De kommende lidelser

Nora Barrows-Friedman, Live from Palestine

De kommende lidelser

Af Nora Barrows-Friedman, Live from Palestine 21.01.2007

Det var i vinterens døde periode her i Palæstina. Glinsende floder af mudder og kloakvand løber ud i rendestenene, mens der bliver serveret te i små glaskopper igen og igen for at udholde den bidende kulde.

Folk sidder sammenkrøbne tæt på gasvarmerne, regnen pisker løs på vinduerne og ståldørene mens de sidder og forbereder sig på det næste uvejr – ikke blot det der kommer ned i stride strømme oppefra, men det blot fem miles ude ad vejen, på den anden side af det illegale checkpoint, hvor Israel planlægger det næste skridt i sit projekt for etnisk udstødelse og tilsløring.

Seks måneder er der gået siden min seneste tur hertil, og endnu befinder jeg mig i en permanent tilstand af chock og raseri. Gang på gang ser jeg målløs bosætterblokkenes canceragtige omsiggribende sugekopper; målløs over de overskrifter der beskriver de mest horrible drab, som begås af besættelsens militærstyrker; og målløs over den generelle ukuelighed hos de mennesker som mod alle odds stadig er i stand til om morgenen at vågne op til en endnu en dag under denne besættelse, der håndhæves med et sprog af ubønhørlig og absurd racistisk mangel på logik.

Den almindelige palæstinensers hverdagsliv bliver helt afgjort vanskeligere. Gennem det seneste år, siden HAMAS vandt et af de frieste og mest fair og demokratiske valg, der nogen sinde har fundet sted i Mellemøsten har USA og EU sønderlemmet og nedbrunt den palæstinensiske økonomi i en stor og gennemgribende kollektiv afstraffelse, som det vil vare år, om ikke årtier, at komme sig oven på.

Her i Betlehem-området er hospitalsarbejdere, postfunktionærer, lærere, administratorer i socialsektoren og handlende blevet udsat for et hårdt slag fra den afsmittende virkning af en kvælende finanskrise.

Dog er der sket en lettelse af byrderne på forskellige områder. Lige nu har den israelske premierminister Ehud Olmert krævet en symbolsk gestus for at mindske restriktionerne ved nogle få udvalgte checkpoints (der er mere end 400, i modstrid med international lov, men nu farer jeg ud langs tangenten), så det er nu en lille smule lettere for palæstinenserne at rejse til og fra visse byer.

Og en brøkdel af de 10.000 palæstinensiske fanger vil, tilsyneladende, blive løsladt fra israelske fængsler – steder hvor tusinder af mennesker har spildt år af deres liv under tortur og skandaløse forhold.

De fleste af dem er aldrig blevet anklaget for noget og har aldrig set en retssal indefra, så de kunne forsvare sig og fremlægge deres sag for en jury af ligemænd. Disse indrømmelser er naturligvis velkomne som lettelser for mange mennesker og deres familiers daglige liv.

Men der er ikke grund til at fejre noget. Generelt bliver situationen på Vestbredden i tiltagende grad forværret og repressionen skærpet.

Disse nye overskrifter, som mange frygter , er noget Israel og dets amerikanske partnere har udtænkt med det formål at distrahere og berolige palæstinenserne over for det, der er på vej. Jeg mødte den utrættelige journalist og hyppige bidragsyder til Electronic Intifada Jonathan Cook i nærheden af hans hjem i Nazareth for nogle få dage siden.

Han fortalte mig i et interview, at noget dystert var i gære i sammenhæng med det tiltagende venskab mellem Condoleezza Rice og Mahmoud Abbas; at de fornyede diskussioner om en “palæstinensisk stat” i sidste instans vil kulminere i en endelig løsning for Palæstina og dets millioner af indbyggere.

Cook beskrev denne fremtidige “stat” som noget i retning af enormt ghettoiseret reservatarrangement – øerne af palæstinensiske områder på Vestbredden, der er sprængt fra hinanden af de israelske bosættelser sammen med den miserable og nedslidte ø Gaza vil blive udråbt som “Palæstina” og vil straks blive anerkendt som en “fjendtlig stat” lige som Syrien og Iran og Libanon.

Palæstinensere, der i dag er bor inde i Israel vil især blive presset op mod den egentlige og billedlige mur. Snak om “loyalitetsordninger” bliver nu et hyppigt samtaleemne i Knessets marmorsale – kontrakter, som palæstinensiske borgere i Israel vil få forelagt til underskrift for at erklære deres loyalitet over for den jødiske og demokratiske stat.

Hvis de bliver snuppet inde i de Besatte Områder eller aktivt går ind for at ændre det politiske system vil de simpelthen få frataget deres statsborgerskab og sandsynligvis blive deporteret ned ad gaden og ind i “Palæstina“.

Der kunne meget let komme et Mogadishu efter Jerusalem; en pseudostat, som vil umuliggøre fremtidige forhandlinger om flygtningenes ret til at vende tilbage, om bosættelsernes nedlæggelse, om en forenet binational stat for alt hvad der lever i denne bedrøvelige stribe land på randen af det azurblå Middelhav.

Dette er en ret oprørende og dog realistisk vision og tiden er ved at rinde ud før alle detaljerne er på plads og planerne er blevet formaliserede, før jakkesættene i Jerusalem og Washington veksler håndtryk og renser dem for problemet Palæstina.

Folk er i mellemtiden optaget af at købe sig tid. En eller anden spurgte mig, om jeg havde talt med nogen der kunne se noget håb. Jeg kunne ikke komme på nogen under mine rejser ferm og tilbage gennem regionen.

I Gaza sagde en kollega, at indbyggerne var ved at løbe tør for køkkenglas og cigaretter, at folk blev liggende i sengen på grund af sult, kulde og en ætsende depression. For de 3.5 mio palæstinensere, der lever i Vestbreddens ghettofængsel, ser at den tiltagende elendigheds mareridt i Gaza er på vej, væltende frem over de våde bakkedrag som et tavst smertevoldende uvejr.

Nora Barrows-Friedman er producer og vært ved programmet Falshpoints, et dagligt dybdeborende nyhedsmagasin ved Pacifica Radio Network i USA. To gange om året rejser hun til Palæstina for at dokumentere situationen dér; og for at stå i spidsen for medietræningskurser for børn fra Ibdaa Kulturcentret i flygtningelejren i Dheisheh. Adressen på hendes hjemmeside er www.norabf.com

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.