Små Ahmadinejad’er

Gideon Levy, Haaretz

Små Ahmadinejad’er

Af Gideon Levy, Ha’aretz 10.06.2007

Ram Caspi har skrevet en artikel. Fra højderne i sin lejlighed i David Towers-komplekset i Tel Aviv, har den prominente sagfører foreslået at strangulere Gaza-striben. I finansdagbladet Globes-udgaven af 25.05.2007 opfordrede han til “hverken et angreb på jorden, eller et luftangreb, men skabelsen af et Damoklessværd.

Fra det øjeblik da raket nummer otte bliver affyret skal Israels regering afbryde Gazas forbindelseslinjer til basale infrastrukturforsyninger af brændstof, vand, elektricitet og telefoner og vil forhindre andre i at levere disse ydelser til Gaza.

Med andre ord: Afskære halvanden million mennesker fra kilder til livets opretholdelse. Caspi er en succesfuld advokat, der kommer og går i justits- og regeringspaladser, en mand der bevæger sig på det højeste niveau i det israelske samfund. Ikke et hår er blevet krummet på hans hoved som følge af hans sataniske forslag.

Denne lovens mand, der opildner til overtrædelse af international lov er ikke blevet straffet. Ingen har taget afstand fra ham efter denne opfordring. Det er højsæson for racisme, kollektiv afstraffelse og verbal vold. Hvad der engang var forbeholdt skøre kuler på højrefløjen, tosselyttere i telefonprogrammer, er nu blevet politisk korrekt og i centrum for den offentlige mening, det sidste skrig i den voldelige og overophedede israelske debat.

Caspi står ikke alene. Satan findes ikke længere kun i Teheran – han er i live og slår om sig her i vor midte. Israel er ved at blive oversvømmet af en plumret strøm af blåhvide [Israels nationalfarver, o.a.] Ahmadinejad‘er: Når Irans præsident foreslår at udrydde Israel, foreslår de, som er mindre end han, blot at “fjerne” landsbyer , at “jævne dem med jorden”, udsulte hele befolkninger og faktisk slå dem ihjel.

Der er i princippet ingen moralsk forskel mellem den iranske original og hans israelske efterlignere. Den racistiske og mobbende filosofi vi finder hos Ministeren for Strategiske Anliggender Avigdor Lieberman og hans lige har sluppet sine ondartede sugerkopper løs på samfundets hjertekule.

Meir Kahane , der fremsatte forslag, der var mere moderate en de overfor omtalte, fik den kolde skulder; Caspi fortsætter med at rådgive Landets elite i lovmæssige anliggender.

Dette hæslige og forfærdende fænomen begyndte sidste sommer, under den Anden Libanon-krig. “Vi har fået en ny Kfar Kana, Vi kan smadre alt“, sagde den daværende justitsminister Haim Ramon, hvem det påhvilede at sikre opretholdelse af lov og orden.

Ministeren for Handel og Industri Eli Yishai, repræsentant for et religiøst parti som har et “åndeligt” lederskab, gav ham ikke noget efter: Han foreslog at måludpege infrastrukturer i Libanon og jævne landsbyer med jorden.

Disse opfordringer til at begå krigsformydelser kom ikke fra repræsentanter for den yderste højrefløj. Ramon og Yashai er forblevet legitime talsmænd. Ej heller generalerne forblev tavse: “ Kværn Libanon. Gør det til et museum for terrorens modningsproces”, foreslog en tidligere chef for Nordkommandoens hovedkvarterer, brigadegeneral af reserven Rafi Noy, der hyppigt bliver interviewet i mediestudierne.

Qassam-raketterne mod Sderot bebudede den afskyelige fortsættelse, denne gang også som poesi. “Hvis ikke taget står inflammer, så ødelæg soklen….Angrib Libanon og også Gaza med plove og med salt, ødelæg dem, så ingen indbygger bliver tilbage. Omdan det til gold ørken, dynger af murbrokker…. Dræb dem, udgyd deres blod, skræm de levende” skrev poeten Ilan Scheinfeld, som for nylig har udgivet en roman, som der ikke er nogen der har opfordret til at boykotte.

Den forhenværende overrabbiner Mordecai Eliyahu har opfordret til at besvare beskydning med at sætte huse i brand; minister Rafi Eitan har foreslået, at Israel skal fremstille en hjemlig udgave af Qassam-raketten og affyre den mod Gaza. Ministeren for Offentlig Sikkerhed Avi Dichter har sagt, at målrettede drab ikke er nok.

Hans efterfølger i Shin Bets sikkerhedstjeneste, Yuval Diskin har klaget over, at “de i Beit Lahiya og i Beit Hanoun lever i fred og ro”; vor gamle bekendte Lieberman har foreslået en raket affyret mod den bydel, hvor Gazas bedst stillede befolkning bor for hver raket, der bliver affyret mod Sderot; Generalmajor Amiram Levin foreslår at opdele Gaza-striben i firkanter og efter hver qassam-raket ødelægge en af dem.

Forhenværende justitsminister Yosef Lapid støttede dette forslag; den forhenværende stabschef Moshe Ya’alon, ophavsmand til teorien om “bevidsthedssvitsning” har foreslået at en “udrensning af området”. Sderots borgmester Eli Moyal har sagt, at han foretrækker et dødt barn i Gaza frem for et dødt barn i Sderot”.

Og en sørgende efterladt fader fra den Anden Libanon-krig Ami Schreier har opfordret til udradering af en bydel i Gaza, med tre timers forhåndsvarsel for hver Qassam-raket, der bliver affyret. Ikke én af dem er blevet straffet for disse udtalelser, ikke én ad dem har fået en kold skulder.

Det er sådan vi er. Det er vorers moralske portræt.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.