Problemet Israel

Ulla Lundberg, Fyens Stiftstidende

Problemet Israel

Af Ulla Lundberg

Fyens Stiftstidende 06 juni 2007, 1 . sektion side 51

Er der overhovedet en løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne? Ikke i Israel, så længe zionismen er den nationale ideologi, mener en anmelderrost britisk journalist.

Hvis man vil læse en velskrevet og velargumenteret undersøgelse af, hvorfor det synes umuligt at nå en fredelig og redelig løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne, og hvis man samtidig vil læse en veldokumenteret analyse af Israels motiver for ikke at ønske en sådan løsning, så er der ingen vej udenom: Man bør læse bogen “Blood and Religion: The Unmasking of the Jewish and Democratic State” (2006) af den britiske journalist Jonathan Cook.

Som den eneste vestlige journalist er han bosiddende i den palæstinensiske by Nazaret i Israel, hvorfra han løbende rapporterer. I modsætning til mange vestlige journalister opholder han sig permanent i den palæstinensiske virkelighed – hvilket måske er en af grundene til, at han så overbevisende kan foretage en analyse af udviklingen i området siden 2000.

Bogen er udkommet i både England og USA og har fået gode anmeldelser en lang række steder. Det er et af bogens kup, at den næsten udelukkende er baseret på israelske kilder (politikere, embedsmænd, publikationer og aviser) for at undgå at blive mål for Israel-apologeternes anklager om antisemitisme. Måske lidt naivt i en tid, da selv gamle Moses risikerer at blive anklaget for det samme…

EN af journalistens hovedpointer er, at en central forståelse af årsagerne til bygningen og linjeføringen af “adskillelsesmuren”, “tilbagetrækningen” fra Gaza samt den kraftigt øgede dæmonisering af det palæstinensiske mindretal i Israel først og fremmet skal ses i lyset af israelske bekymringer over den demografiske udvikling i den palæstinensiske befolkning.

Heroverfor står, at en vigtig del af den vestlige verdens retorik går ud på at vedligeholde myten om, at “Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten”.

Det er en præmis, som er med til at legitimere støtten til Israel og statens behandling af palæstinenserne. Præmissen understøttes af den populære forestilling om “civilisationernes sammenstød”: at den vestlige verdens demokratier er sat under pres af den (udemokratiske) muslimske verden og at Israel her udgør et demokratisk forsvarsværk for Vesten.

Cooks ærinde er bl.a. at gennemhulle denne myte og argumentere for, at den vestlige verden er underlagt et bedrag, og at konflikten ikke kan løses, så længe Israel definerer sig selv som “jødisk og demokratisk”.

For, mener han, staten agerer dybest set udemokratisk, ekskluderende og ekspansionistisk over for det store mindretal af ikke-jøder. Hele “Israels land” skal erobres på bekostning af den palæstinensiske befolkning både i Israel og de besatte områder. Kodeord: Jødiskhed og etnisk udrensning.

Cook påviser, hvorledes palæstinenserne i Israel via statslige tiltag diskrimineres og udsættes for racistiske overgreb. De bor oftest i en form for ghettoer i dele af det, der var det oprindelige Palæstina, har israelsk statsborgerskab og pas, men lever som andenklasses borgere.

Cook redegør for den negative behandling og opfattelse af palæstinenserne, sammenholder den med israelernes undertrykkende fremfærd i de besatte områder og argumenterer overbevisende for, at man her finder den logiske forklaring på, hvad der blokerer for en fredelig løsning på konflikten: Israel ønsker den ikke.

Forklaringen finder Cook i den israelske etnokratiske form for statsdannelse, som er et etnisk-religiøst – ikke et liberalt – demokrati, der ikke bygger på lighed og ligeberettigelse for alle sine borgere.

Denne specielle form for demokrati er udemokratisk (ordentlige demokrater er vel enige om, at begrebet demokrati inkluderer samtlige indbyggere i en stat?) og bygger på forestillingen om den ideelle zionistiske, demokratiske stat. Den er 100 pct. jødisk, udelukkende beboet af folk med samme “blod og religion”.

Israel vil mao. aldrig kunne inkludere palæstinenserne i denne konstruktion, da de ikke har samme “blod og religion”. De er dybest set et fremmedlegeme i staten, der set fra dette perspektiv ideelt set indbefatter hele Palæstina – “Eretz Israel”.

Indtil den anden intifada brød ud i 2000, gik den politiske skillelinie i Israel i grove træk imellem et højre og et venstre. Men Cook fremhæver, at de zionistiske kræfter, som har magten i Israel i dag (religiøse kræfter snarere end sekulære kræfter) arbejder for to langsigtede mål: en etnisk udrensning af den palæstinensiske befolkning – både inden for Israels grænser og så vidt muligt også på Vestbredden. Målet er etableringen af et rent jødisk Eretz Israel (Israels land).

Cook underbygger dette synspunkt ved at se på tre vigtige israelske tiltag, nemlig dels den såkaldte tilbagetrækning fra Gaza (hvor staten i virkeligheden blot købte sig lidt tid til at komme ud af det demografiske problem, som 1.3 mio. palæstinensere repræsenterede), dels bygningen af den 700 km såkaldte “adskillelsesmur” som iflg. Cook næsten udelukkende har til hensigt at skabe palæstinensiske ghettoer omkring israelske bosættelser på Vestbredden. “Sikkerhedshensynet” tror han som så mange andre ikke meget på.

Men de to tiltag har begge vellykket indgået i landets fredsretorik over for den vestlige verden.

Endelig fremfører han et tredje, hidtil underbelyst aspekt: De apartheidlignende foranstaltninger, som den palæstinensiske minoritetsbefolkning i Israel bliver udsat for.

Det er der for så vidt intet nyt i, men han redegør for og dokumenterer alligevel grundigt, hvorledes endnu en mur – en “apartheidglasmur”- er blevet rejst omkring- og indhegner den palæstinensiske del af befolkningen. En for den vestlige verden tilsyneladende usynlig glasmur, som har til hensigt at ekskludere, isolere, undertrykke og forhåbentlig fordrive landets oprindelige befolkning, uden at omverdenen får for meget øje på den. Den demokratiske illusion skal vedligeholdes mens fordrivelsen finder sted.

Denne del af Cooks bog er interessant læsning og meget veldokumenteret.

I Israel har palæstinenserne israelsk statsborgerskab og formelle demokratiske rettigheder. De har f.eks. repræsentanter i Knesset. Men samtidig bliver de udsat for systematisk uret.

De bliver ikke integrerede endsige assimilerede, fordi de er ikke-jøder. Israel har nemlig på både kort og på længere sigt et demografisk problem: en højere fødselsrate blandt palæstinenserne (premierministerens sikkerhedsrådgiver, Giora Eiland, har kaldt det for “den demografiske dæmon”).

Israel vil derfor på længere sigt stå med et demokratisk problem. Hvordan kan man fastholde forestillingen om “et jødisk demokrati”, hvis flertallet består af ikke-jøder?

Det er noget af en ubehagelig klemme – også i forhold til omverdenen. Et palæstinensisk flertal i Israel ville jo på demokratisk vis være i stand til at afmontere de ikke-demokratiske, etnokratiske elementer i israelsk lovgivning og gøre landet til et demokrati for alle.

Ønskværdigt? Derfor skal tilbagetrækningen fra Gaza og den besynderlige de facto grænsedragning, der er sket via etableringen af “adskillelsesmuren”, ses som et forsøg på at udelukke så mange palæstinensere som muligt fra de områder, som Israel p.t. de facto annekterer.

Derfor også forbudet mod at palæstinensere fra Israel kan gifte sig med palæstinensere fra de besatte områder. Man frygter, at landet overtages via “et demografisk angreb”.

Måske var der fra Israels side tidligere en vilje til at gøre en ende på konflikten, men i dag er der ifølge Cook ingen. Løsningen må derfor komme udefra. Men en tilfredsstillende løsning mener han først findes, når Israel ophæver zionismen som den nationale ideologi – eller tvinges til det.

I et interview drager han en sammenligning mellem Israel og det racistiske apartheidstyre i Sydafrika. En zionistisk stat kan lige så lidt forpligte sig til at slutte fred med palæstinenserne, som et sydafrikansk apartheidstyre kunne slutte fred med den indfødte sorte befolkning.

Men Sydafrika blev jo som bekendt til slut tvunget til det – af udefrakommende kræfter.

Ulla Lundberg, Odinsgade 33, Odense C, er lektor og medlem af bestyrelsen for Det Danske Hus i Palæstina.

Comments are closed.