smide jøderne i havet’, der er blevet brugt til at retfærdiggøre Israels angreb i 1967, må der sættes et meget stort spørgsmålstegn ved.

I 2005 var synet af klagende gammeltestamentlige fanatikere, der forlod Gaza [evakuerede bosættere o.a.], et bedrag. På Vestbredden blev bygningen af deres bosættelser fremskyndet ligesom den Berlin-agtige mur, der adskiller bønder fra deres afgrøder, børn fra deres skoler, patienter fra hospitaler og familier fra hinanden.

Vi ved nu, at Israels ødelæggelse af en stor del af Libanon i 2006 var planlagt på forhånd. Som den forhenværende CIA-analytiker Kathleen Christison har skrevet det, var den nylige ‘borgerkrig’ i Gaza faktisk et kup imod den valgte HAMAS-ledede regering, iværksat af Elliott Abrams, den zionist der står for USA’s Israel-politik og blev straffet som forbryder i forbindelse med Iran-Contra-skandalen.

Den etniske udrensning i Palæstina er i lige så høj grad USA’s korstog som Israels. 16.08.2007 bekendtgjorde Bush-regeringen en plan uden fortilfælde om en “bistandspakke” på $ 30.000.000.000 til Israel, verdens fjerde største militærmagt., med et luftvåben, der er større end Storbritanniens, og et atomarsenal, der er større end Frankrigs.

Intet andet land i verden nyder en sådan immunitet, der tillader det at fremture uden at blive ramt af sanktioner, som Israel. Intet andet land har et generalieblad med så megen lovløshed: Ikke ét af verdens tyrannier kommer bare tæt på. Internationale traktater, så som Traktaten om Ikke-spredning af Atomvåben, som er blevet ratificeret af Iran, bliver ignoreret af Israel. Der findes ikke noget andet lignende tilfælde i FN’s historie.

Men der er noget der er ved at ændre sig. Måske var det sidste sommers panorama-rædsler, der nåede fra Libanon ud på verdens TV-skærme, der blev katalysatoren. Eller måske Bush’s og Blairs kynisme og den uophørlige anvendelse af indholdsløs snak om ‘terror’, sammen med den spreden dag for dag af fabrikeret usikkerhed i vores allesammens liv omsider har flyttet det internationale samfunds opmærksomhed fra slyngelstaterne Storbritannien og USA til en af usikkerhedens væsentligste kilder, Israel.

Jeg fik for nylig en fornemmelse af dette i USA. En helsides annonce i New York Times havde det klare anstrøg af panik over sig. Der har været mange ‘Venner-af-Israel’-annoncer i the Times med krav om de sædvanlige privilegier til Israel, som efterrationaliserer de sædvanlige overgreb.

Denne var anderledes. ‘Boykot en kur mod kræft’ lød hovedoverskriften efterfulgt af ‘Stop drypkunstvanding i Afrika?’ og ‘Bloker videnskabeligt samarbejde mellem nationer?’ Hvem ville gøre noget sådant? ‘Nogle britiske akademikere ønsker at boykotte Israel’, var det belejlige svar. Det henviste tıl University and College Union(UCU)’s forslag på sammenslutningskonferencen i maj 2007, der opfordrede til en diskussion i underorganisationerne om en boykot af akademiske institutioner i Israel.

Som John Chalcraft fra the London School of Economics påpegede, ’har den israelske akademikerstand længe leveret intellektuel, lingvistisk, logistisk, teknisk, videnskabelig og menneskelig støtte til en besættelse, der er en åbenlys krænkelse af international lov [og som] ingen israelsk akademisk institution nogen sinde offentligt har taget til orde imod’.

Boykottens griben om sig tager ubønhørligt til, som om en vigtig milepæl er blevet overskredet, og minder om de boykotter, som førte til sanktioner mod apartheidens Sydafrika. Både Mandela og Desmond Tutu har draget denne parallel; det samme har den sydafrikanske kabinetsminister Ronnie Kasrils og andre fremtrædende jødiske deltagere i befrielseskampen.

I Storbritannien kan en ofte jødisk ledet akademisk kampagne mod Israels metodiske ødelæggelse af [det palæstinensiske] uddannelsessystem af de af os, der har rapporteret fra de besatte områder, oversættes til den vilkårlige lukning af palæstinensiske universiteter, chikane og ydmygelse af studerende ved checkpoints og nedskydning og drab på palæstinensiske børn på vej til og fra skole.

Disse initiativer er blevet bakket op af en britisk gruppe, Uafhængige Jødiske Stemmer, hvis 528 underskrivere bl. a. omfatter Stephen Fry, Harold Pinter, Mike Leigh og Eric Hobshawm. Landets største fagforening, Unison, har opfordret til en ‘økonomisk, kulturel, akademisk og sportslig boykot’ [af Israel, o.a.] og slået til lyd for 1948-flygtningenes ret til at vend hjem.

Bemærkelsesværdigt er det, at Underhusets komité for international udvikling har indtaget et lignende standpunkt. I april stemte medlemmerne i National Union of Journalists (NUJ) for en boykot, blot for at se den hurtigt underkendt af landsledelsen.

I Republikken Irland har The Irish Congress of Trade Unions opfordret til tilbagetrækning af investeringer i israelske selskaber: en kampagne rettet mod EU, som tegner sig for 2/3 af Israels eksport ifølge en associeringsaftale mellem EU og Israel. FN’s Specielle Rapportør om Retten til Fødevarer, Jean Ziegler har sagt, at aftalens betingelser vedrørende menneskerettigheder bør påkaldes og Israels handelspræferencer suspenderes.

Dette er usædvanligt, for disse stemmer talte tidligere et andet sprog. Og at en så alvorlig diskussion om en boykot har ‘grebet om sig på verdensplan’, var noget som ikke var blevet forudset af det officielle Israel, der længe var blevet opmuntret af sine tilsyneladende uovervindelige myter og stormagtssponsorat i tillid til at blot truslen om en anklage for antisemitisme ville sikre, at kritik blev bragt til tavshed.

Da de britiske akademikeres beslutning blev offentliggjort, vedtog USA’s Kongres en absurd resolution, der beskrev UCU som ‘antisemitisk’. (80 medlemmer af Kongressen har i denne sommer været på sponsorerede rejser til Israel).

Den form for intimidering har virket i fortiden. Tilsviningen af amerikanske akademikere har kostet dem forfremmelse og endog fast ansættelse. Den nu afdøde Edward Said havde en katastrofeknap i sin lejlighed i New York med forbindelse til den lokale politistation; hans kontor på Columbia University blev engang nedbrændt.

Efter min film fra 2002 ’Palestine is Still the Issue‘, modtog jeg dødstrusler og sladderagtige fornærmelser, de fleste af dem fra USA, hvor filmen aldrig er blevet vist. Da BBC’s uafhængige Panel for nylig undersøgte institutionens dækning af Mellemøsten blev det oversvømmet af e-mails mestendels fra Nordamerika, berettede det i sin rapport. Nogle personer sendte ‘et stort antal skrivelser, nogle var duplikerede og der var klare tegn på mobilisering af en pressionsgruppe’.

Panelets konklusion var, at BBC’s dækning af den palæstinensiske kamp ikke var ‘fyldestgørende og sober’ og i betydningsfulde henseender fremstiller et ufuldstændigt og i den forstand misvisende billede’. Dette blev fremstillet på en neutral måde i BBC’s pressemeddelelser.

Den modige israelske historiker Ilan Pappé mener, at én demokratisk stat, som de palæstinensiske flygtninge får ret til at vende hjem til, er den eneste gennemførlige og retfærdige løsning, og at en sanktions- og boykotkampagne er afgørende for at nå frem til dette mål. Ville den israelske befolkning blive påvirket af en verdensomspændende boykot?

Skønt de hvide sydafrikanere sjældent ville vedgå det, blev de påvirket tilstrækkeligt til at gå ind for en historisk ændring. En boykot af israelske institutioner, varer og tjenesteydelser, siger Pappé ,’vil ikke ændre israelernes stillingtagen på én dag, men vil sende et klart signal om, at zionismens grundlag er racistisk og uacceptabelt i det 21. Århundrede…. De ville så blive nødt til at træffe et valg’. Lige som alle vi andre.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.