Med den israelske venstrefløj som guide

Steven Friedman og Virginia Tilley, The Electronic Intifada

Med den israelske venstrefløj som guide

Steven Friedman og Virginia Tilley, The Electronic Intifada 26.01.2007

Et svar til Uri Avnery

Uri Avnery er en menneskerettighedsforkæmper med en agtværdig holdning. Han har kæmpet, skrevet, publiceret og ført kampagner for palæstinensernes rettigheder i omkring 60 år. Han har stået på politiske barrikader og budt bulldozere trods for at forsvare palæstinensere mod overgreb fra det israelske militær. Hans artikler, bøger og magasiner fordømte Israels beslaglæggelse jord før de fleste af de “nye historikere” lærte at skrive.

Han fordømmer endog legaliseret diskrimination af palæstinensiske israelere i kompromisløse vendinger og har opfordret Israel til at blive “en stat for alle sine borgere” om end det stadig skulle have et stort jødisk flertal (se fx hans nylige udgivelse “What makes Sammy Run?”). Som medstifter af fredsgruppen Gush Shalom forbliver han den liberale zionismes anerkendte godfather og ingen drager hans oprigtighed i tvivl, når han insisterer på en tóstastsløsning.

I betragtning af alt dette kan det måske forekomme mærkeligt, at mennesker, der arbejder ihærdigt for en varig fred i Israel-Palæstina, synes at Avnery er så umådeligt irriterende. Grunden er hans moralske selvmodsigelser, kun alt for almindelige i den liberale zionisme: Mens han indtager en ubøjelig moralsk holdning mod racistiske overgreb mod palæstinenserne dropper han på en eller anden måde de samme principper, når han går ud fra at Israel selv har ret til at bevare sin “jødiske karakter” på bekostning af palæstinensernes rettigheder.

For, det er kun alt for åbenbart at for at opretholde et “overvældende “ flertal i Israel , som er væsentligt for at bevare dets “jødiske karakter” er det nødvendigt, at Israel opretholder en mængde racistiske praksisser så som den gigantiske Mur for at afholde de to folk fra at blande sig, og ikke tillade palæstinensere i eksilet at vende hjem.

Liberale zionister, som klynger sig til Avnerys analyser snubler konsekvent over denne moralske vildfarelse. De ønsker, besættelsen skal ophøre og finder undertrykkelsen af palæstinenserne moralsk afskyelig og nogle mener endda, at diskriminationen af palæstinensiske arabere skal bringes til ophør.

Men de ønsker ikke, at Israels status som en stat , der eksisterer på kun én etnisk gruppes præmisser, skal ændres. De må derfor acceptere en hvilken som helst form for diskrimination, der anses for væsentlig for at opretholde Israels jødiske majoritet, i særdeleshed ved at forhindre de palæstinensere, der blev fordrevet fra det der nu er Israel, i at vende tilbage.

Ud fra denne betragtning er Israel selv moralsk OK – et “mirakel” som David Grossman for nylig udtrykte de – eller ville være OK, hvis ikke dets ledere efter krigen i 1967 tåbeligt var snublet ind i en militær besættelse.

Resultatet af denne gåde er kaos. Mens utilsløret fantasteri om etnisk udrensning fra racister som Avigdor Lieberman anses for modbydelig, anses den tidligere etniske udrensning, som førte til Israels oprettelse, for at være acceptabel — en krigsvoldens krampetrækning, som (det er aldrig blevet forklaret hvorledes) er blevet moralsk overstået.

Løsningen består efter denne opfattelse ikke i at rette op på dette grundlag,, men simpelthen at stabilisere den jødiske stat, hvilket for det meste forstås som at dulme jødisk-israelsk, frygt for at blive angrebet eller tilintetgjort. I erkendelse af at en smule retfærdslighed er påkrævet for at nå frem til denne “fred”, satser den liberale zionist på at få oprettet en palæstinensisk stat side om side med Israel (betryggende demilitariseret naturligvis, og ikke nødvendigvis bag den Grønne linje fra 1948).

Det kræver en særlig slags benægtelse at fastholde denne opfattelse af verden, specielt i lyset af nylig historisk forskning som Ilan Pappes The

Ethnic Cleansing of Palestine, som piller den dulmende fantasi om, at den etniske udrensning i Israels historie var en ulykke affødt af krigen, fra hinanden. Det er i sig selv ikke overraskende: Nationalistiske myter går overalt kun langsomt op i limningen.

Men Avnery hører ikke til i den klassiske kategori. Han blotlagde zionistiske forbrydelser for nogen anden. Og dog gik han aldrig bort fra sin hengivenhed for den jødiske stat eller fra sin begejstring for at bevare en jødiske majoritet i Israel.

Han ved, at zionistiske tropper i 1948 skånselsløst terroriserede og fordrev hundredtusinder af forsvarsløse palæstinensere fra deres landsbyer og smed dem ud af landet. Men han mener, at dagsordenen om opretholdelsen af det jødisk-israelske samfund, som han sætter meget højt, ikke alene giver mandat til men også moralsk autoritet til ikke at tillade dem at vende hjem.

Det er ud fra dette roderi af indbyrdes modsigende principper, at Avnery anskuer “apartheid“-anklagen, som har fået fornyet omtale på grund af ekspræsident Carters nyligt udgivne bog. I et nyligt udgivet essay i Coounterpunch:”Freedom Ride: Israel and Apartheid”, forkaster han alle erfaringer, som sammenligningen fremfører for en étstatsløsning i Israel-Palæstina.

Avnerys argument imod aparheidanalogien er ikke, at den israelske stats politik over for palæstinenserne ikke er racistisk. Han er enig i, at besættelsen er racistisk og at bosættelserne og Muren skaber en bantustan-udgave af en palæstinensisk stat. Han godtager betegnelsen “apartheid” som en beskrivelse af den israelske politik på Vestbredden.

Har argumenterer også med hvad der er uimodsigeligt sandt: At mange mennesker omgås sammenligningen af Israel med Sydafrika for skødesløst og begår logiske fejltagelser. (Hans “Eskimo” sammenligning om at tygge vand er en ubekvemt antikveret reference til Inuitterne, men har en pointe). Det godtager vi: Der er virkelige forskelle mellem Sydafrika og Israel og de kræver omhyggelig overvejelse.

Men Avnerys egen analyse har nogle markante logiske og faktuelle fejl, der delvist hænger sammen med en fundamental misforståelse af, hvad apartheid var og hvordan den fungerede. Han synes at mene, at apartheid var en ekstrem version af Jim Crow* , hvor sorte mennesker blev tildelt en lavere status mens de blev inkorporeret i det hvide samfund. Faktisk var apartheid et system af racemæssig beherskelse afgørende baseret på forestillingen om fysisk adskillelse.

Doktrinerne, de anvendte politikker og de kollektive psykologier havde langt mere til fælles end han erkender og det er af afgørende vigtighed at

skære dem ud i pap.

Avnerys hovedargument har udspring i hans største misforståelse. Han advarer om, at en enhedsproces i Israel/Palæstina blot ville medføre en ny etnisk udrensning fordi en knugende jødisk angst for den “demografiske trussel” (d.v.s. for mange ikke-jøder) ville få israelske reaktionære til med magt at fordrive hele den palæstinensiske befolkning.

Og dog anser han denne risiko for at være specielt israelsk af den grund at den ikke eksisterede i Sydafrika: “ Ingen hvid ville have drømt om etnisk udrensning. Selv racisterne forstod, at landet ikke kunne eksistere uden den sorte befolkning”. Et basalt træk ved apartheid var dog tvungen overflytning af befolkninger.

Der er blevet skrevet berømte bøger om den tvungne fordrivelse af hundredtusinder af mennesker fra deres hjem og jorder i et forsøg på at skabe “et hvidt Sydafrika”, hvor sorte mennesker kun ville blive tolereret som gæstearbejdere”.

Så omfattende var politikken med “tvungne flytninger” med det sigte at “gøre Sydafrika hvidt”, at vi sandsynligvis aldrig får at vide hvor mange der faktisk blev deporteret. Kampagnerne var langt mere systematiske forsøg på “etnisk udrensning” end noget som helst der blev forsøgt i Østeuropa. Hvis Avnery mener, at apartheid ikke har noget med overflytning af befolkninger at gøre, har han end ikke en vag forståelse af apartheidens natur.

Avnery understøtter denne fejlagtige analyse med at fremføre fire grunde til at sammenligningen med apartheid ikke bør være ledestjerne for en løsning i Israel-Palæstina. FOR DET FØRSTE siger han, at konsensus om en étstatsløsning allerede var på plads i Sydafrika. Sorte og hvide, argumenterer han, “var enige om, at den sydafrikanske stat skulle forblive intakt — spørgsmålet var blot hvem der skulle regere den. Næsten ingen foreslog at opdele landet mellem de sorte og de hvide”.

Dette er en fundamental misforståelse. Territorial adskillelse var det centrale programpunkt i den officielle apartheidpolitik frem til i hvert fald 1985 — d.v.s. gennem næsten fire årtier. Central i denne politik var kravet om, at 87 % af landets jorder alene tilhørte de hvide og at de sorte kun fik lov til at komme ind i disse områder som tålte og uden rettigheder.

Sidst i 1970’erne fortalte en ledende minister i regeringen det sydafrikanske parlament, at “med tiden vil der ikke være nogle sorte sydafrikanere”. En del af denne politik var skabelsen af forlorne “sorte hjemlande” som fik en fup-“uafhængighed” for at gøre det klart, at deres “borgere” ikke var sydafrikanere — på samme vis som Israels tóstatsppolitik i dag lover et “hjemland” til palæstinenserne. Accepten af, at Sydafrika skule forblive udelt var en følge af apartheidpolitikkens nederlag , ikke et træk ved systemet.

FOR DET ANDET argumenterer Avnery med at mens raceadskillelsen var de hvides dagsorden, der blev generelt forkastet af de sorte, ønsker begge de to folk i Israel-Palæstina separate stater. “Vores konflikt er mellem to forskellige nationer med forskellige nationale identiteter, som begge topprioriteter hver deres egen nationale stat”.

Han bekræfter, at blot en radikal mikro-minoritet på begge sider ønsker en enkelt stat. På den jødiske side, siger han, er disse radikale de religiøse zeloter-bosættere, som insisterer på at bibeholde hele Vestbredden. På den palæstinensiske side er afviserne de “islamiske fundamentalister som også mener, at hele landet er en “waqf” (religiøs

betroet arv) og tilhører Allah og derfor ikke må opdeles”.

Disse radikale vurderinger af de to situationer holder ikke stik. FOR DET FØRSTE var sorte sydafrikanere ikke så enige i deres opfattelser. ANC støttede forening og demokrati, men fraktioner af Sydafrikas sorte befolkning gik med på “hjemlands”-modellen. Mest kendt i den henseende var Inkatha Freedom Party i KwaZula,, men også andre grupper gik ind for hjemlandspolitikken på grund af den magt og protektion det skaffede dem – meget lige som FATAH går ind for den

meget reducerede “stat” Israel i dag tilbyder.

Men jo, størstedelen af den sorte opinion forkastede idéen om separate “hjemlande”. Men den lille sektor, der følte at den havde noget at vinde med “hjemlandene” gjorde ikke.

Palæstinenserne er heller ikke så enige. Meningsmålinger gennemført af Jerusalem Media and Communication Centre fra 2000 til slutningen af 2006 har vist palæstinensisk støtte til en tóstastsløsning (forstået som en uafhængig palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza-striben) på kun omkring 50%. Tilslutningen til visionen om en palæstinensisk stat i hele Palæstina har vekslet mellem 8 og 18 %

Men bemærkelsesværdigt er det, at støtten til en enkelt “bi-national” stat i hele Israel-Palæstina vedholdende har ligget på mellem 20 og 25% – en bemærkelsesværdigt højt procenttal i betragtning af at énstatsløsningen ikke er til offentlig debat blandt palæstinenserne. (Grunden til er denne tavshed er ikke, at idéen om forening er upopulær, men at diskussionen af den ville underminere præmisserne for Den Palæstinensiske Myndigheds “foreløbige” eksistens og derfor er politisk meget følsomt).

Hvis en fjerdel af palæstinenserne støtter en énstatsløsning under disse betingelser, er det ikke urimeligt at formode, som den palæstinensiske veteranaktivist Ali Abunimah (forfatter til den nyligt udkomne bog “One Country”) gør det, at bredere palæstinensisk støtte til en forenet stat hurtigt ville vise sig under gunstigere forhold.

Det er også relevant at påpege, at palæstinensisk støtte til en islamisk stat har ligget på omkring 3%. Så klart nok kan 25%’s støtte til en forenet stat ikke, som Avnery fremfører det, reduceres til islamisk radikalisme.

FOR DET TREDJE peger Avnery på de forskellige demografier i de to konflikter. I Sydafrika herskede et hvidt mindretal på 10 % over et sort flertal på 78 % (såvel som over “farvede” og indere) mens den jødiske og den palæstinensiske befolkning i Israel-Palæstina er omtrent lige store, på omkring 5 mio hver. Men denne konstatering lader det ubesvarede spørgsmål tilbage – “og hvad så ?”

Enhver idé om , at det på en eller anden måde gør sammenligningen uanvendelig er fejlagtig i to henseender. FOR DET FØRSTE er den fejlagtig moralsk set. Ændrer undertrykkelsen sig kvalitativt hvis fordelingsforholdet mellem undertrykkernes og de undertryktes befolkningsmasser ændrer sig? Ville apartheid ikke have været apartheid, hvis de hvide havde udgjort halvdelen af befolkningen?

FOR DET ANDET er den fejlagtig i sin politiske logik. Den sorte ”trussel” blev helt sikkert af det hvide mindretal i Sydafrika opfattet som langt større end den palæstinensisk-arabiske “trussel”, der nu frygtes af den jødisk-israelske befolkning der udgør omkring 50%.

Ikke overraskende blev frygten for at “drukne” i et stort sort flertal hyppigt fremført af apartheidens tilhænger som begrundelses for fortsat at afvise rettigheder for den sorte befolkning. Og dog er israelske jøder

langt bedre stillet i forhold til at bibeholde politisk og økonomisk magt end de hvide (især Afrikaanerne) var det i Sydafrika.

SLUTTELIG mener Avnery, at enheden i Sydafrika blev drevet frem af

Indbyrdes økonomisk afhængighed racerne imellem. “Den sydafrikanske økonomi var baseret på sort arbejde og kunne umuligt have eksisteret foruden”. I sin indledende fase prøvede apartheidsystemet at minimere enhver afhængighed af den sorte befolkning ved at forsøge at henvise de sorte til dårligt betalt arbejde.

Sorte sydafrikanere kunne ikke få tilladelse til at udføre arbejde, der var forbeholdt hvide. Der herskede for eksempel et strengt forbud mod at sorte arbejdede som håndværkere uden for de segregerede “hjemlande”. Systemet begyndte at gå i opløsning o slutningen af 1960’erne, da økonomien manglede hvid arbejdskraft i halvvejs faglærte og faglærte jobs og regeringen blev tvunget til at tillade sorte at arbejde i disse jobs.

Denne ændring gav de sorte arbejdere bedre forhandlingsmuligheder og bevirkede, sammen med andre faktorer, at der opstod et grundlag for en mere affektivt organiseret modstand. Hvorvidt israelerne på et tidspunkt vil blive tvunget til at lade palæstinenserne komme tilbage på arbejdsmarkedet er vanskeligt at forudse. Men selv på dette område er forskellene ikke så voldsomme, som Avnery påstår.

I sine konklusioner hævder Avnery, at sammenligningen med apartheid også er fejlagtig på spørgsmålet om en international boykot. “Det er en alvorlig fejltagelse”, insisterer han, “at tro på, at en international boykot vil bringe besættelsen til ophør. Dette ophør vil indtræffe, når den israelske offentlighed selv bliver overbevist om behovet for det”.

Dette argument peger i retning af, at Avnery ej heller forstår, hvorledes apartheid blev styrtet. De hvide sydafrikanere ændrede ikke deres opfattelse af apartheid simpelthen fordi moralske og politiske bestræbelser i sidste instans fik budskabet fra sorte gadedemonstrationer

og sorte arbejderes strejker til at gå ind på lystavlen hos dem.

De ændrede holdning, da en strategisk kampagne med hårde og blodige hjemlige kampe blev støttet af en samordnet international pression som omfattede boykot af varer og sydafrikansk valuta såvel som sydafrikanske kunstnere og sportsfolk.

De økonomiske virkninger af disse sanktioner mod Sydafrika er stadig genstand for debat. Men den psykologiske virkninger af international isolation på hvide sydafrikaneres villighed til at foretage ændringer var enorme og blev en af de vigtigste løftestænger, der førte til apartheidens ophør.

Så sent som i 1992, da hvide sydafrikanere blev bedt om at godkende et forhandlingsresultat ved en folkeafstemning, viste medieinterviews , at de hvides ønske om at “slutte sig til det internationale samfund på ny” fik mange, der kunne have stemt mod aftalen til at godkende den.

At tillægge “kloge ledere” som Nelson Mandela og de Klerk fortjenesten for “fraværet af blodsudgydelse” ved overgangen i Sydafrika er at misforstå, hvorledes disse historiske figurer blev i stand til at spille deres vitale rolle lige netop på grund af denne langt større og historiske kollektive indsats.

Lige som det var umuligt at forestille sig en forhandlet afslutning på apartheiden uden international isolation af Sydafrika, så er det også vanskeligt at forestille sig , at en politisk løsning på konflikten i Palæstina vil blive opnået med mindre omverdenen udøver et kraftigt pres på Israel.

Men en endnu dybere misforståelse ligger til grund for Avnerys pessimisme i forhold til en étstatsløsning a la Sydafrika: Han synes at forveksle det Sydafrika som alle og enhver så ved forhandlingerne i 1990 med det Sydafrika, der eksisterede før da. Denne kun alt for almindelige fejltagelse fastholder, at de faktorer, der førte til en aftale var uforanderlige elementer i Sydafrikas virkelighed.

Faktisk udkrystalliserede en politisk konsensus om behovet for national enhed sig først efter en lang og bitter kamp, hvis succesfulde afslutning havde forekommet de fleste kommentatorer helt lige så usandsynlig, som et fælles samfund i Israel nu forekommer Avnery. At glemme denne del af historien, fjerner faktisk mindet om de modige kampagnemagere., som gennem årtier kæmpede for princippet om national enhed, undertiden ned deres eget liv som indsats.

Sydafrikanerne blev i virkeligheden aldrig forenede bag det synspunkt, at landet skulle være fælles for de sorte og hvide – mange hvide afviser endnu den dag i dag denne opfattelse. Det er delvis forklaringen på, hvorfor – endnu så sent som i 1980’erne – megen lærdom og mange “ekspert”-kommentarer om Sydafrika fortsatte med hævde, at konflikten var nærmest uløselig; og at et forenet samfund var umuligt med henvisning til mange af de samme argumenterer, som nogen og igen fremføres med henblik på tilfældet Palæstina.

Det tjener godt nok deres interesser, som tror at en opdeling af Palæstina er den eneste mulige løsning, at handle som om verden aldrig ændrer sig. Men det gør den – og gjorde det under apartheiden. Og den vil også ændre sig i Palæstina.

* Før og efter den amerikanske borgerkrig var det på mode at opføre sketches og gadeteater med optræden af hvide skuespillere, der, med ansigtet farvet sort af brændte kortpropper gav den i rollen som naive og lidet kvikke afro-amerikanere. Den mest kendte af disse teaterfigurer gik under navnet Jim Crow. Efter borgerkrigen blev sorte amerikanere tvunget til at optræde i disse roller i stykker der i høj grad nedvurderede den sorte befolkning.

.

Steven Friedmans, sydafrikansk politisk analytiker bosat iJohannesburg.

Virginia Tilley er amerikaner og ansat som seniorforsker ved Human Sciences Research Council i Pretoria. Kommentarer til artiklens to forfattere kan sendes til Tilleys mailadresse tilley@hws.edu

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.