Hvis du vover at kritisere Israel……

George Bisharat, The Houston Chronicle

Hvis du vover at kritisere Israel……

Af George Bisharat, The Houston Chronicle 27.01.2007

En dag i 1981 kom min salig fader, Maurice Hanna Bisharat hjem efter at have tilbragt en lang dag på sin klinik i Sacramento i Californien, med ekstra energi i sine skridt og med munterhed i øjnene. Hans ven Michael Himovitz, en ung indehaver af et kunstgalleri havde ringet og tilbudt at arrangere en udstilling af min faders malerier – for størstedelens vedkommende californiske landskaber.

Min fader var begyndt at male efter at han sidst i 1940’erne kom til USA fra Palæstina. Og skønt han var amatør vandt han en national kunstpris i løbet af to år. Men kravene fra en lægepraksis, forsørgelse af en stor familie og andre fritidsbeskæftigelser lagde beslag på deres andel af hans tid. Det var mange år siden min faders kunst var blevet udstillet offentligt og han var smigret.

Min fader var ikke politiker, men som enhver palæstinenser, der er bosiddende i USA, følte han sig forpligtet til at fortælle sine amerikanske venner om sit folks historie. Uddannet og veltalende tog han offentligt til orde for at forsvare palæstinensernes rettigheder og kommenterede hyppigt begivenheder i Mellemøsten i de lokale medier.

Michael, der var jøde, var fuldt ud vidende om denne side del af min faders liv. Det forhindrede ham ikke i at værdsætte min faders kunst, ej heller var det nogen hindring for deres venskab.

Nogle uger senere så jeg min fader sidde med et forstenet ansigt . Han vendte sig om mod mig og hviskede: “Jeg er lige blevet ringet op af Michael. Min udstilling er blevet aflyst”. Michael, viste det sig, var blevet opsøgt af en gruppe fra det jødiske samfund i Sacramento. Deres budskab var: “Hvis du udstiller Bisharats kunst, boykotter vi dit galleri og får det lukket”.

Michael var måske lige så knust som min fader og sagde undskyldende: “Jeg kan ikke risikere det – det er mit udkomme”. Det indirekte budskab til min fader var naturligvis: ”Hvis du taler kritisk om Israel, kommer du til at fortryde det“. Heldigvis var det ikke min faders udkomme og han overlevede denne episode. Men en følelse af dyb harme forlod ham aldrig.

Så da den forhenværende borgmester i New York Edward Koch og Rafael Medoff i en kritisk kommentar til ekspræsident JimmyCarters nyligt udkomne bog “Palestine: Peace not Apartheid” stiller det skeptiske spørgsmål : ”Undertrykker jøder ytringsfriheden” , eller når 14 medlemmer af Carter Centers rådgivningsgruppe trækker sig i protest mod Carters holdninger- så er svaret for mig ikke så helt ligetil.

Kendsgerningen er at “jøder” ikke undertrykker ytringsfriheden. Michael Himovitz undertrykte i hvert fald ikke min faders forsøg på at forklare situationen i Palæstina for sine medborgere. Mange amerikanske jøder har synspunkter der ikke er ulig min faders – til støtte for fred, forsoning og lige rettigheder for palæstinensere og jøder.

Dog fremkommer et mindretal af jøder med opbakning fra nogle ikke-jødiske støtter med skingre protester mod enhver kritisk skildring af Israel, ofte med ubegrundede anklager om anti-semitisme. Faktisk bliver insinuationer om anti-jødiske tilbøjeligheder nu på urimelig vis anvendt mod Carter.

Og nogle af Israels støtter er tilsyneladende villige til at gribe til politisk og økonomisk pression for at straffe dem, der lige som min fader, går imod strømmen og forsvarer palæstinensernes rettigheder.

Min fader er ej heller noget isoleret eksempel. Talrige varianter er dokumenteret i det forhenværende republikanske Illinois-medlem af Repræsentanternes Hus, Paul Findleys bog “They Dare to Speak Out”.

Mere foruroligende er, at disse bestræbelser på at skræmme ikke altid er spontane reaktioner fra enkeltpersoner, som i min faders tilfælde eller sandsynligvis i forbindelse med dem, der trak sig fra Carter Centers rådgivningsgruppe.

Tværtimod fører pro-Israel Lobbyen, med opbakning fra den israelske regering, en systematisk kampagne for at skabe en offentlig opinion i USA. For eksempel præker Koimitéen for Akkuratesse i Mellemøst Reportager i USA (CAMERA) for journalister om angivelige “fejltagelser”.

I 2002 angreb CAMERA National Public Radio med beskyldninger om anti-israelske holdninger, deriblandt undladelse af at rapportere om israelske omkomne. To forretningsmænd fra Boston-egnen med tilknytning til CAMERA organiserede en boykot af den lokale NPR-afdeling, som i betragtelig grad reducerede stationens indtægter.

Samtidig viste en omhyggelig undersøgelse af NPR’s dækning, foretaget af Fairness and Accuracy in Middle East Reporting in Amerika (FAIR), at NPR i uforholdsmæssigt omfang havde rapporteret om israelske omkomne.

“Honest Reporting” er en medieorganisation, der når ud til 140.000 abonnenter på verdensplan. Dens website agiterede engang for “omfattende redaktionelle ændringer på CNN som i høj grad ændrede den offentlige opfattelse af den arabisk-israelske konflikt”. Presset var ifølge Jerusalem Post “på op til 6.000 e-mails om dagen til ledende CNN-medarbejdere, der effektivt fik deres interne e-mail system blokeret”.

Den israelske regering udøvede også pressions over for CNN ifølge ordrette notater fra en indkaldelse til en konference i 2000, som advokaten og forskeren Phyllis Bennis har fået fingre i. I indkaldelsen opridsede den israelske regeringstalsmand Nachman Shai Israels mediestrategi over for mellem 30 og 60 ledere fra USA’s jødiske samfund og fokuserede på CNN og specielt to palæstinensiske journalister.

“Vi sætter virkeligt CNN-lederne under pres for at få disse journalister erstattet med mere objektive pro-israelske journalister, som er villige til at fortælle vores version af historien”.

At overvåge medierne for at sikre akkuratesse er en offentlig tjenesteydelse. Men som belejrede journalister har konkluderet, er målet for kampagnen ikke sandheden, men at opnå pro-israelsk støtte og at bringe andre opfattelser til tavshed. WBUR’s direktør, Jane Christo beskrev CAMERAS’s budskab således: “ Bring vores budskab eller vi får jer lukket”.

Amerikanske jøder med en anden opfattelse går ikke fri. Jilian Redford, leder af den jødiske Hillel* studentergruppe på Richmond University blev fjernet efter at have protesteret mod den israelske ambassades gentagne e-mailede propagandadirektiver.

Redford mente, at Hillel’s opgave var at skabe rammerne for et jødisk religiøst liv på campusen , ikke at bedrive “hasbara” (hebræisk for “propaganda”) for den israelske regering. Endnu en gang: Dette er ikke nogen “jødisk” kampagne.

Faktisk er hasbara, koordineret med, hvis ikke ledet af israelske højrefløjsregeringer, i det store og hele ikke et repræsentativ for udtryk for liberale amerikanske jøder. Mange ville mange utvivlsomt lige som Michael blive forfærdede over de handlinger, der foretages af disse selvudpegede tankens vogtere. Ej heller “kontrollerer” Israel-lobbyen medierne, hvilket udgivelsen af Carters bog og denne artikel vidner om.

Men prisen for den stadig i overvejende grad ensidige holdning vi indtager til mellemøstlige anliggender er høj og meget større end den fortræd, som min fader og andre som ham er blevet udsat for.

Amerikanerne bliver afskærmet fra forskellige udsigter til en afgørende konflikt og bliver således hæmmet i forhold til kritisk at vurdere amerikansk politik. Vor ubetingede støtte til Israel er en hovedårsag til den verdensomspændende vrede, som USA er genstand for.

Sidste sommer ydede vores regering diplomatisk dækning for Israels invasion af Libanon og forlængede det israelske angrebs varighed med nogle uger. Israel dræbte flere end tusind libanesere, for flertallets vedkommende civile, anrettede stor skade på landets civile infrastruktur og fordrev en fjerdedel af befolkningen .

Resultatet: Chefen for den Nationale Efterretningstjeneste John Negroponte rykkede, da han aflagde den årlige vurdering af trusler mod USA midt i januar ‘07 , den libanesiske gruppe Hezbollah – som ikke har angrebet amerikanere i årtier – op på andenpladsen over terrororganisationer.

Samtidig rapporterer UPI’s redaktionschef Arnaud de Borchgrave, at den forhenværende israelske premierminister Benyamin Netanyahu og andre fremtrædende israelere opfordrer til et PR-stormløb for at tilskynde USA til at angribe Iran.

En ting er at møde idéer med idéer, kendsgerninger med kendsgerninger, fremtidsudsigter med fremtidsudsigter. Det er forskelligt fra at true, mobbe, miskreditere og chikanere modstandere af ens egne synspunkter – hvad enten de er forfattere, kunstnere, jødiske dissidenter, forhenværende præsidenter eller noget som helst andet. Og i denne sag er vor deraf affødte uvidenhed ikke nogen lyksalighed. Den er direkte farlig.

* Hillel-grupper på de amerikanske campuser er en organisering, der tilvejebringer rammerne for et jødisk religiøst liv og giver de jødiske studerende lejlighed til at udforske og fejre deres identitet.

Bisharat er juraprofessor ved Hastings Colege of the Law i San Fancisco og skriver jævnligt om Mellemøsten.

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.