Forestillingen om et blomstrende Fatahland og et hensygnende Hamastan er ren fantasi

Jonathan Freedland, The Guardian

Forestillingen om et blomstrende Fatahland og et hensygnende Hamastan er ren fantasi

Jonathan Freedland

20. juni 2007.

The Guardian.

Den absolutte forvirring varede ikke længe. I nogle dage var nøglespillerne i Mellemøst-konflikten simpelthen for lammede af sidste weekends hændelser til at reagere. De kunne se, at landskabet var totalt ændret – at den palæstinensiske nationale bevægelse var split-tet op i to: med Hamas, som havde bemægtiget sig Gaza og overladt Fatah ledelsen af Vestbredden, hvorved man befandt sig i en ”to-stats-løsning”, som ingen nogensinde hav-de planlagt. Men hvad dette betød for den historiske konflikt mellem israelere og palæsti-nensere var ingen sikre på.

Nu har de haft tid til at sunde sig – De forenede Stater, Europa og Israel tror, de har udar-bejdet et svar. Ikke kun det: de regner med, at de har set et glimt af lys i mørket. En del af deres bestilling er at kunne få øje på muligheder, hvor almindelige dødelige kun kan se kriser, og sådan er det nu.

Den vestlige strategi, som støttes ikke kun i Jerusalem og Washington, men også af de europæiske udenrigsministre på deres møde i Luxemborg i mandags, er at skabe en ud-søgt forestilling for palæstinenserne. De vil få tilbudt to alternative Palæstina’er og blive bedt om at vælge, hvilken af dem der bedst repræsenterer deres fremtid.

På Vestbredden skal et Fatahland rejse sig, som snart vil blive overøst med kontanter fra de selvsamme vestlige kilder, som var lukkede, mens Hamas var inde i billedet. Præsident Mahmoud Abbas vil ikke kun modtage penge, men mangfoldige beviser på goodwill fra Israel: færre vejspærringer, samarbejde om sikkerhed, et glimt af den ”politiske horisont” ved muligheden for forhandlinger om en endelig palæstinensisk stat. Om alt går vel, fortal-te en højtstående regeringsrepræsentant mig i går, kunne Israel igen tilbagelevere lunser af Vestbredden til palæstinensisk kontrol, som det gjorde i Oslo-processen.

Samtidig vil det nye land Hamastan, et helvede regeret af islamister og afskyet af resten af verden, blive udsultet for alt undtagen den mest nødvendige humanitære støtte. Hvor Fa-tahland vil føle varmen fra Vestens åbne arme og dybe lommer, så vil Hamastan kun erfa-re dets kolde skulder. Snart vil palæstinenserne drage den indlysende konklusion. Som det israelske regeringsmedlem udtrykker det: ”De vil forstå, at moderat politik skaffer ba-con til huse, mens den anden vej kun bringer smerte”.

Man ser det for sig. Hvis alt går efter planen, vil befolkningen i Gaza til sidst rejse sig og støde Hamas fra magten, eller Hamas vil selv erkende, at det må skifte kurs. Under alle omstændigheder: hvis palæstinenserne på Vestbredden bevæger sig i retning af lykke og statsdannelse, så vil Gazas befolkning ikke bryde sig om at blive efterladt. Omvæltningen i sidste uge ville uden tvivl kunne bringes til en lykkelig afslutning. I årevis har Israel og USA indtrængende opfordret det Palæstinensiske Selvstyre til at udrydde ”terrornetværket” og slå ned på Hamas – uden megen succes. Men nu – ifølge denne tankegang – er Fatah yderst motiveret for at udføre jobbet. Efter at de har set de militante Hamas-folk henrette Fatah-kæmpere i gaderne, plyndre Yasser Arafats hjem og kaste Abbas’s personlige kok ud fra 18. etage, er Fatah kun alt for ivrige efter at drive Hamas ud fra Vestbredden.

Det lyder logisk nok. Pleje et blomstrende Fatahland, mens pariaen Hamastan sygner hen.

Men det er en illusion. Den første og mest indlysende fare er, at jo mere generøs Vesten er imod Abbas, jo mere vil hans troværdighed lide skade. Hver en dollar eller Euro, han tager imod, vil stemple ham som fremmede magters lakaj ligesom Hamid Karzai i Afghani-stan, Nuri al-Maliki i Irak og Fuad Siniora i Libanon, som slet og ret en vestlig stedfortræ-der. Hver buket fra Israel vil tilsmudse ham yderligere og gøre ham til fjendens tjener. Den arabiske presse sammenligner allerede Abbas med Antoine Lahad, den stærke mand, hvis forhadte sydlibanesiske hær tjente som Israels politimand. Som det så ofte før er sket, når Vesten forsøger at benytte sig af ”moderate”, så omfavner Vesten dem bare til døde.

Desuden er hele ideen baseret på en række forkerte forudsætninger. For det første at Is-rael virkelig vil diske op med de lækkerbiskener, som det lover. Med hensyn til dette er kendsgerningerne ikke opmuntrende. Ehud Olmert har gentagne gange mødt Abbas og lovet at frigive de skatter, de har inddrevet for palæstinenserne, eller større bevægelsesfri-hed, men han har intet foretaget sig. For det andet: selv hvis Israel virkelig afleverer pen-gene, så er der ingen garanti for, at Abbas’s Fatah-dominerede administration ville bruge dem til forbedringer i landet. Igen, tidligere erfaringer er ikke opmuntrende. For at sige det rent ud, så har Fatah vist sig at være enten korrupt eller inkompetent eller begge dele.

Men lad os være optimistiske og forestille os, at den ny tilnærmelse virkelig ville bære frugt på Vestbredden. Vil Hamas bare roligt sidde og se til, at det selv bliver skubbet ud af pa-læstinensernes fremtid? Den erfarne palæstinensiske analytiker og forhandler Ahmad Khalidi spørger: ”Hvilket incitament har Hamas til at spille med og ikke spolere det?” Vi ved allesammen, hvor let det vil være at ødelægge enhver tilnærmelse mellem Fatahland og Israel: et enkelt terrorangreb på israeliske civile, og det hele vil være slut. Hamas kunne være smart og sikre, at angrebet ikke kom fra Gaza, men fra Vestbredden, f.eks. i Ha-mas’s højborg Nablus. Det ville undergrave Abbas øjeblikkeligt.

Farerne er mangfoldige. Hvis Vestbredden bliver velsignet med penge, men mange af dem bliver i Fatah’s cirkler, som derved skaber klasser af dem som har og dem som ikke har, så vil der skabes en ophobning af præcis den samme bitterhed, som førte til Hamas’s valgsejr i januar 2006. Hvem ved, Hamas kunne måske endda ende med at overtage Vestbredden også – trods alt havde de overtaget over Fatah i valget der. Erfaringen viser, at ved at undgå bevægelsen, gør man den bare stærkere. Efter at de har været frosset ud de sidste 18 måneder, er de stærkere end nogensinde.

Alligevel er det den aktuelle strategi, ikke bare for israelerne og Bush-regeringen, som begge gentog det ved deres møde i Det Hvide Hus i går, men for alle involverede. Jeg ved godt, at det altid er mere bekvemt at udpege disse to aktører som de fremmeste skurke i dette drama. I sidste uges Any Questions (et radioprogram på BBC ovs. bem.) fordømte paneldeltagerne den 18 måneder lange amerikanske og israelske embargo overfor Ha-mas. Men denne embargo udsprang af en række krav fra FN, som Hamas ikke ville imø-dekomme. Den blev bakket op af EU og Storbrittanien. Dette er med andre ord også vores politik.

Men det er en slem fejltagelse. Det ville være klogere at erkende, at Hamas nu er en faktor i Palæstina, akkurat som politisk Islam er en faktor i Mellemøsten. Vi kunne ønske, at det ikke var sådan – det gør jeg helt sikkert – men vi kan ikke ønske det bort. Hamas har et demokratisk mandat. Det regerer nu over et territorium, som truer med at blive en Taliban-agtig stat på Israels dørtrin. Det giver ikke nogen mening at lade, som om det ikke eksiste-rer.

Analytikeren Gary Sussman fra Tel Aviv universitet siger, at valget nu er enten at ”isolere Hamas og skubbe det dybere ind i Irans sfære, eller at inddrage det, lokke det ind i den vestlige og sunnimuslimske sfære”. Dette må være den mere pragmatiske vej. De sidste årtiers historie har været præget af et konstant ønske om at palæstinenserne var repræ-senteret af andre folk end dem, som rent faktisk var deres ledere. Det er endt i fiasko. Det er på tide at erkende realiteterne og at følge det ældste råd i dimplomaternes håndbog: man slutter ikke fred med sine venner – man slutter fred med sine fjender.

freedland@guardian.co.uk

Oversat for DPV af Dagmar Dinesen

Comments are closed.