Juni 1967

Clare Brandabur, Informatıon Clearıng House

Juni 1967

Clare Brandabur, Information Clearing House 13.06.2007

Body of Secrets: How America’s NSA and Britain’s GCHQ Eavesdrop on the World, James Bamford

Nu hvor vi markerer 40-årsdagen for Seksdageskrigen i juni 1967, er der ikke meget at fejre. En bemærkelsesværdig undtagelse er den fulde blotlæggelse af de faktiske begivenheder i forbindelse med den israelske aggression, som har været omhyggeligt bevarede hemmeligheder.

I særdeleshed israelernes afsindige forsøg på at sænke “USS Liberty” og dræbe hele dets besætning, forsøg som der dengang blev dækket over efter ordre fra præsident Lyndon Johnson i det Hvide Hus og lige siden dækket over med censur og israelske og amerikanske myndighedspersoners udarbejdede løgne.

Nu er det, takket være den bemærkelsesværdige bog “Body of Secrets” af James Bamford, muligt ikke blot at få at vide, hvad der skete med “Liberty” men også hvad det var, som Israel var så desperat for at skjule for verden og især for russerne og amerikanerne.

Det de dækkede over, og som præsident Lyndon Johnson skulle hjælpe dem med fortsat at dække over, var krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, en fortsættelse og intensivering af den koloniale bosætterstats krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden; en fortsættelse og intensivering af den koloniale bosætterstats overlagte og planlagte politik i forholdet til den indfødte befolkning: folkemord.

En hel del var allerede kendt om israelernes folkemordspraksis i 1967 takket være Arthur C. Forrests bog “The Unholy Land”. Forrest blev af et konsortium af nordamerikanske kirker udsendt for at efterforske rygter om, at israelerne faktisk ikke tillod flygtningene at vende tilbage til Palæstina trods deres omhyggeligt iscenesatte påstande om det modsatte.

Forrest fandt hurtigt ud af, at flygtninge stadig flygtede over Allenbybroen; at mange var blevet angrebet af israelske fly, der anvendte napalm; at lejren i Jericho, hvor omkring 65.000 flygtninge fra 1948 havde søgt tilflugt var blevet angrebet og tusinder jaget over [Jorden]floden ind i Jordan af fly, der gjorde brug af maskingeværer og napalm; at overlevende fra den jordanske hær fortalte, at hele felthospitaler var blevet napalmbombet.

Forrest blev naturligvis udsat for forbitrede angreb for at vove at kritisere Israel, især for at afsløre sandheden om israelsk brug af napalm mod civile og hospitaler.

“En af de skrækhistorier man kunne høre i Amman var den om flygtninge, der under flugten havde oplevet at blive oversprøjtet med napalm. Først troede jeg ikke på det og rystede ved tanken om at bruge nogle af de billeder af ofre, der var til at skaffe i Jordan. ‘Hvis det var billeder fra Vietnam, ville du offentliggøre dem, ville du ikke?’ spurgte en palæstinenser”. (Forrest 26)

Forrest var chokeret og tvivlrådig angående disse rapporter, så han tog ud på jordanske hospitaler for at besøge overlevende fra disse angreb. Han talte med Sami Oweida, fader i en familie, som nyligt havde krydset Broen og hvis overlevende medlemmer, stadig blev behandlet på et hospital i Amman.

“Vi krydsede Kong Hussein[Allenby]broen til fods. Der fløj fly rundt oppe over os [….] Vi prøvede at undgå store flokke fordi vi regnede med, at flyene nok ville bombe flokkene [….] Så på det tidspunkt (omkring kl. 4 om eftermiddagen) så jeg et fly dykke direkte ned mod os lige som en høg. Vi kastede os til jorden og

kom til at ligge midt i et ildhav”. (Forrest 17)

Forrest citerer også rapporten fra generalen John Glubb, hvis opfattelse af krisen i Mellemøsten blev publiceret i juli 1967, således:

“Størstedelen den jordanske hær blev udryddet med napalm.[….] Glubb citerer fra en signeret udtalelse fra et hold læger på

American University of Beirut [….] ‘En læge rapporterer, at det Mobile Felthospital ,med omkring 350 patienter, blev udslettet sammen med alle patienterne og hele staben, med napalm’, siger

Glubb“. (Forrest 16)

Forrest tog fotos af nogle af de forbrændte ofre, hvoraf han senere offentliggjorde ét i The United Church Observer, af en lille pige, der var ved at komme sig efter napalmforbrændinger. “Det var, fik jeg at vide, bevis på, at jeg var antisemit. At fordømme napalm i Vietnam er OK. At rapportere om, at det bliver brugt af israelere er antisemitisk”. (Forrest 17).

Da Forrest søgte om tilladelse til at besøge de tre ødelagte landsbyer Yalu, Beit Nuba, og Ammans , fik han afslag med den begrundelse, at “Der er ikke nogen Beit Nuba!” (15). Ikke desto mindre lykkedes det for Forrest at rejse til det ødelagte område.

Af overlevende, som han udspurgte om ødelæggelsen af disse landsbyer som gengældelse for deres modstand i 1948, fik han at vide at israelske bulldozere rev husene ned over hovederne på de ældre mennesker, der boede i dem og omkom i murbrokkerne. (15).

Nu, takket være James Bamfords afsløringer af hemmelighederne fra “Det Sorte Kammer”, som rummede dokumenter fra det amerikanske NSA (National Security Agency) og fra det britiske Government Communications Headquaters (GCHQ) , er det muligt at rekonstruere et mere komplet billede af den israelske tilsløring og herunder dets angreb på “USS Liberty”.

Den velplanlagte krig i 1967 havde til formål at overtage så meget land som muligt og at få det til at se ud som om, arabiske hære havde angrebet Israel. Dette er den overraskende konklusion i et kapitel i Bamfords bog “Body of Secrets” (222), som bringer en mere detaljeret forklaring på det israelske angreb på “Liberty” og fremlægger en mængde detaljer om den “forbryderiske nedslagtning”, som Israel var i gang med i det nærliggende Al-Arish (201).

Fra de første minutter af overraskelsesangrebet havde Israel kontrol over det mellemøstlige luftrum. I løbet af de første få timer ødelagde Israel 25 arabiske luftbaser fra Damaskus i Syrien til en ægyptisk base, der var helt fuld af bombemaskiner, langt oppe ad Nilen ved Luxor.

Og dernæst, med indsats af maskingeværer, mortérild, tanks, og luftvåben indtog den israelske krigsmaskine den jordanske del af Jerusalem såvel som Jordan-flodens Vestbred, og torpedobåde indtog forbjerget Sharm El-Sheikh i Rødehavet.

I Sinai stødte tanks og pansrede mandskabsvogne frem mod Suez-kanalen langs alle de tre veje, der krydsede ørkenen, og gjorde det brændende sand til ét stort slagtehus. En israelsk general anslog de ægyptiske tab til at være mellem 7.000 og 10.000, sammenholdt med 275 på den israelske side. (201)

Bamford dokumenterer angrebet fra israelske tanks på en FN konvoj med fredsbevarende indiske soldater på vej til Gaza, samt et efterfølgende angreb på et FN-hovedkvarter i Gaza hvorunder 14 FN-tropper blev dræbt. “En indisk officer kaldte det overlagt, koldblodigt drab på ubevæbnede FN-soldater”. (201)

Bamford beretter derefter detaljeret om nedslagtningen af hundreder af ægyptiske krigsfanger, som blev sat til at grave deres egne grave og derefter mejet ned med maskingeværer. (202 – 205)

“Body of Secrets” giver den mest detaljerede beretning jeg har set om angrebet på “USS Liberty”, delvist indsamlet fra materiale, der er kommet til veje i form af NSA-dokumenter og delvist fra interviews med overlevende fra “Liberty”, som det har været muligt at finde frem til.

Det var ikke i Israels og ej heller i USA’s interesse at få den israelske aggression mod Ægypten, Syrien og Jordan afsløret over for verdensoffentligheden. Tidligt om eftermiddagen 8. juni 1967 åbnede israelske fly og raketbevæbnede søfartøjer ild mod “USS Liberty”, et amerikansk overvågningsfartøj, der opererede ud for kysten ved Gaza.

Ramt af raketter, kanonild og torpedoer blev skibet kraftigt beskadiget og led tab på over 200, deraf 34 dødelige. Israelske styrker var på det tidspunkt på fjerde dag i kamp i det, der skulle blive kendt som Seksdageskrigen og, som Bamford forklarer det, blev “Liberty” gentagne ramt af angrebsbølger fra det israelske luftvåbens 30 mm ammunition, raketter, og endog napalm og derefter ramt af torpedo-angreb fra søsiden.(201 – 202). Skønt Israel hævdede, at angrebet var en “tragisk

fejltagelse”, blev episoden aldrig officielt opklaret over for offentligheden.

Til trods for tidligere afsløringer som Arthur Forrests og interviews med overlevende fra “USS Liberty” , er der kun få personer i Vesten der i dag ved, hvad Israel foretog sig. I efterfølgende undersøgelser er det imidlertid kommet frem, at de der direkte havde forbindelse til angrebet på “Liberty”, afviser israelske påstande om, at skibet blev angrebet ved en fejltagelse.

I sin biografi om Lyndon Johnson siger Robert Dallek f. eks.: “De højtstående talsmænd for [Johnson] regeringen , blandt dem præsidenten selv, mente at det var utænkeligt, at Israels ‘dygtige’ forsvarsstyrker kunne have begået sådan en kapitalbrøler”. (Dallek 430 – 431)

Hvis Israels hensigt var at dække over det forbryderiske napalmangreb på palæstinensiske flygtninge for at drive dem ud af Palæstina, ser det ud til at have været en succes. Hvad Israel dækkede over ved at prøve at sænke “USS Liberty” var forbrydelsen folkemord.

Arthur Forrests bog og Bamfords omhyggelige dokumentation er i samklang med andre vidner til Israels brug af napalm mod civile i 1967. Norman F. Dacey, der havde været formand for “Frivillige for Nixon” skrev et åbent brev til den daværende præsident Richard Milhouse Nixon.

Det blev publiceret i den libanesiske avis Al-Anwar 17.01.1972. I dette åbne brev fortalte Dacey, at han fremover ville føre kampagne for Nixons nederlag med henvisning til sin væmmelse ved USA’s Mellemøsten-politik. “Jeg har været på ægyptiske hospitaler og set række efter række af senge med små børn, hvis kroppe var brændt mørke af amerikansk fremstillet napalm, kastet ned fra amerikansk byggede fly i et påstået ‘forsvar’ for Israel”.

De palæstinensiske flygtninge er i dag flere og i nogle henseender mere desperate end tidligere, mens de er vidner til den konflikt, som truer med at sprede sig i det nordlige Libanon, og de israelske og amerikanske lederskaber forbliver lige så uforsonlige som nogen sinde angående flygtningenes ret til at vende tilbage, skønt det var i kraft af dets forløjede løfte om at lade flygtningene vende hjem, at Israel blev optaget i FN.

Men hvorfor, kunne man spørge, skulle begivenheder, der udspillede sig i 1967, være af relevans i dag? Og hvorfor er Bamfords afsløringer så afgørende? Sådan forholder det sig, fordi det samme program for etnisk udrensning og tiltagende konfiskation af jord stadig griber om sig i hastigt tempo.

Og dette program er kernen i alle de store konflikter i området, senest den tragiske amerikansk/britiske ødelæggelse af Iraq, hvis drivkraft var den israelske ekspansionisme.

Ud over sine pågående mord på palæstinensere (som i massakren i flygtningelejren i Jenin i 2002) og den pågående kampagne med massemord i Gaza viderefører Israel også sine folkemorderiske planer for ødelæggelsen af palæstinensiske kulturelle institutioner.

I værkerne “Imperial Israel” og “The Palestinians” dokumenterer Nur Masalha nylige israelske planer for ødelæggelse af Al-Aqsa Moskéen og Klippemoskéen, de to store moskéer på Haram Al-Sharif (122 – 123) [af jøderne og de kristne kaldet Tempelbjerget, o.a.] ; og for den “endelige løsning” på det palæstinensiske problem, som Israel håber at omsætte til praksis med støtte fra sine amerikanske medskyldige – en plan for en “befolkningsoverførsel” for hvilken de forudså ødelæggelsen af Iraq som et nødvendigt skridt. Masalha citerer Meier Lipschitz, en israelsk udvikler af en kun-for-jøder boligpolitik, som sagde:

“En krig mod Iraq er en virkelig (religiøs) pligt. Hvis det er nødvendigt at udføre en provokation, må vi straks gøre det. Sådan en gylden lejlighed i en belejlig international situation falder i vore hænder én gang i hvert århundrede…. Der er ingen der vil bekymre sig om en befolkningsoverførsels trivialitet, som vi parallelt vil gennemføre samtidigt…. Hvem helt nøjagtigt vil bekymre sig om hvad der sker med to millioner palæstinensere, der

støttede slagteren fra Baghdad og som er anbragt i den lille konges (Kong Husseins) land ? (184)

Masalha påpeger, at kernen i dette argument er, at en krig imod Iraq burde fremprovokeres om ikke for andet så for, at den kunne udnyttes til en tvangsmæssig massefordrivelse af palæstinenserne. (185)

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angrı Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.