Dyster fremtid i Israel

Jonathan Cook, The Electronic Intifada

Dyster fremtid i Israel

Af Jonathan Cook, The Electronic Intifada 20.01.2007

Da jeg sidste år udgav min bog Blood and Religion forsøgte jeg ikke blot at forklare, hvad der var baggrunden for israelsk politik siden de mislykkede Camp David-forhandlinger for næsten syv år siden, herunder tilbagetrækningen fra Gaza og bygningen af en mur ind over Vestbredden, men jeg fremsatte også nogle få idéer om, hvilken kurs Israel kunne tænkes at følge fremover.

At komme med forudsigelser om den israelsk-palæstinensiske konflikt kunne anses for en særdeles vovelig form for hybris, men jeg ville næppe have kunnet gætte hvor snart min frygt skulle blive til virkelighed.

Et af mine mest markante gæt var, at Palæstinenserne på begge sider af den Grønne Linje – de som nu har israelsk statsborgerskab og de som lever som undertrykte undersåtter under Israels besættelse – snart ville finde sammen i fælles kamp i takt med at Israel prøver at afsondre sig fra hvad det kalder den palæstinensiske “demografiske trussel”: D.v.s. det øjeblik, da der bliver flere palæstinensere end jøder i området mellem Middelhavet og Jordan-floden.

Jeg opkastede den idé, at Israels største frygt var at komme til at herske over et flertal af palæstinensere og blive sammenlignet med apartheidens Sydafrika., en skæbne, som muligvis er overgået det hurtigere end jeg forventede p.g.a. den nylige udgivelse af Jimmy Carters bog “Palestine: Peace not Apartheid”.

For at undgå en sådan sammenligning, fremførte jeg, var Israel i færd med at skabe et “jødisk fort” og -i det mindste geografisk – afsondre sig fra palæstinenserne i de Besatte Områder ved at afsondre Gaza gennem tilbagetrækningen af bosætterbefolkningen dér og ved at bygge en 750 km lang mur for at annektere store dele af Vestbredden.

Det var også gået i gang med at fjerne palæstinensernes sidste tilbageværende adgang til at vende tilbage ved at ændre loven for at gøre det umuligt for palæstinensere bosiddende i Israel at indgå ægteskab med palæstinensere fra de Besatte Områder og derved sikre dem statsborgerskab.

Konsekvensen af dette jødiske fort, fremførte jeg, ville blive en palæstinensisk pseudostat, en række indbyrdes isolerede ghettoer, som ville forhindre palæstinensere i at organisere en effektiv modstand – ikke-voldelig eller af anden karakter – men som ville give den israelske hær påskud til at angribe eller invadere når som helst den vælger at gøre det med påstand om, at den står over for en “fjendtligt sindet stat” i en konventionel krig.

En anden gevinst for Israel ved at gennemtvinge dette arrangement ville være, at det kunne sige, at alle palæstinensere der identificerer sig selv som sådanne – hvad enten de befinder sig i de Besatte Områder eller inde i Israel – nu må udøve deres suveræne rettigheder i den palæstinensiske stat og afskrive ethvert krav på den jødiske stat. Apartheidtruslen ville være fjernet.

Jeg opridsede forskellige veje Israel kunne gå for at opnå dette:

* ændre grænserne ved at bruge muren således, at et tæt befolket område med palæstinensiske israelske borgere kendt som “Den Lille Trekant”, som grænser op til den nordlige Vestbred, ville blive afsondret ind i den nye pseudostat

* fortsætte processen med sammenklumpning af Negev-ørkenens beduin-farmere i bymæssige reservater og behandle dem som gæstearbejdere

* tvinge palæstinensiske borgere bosiddende i Galilæa til at aflægge en troskabsed til Israel som en “jødisk og demokratisk stat” eller få deres statsborgerskab inddraget

* og fratage arabiske Knesset-medlemmer retten til at stille op til valg

Da jeg fremkom med disse forudsigelser forventede jeg, at mange observatorer, selv inden for den palæstinensiske solidaritetsbevægelse, ville anse mine idéer for usandsynlige. Jeg kunne ikke forudse, hvor hurtigt begivenhederne ville overhale forudsigelserne.

Det første tegn kom i oktober, da regeringskabinettet

Blev udvidet med Avigdor Lieberman, leder af et parti, der går ind for etnisk udrensning ikke alene af palæstinensere i de Besatte Områder (en lidet bemærkelsesværdig platform for et israelsk parti) men også af palæstinensiske israelske borgere gennem udveksling af deres landområder med illegale bosættelser på Vestbredden.

Lieberman er ikke en hvilken som helst minister i kabinettet; han er blevet udpeget til vicepremierminister med ansvar for “strategiske trusler”, som Israel står over for. I den rolle bliver han i stand til at bestemme hvilke problemer, der skal anses for trusler og dermed sætte den offentlige dagsorden for de næste få år.

“Problemer” med Israels palæstinensiske borgere kommer med sikkerhed til at rangere højt oppe på hans liste.

Lieberman er i brede kredse blevet fremstillet som en politisk enegænger, beslægtet med den nok som bekendte rabbi Meir Kahane, hvis KACH-parti kendt ulovligt i slutningen af 1980’erne.

Det er en stor misforståelse: Lieberman er en central figur inden for den israelske højrefløjs establishment og vil næsten med sikkerhed være kandidat til premierministerposten ved fremtidige valg i takt med at israelerne bevæger sig stadig længere mod højre.

I modsætning til Kahane har Lieberman været klog nok til at forblive inden for den politiske hovedstrømning i Israel, mens han presser dens dagsorden til den alleryderste grænse for, hvad det i den nuværende situation er muligt at sige.

KADIMA og Arbejderpartiet ønsker inderligt en ensidig adskillelse fra palæstinenserne, men er bange for at sige at sige i klart sprog, både af hensyn til deres egne hjemlige vælgere og af hensyn til det internationale samfund, hvad en adskillelse vil medføre.

Lieberman har ingen sådanne skrupler. Han er utvetydig: Hvis Israel skiller sig af med palæstinenserne i en del af de Besatte Områder, hvorfor så ikke også skille sig af med de 1.2 mio palæstinensere som snarere p.g.a. uagtsomhed end planlægning endte med at blive borgere i den jødiske stat i 1948? Hvis Israel skal være et jødisk fort, påpeger han, er det ulogisk lade palæstinenserne forblive inden for fæstningsværkerne.

Disse argumenter udtrykker den almindelige stemning i den israelske offentlighed, en stemning der er blevet dyrket siden udbruddet af Intifadaen i 2000, gennem endeløs politisk snak blandt Israels politiske og militære eliter om “demografisk adskillelse”.

Regelmæssige meningsmålinger viser, at omkring 2/3 af israelerne går ind for enten frivillig eller tvungen overflytning, af palæstinensiske borgere fra Israel.

Nylige meningsmålinger viser også hvor salonfähig racismen er blevet i Israel. En spørgeundersøgelse, der blev gennemført sidste år, viste at 68 % af israelske jøder ikke ønsker at have en palæstinensisk nabo (og er sjældent nødt til det, da adskillelsen stort set bliver gennemtrumfet af myndighederne) og 46 % ønsker ikke at få besøg af en araber i deres hjem.

En meningsmåling blandt studerende, der blev publiceret i sidste uge peger i retning af at racismen står endnu stærkere blandt unge jøder. ¾ mener, at palæstinensere er uuddannede, uciviliserede og beskidte, og 1/3 er bange for dem. Richard Kupermintz, der gennemførte målingen for to år siden, tror at svarene i dag ville være endnu mere ekstreme.

Lieberman rider simpelthen på bølgen af en sådan racisme og peger på den uundgåelige kurs adskillelsen vil følge, hvis den skal tilfredsstille den slags fordomme. Han er måske mere åbenmundet end sine kollegaer i regeringen, men også de deler hans vision om fremtiden.

Det er derfor at kun én minister, den dueagtige og principfaste Ophir Pines Paz fra Arbejderpartiet har trukket sig på grund af Ehud Olmerts optagelse af Lieberman i regeringen.

Sammenhold den reaktion med det røre det vakte, da Arbejderpartiets leder Air Perez’s udnævnte den første arabiske kabinetsminister i Israels historie.(Et medlem af det lille drusiske samfund, der gør tjeneste i den israelske hær, var kortvarigt minister uden portefølje i Sharons første regering).

Releb Majadele, muslim, seniormedlem af Arbejderpartiet og zionist (hvilket under andre omstændigheder kunne beskrives beskrives som en selvhadende araber eller en Onkel Tom) og dog har udnævnelsen af ham brudt et israelsk tabu: Arabere formodes ikke at komme i nærheden af magtens centre.

Peretz’s beslutning var helt igennem kynisk. Han er under pres på alle fronter – fra sine koalitionspartnere i KADIMA og Liebermans “Israel Vort Hus”, og fra sit eget parti – og havde et desperat behov for opbakning fra Arbejderpartiets arabiske medlemmer.

Majadele var nøglen og det er derfor, at Peretz gav ham en – godt nok marginal – plads i regeringen: Minister for Videnskab, Kultur og Sport. Men højrefløjen er dybt ulykkelig over Majadeles indtræden i regeringen.

Lieberman kaldte Peretz uegnet til at være forsvarsminister fordi han havde foretaget udnævnelsen, og krævede, at Majadele skulle aflægge troskabsed til Israel som en jødisk og demokratisk stat. Liebermans parti omtaler udnævnelsen som et dødelig slag mod zionismen.

Nogle få af Arbejderpartiets og Meretz’s Knesset-medlemmer fordømte disse kommentarer som racistiske. Men mere sigende var Olmerts og hans KADIMA-partis

såvel som Netanyahus LIKUD’s tavshed i forbindelse med Liebermans vredesudbrud.

Centrum-højre partierne forstod at Liebermans vrede vedrørende Majadele og mere generelt palæstinensiske borgere afspejler de fleste israelske jøders opfattelse og at det ville være dumdristigt at kritisere ham for at give udtryk for den – end sige smide ham ud af regeringen.

I dette spil “hvem er den sandeste zionist” kan Lieberman kun blive styrket i forholdet til sine tidligere kollegaer i KADIMA og LIKUD. Fordi han frit kan sige hvad han og de mener, mens de af hensyn til omdømmet må forblive tavse vil han og ikke de , blive stadig mere respekteret i den israelske offentlighed.

Imidlertid tyder alt på, at Olmert og den nuværende regering vil gennemføre den politik Lieberman går ind for, selv om de er for vege til at vedgå, at det er hvad de gør.

En del af denne politik er af den nu velkendte variant, som ødelæggelsen af 211 beduinfamiliers hjem, halvdelen af landsbyen Twayil i den nordlige Negev-ørken sidste uge. Det var anden gang i løbet af en måned at landsbyen blev raseret af de israelske sikkerhedsstyrker.

Den slags officielle angreb på indfødte bedouiner- der af regeringen er blevet betegnet som “besættere” på statslig jord – er regelmæssigt forekommende, et forsøg på at tvinge 70.000 beduiner til at forlade deres fædrene hjem og flytte til forarmede skurbyer.

En mere afslørende udvikling indtraf imidlertid denne måned, da det i de israelske medier blev rapporteret, at regeringen for første gang støtter en “loyalitetes”-lovgivning som privat er blevet foreslået af et LIKUD Knesset-medlem.

Gilad Erdans lovforslag vil fratage sådanne israelere statsborgerskabet, som deltager i “en handling som udgør et brud på loyaliteten mod staten”, det seneste i en række forslag fra jødiske Knesset-medlemmer , som gør statsborgerskab betinget af loyalitet mod den israelske stat, der i disse opfattelser meget snævert defineres som en “jødisk og demokratisk stat”.

Arabiske Knesset-medlemmer, der forkaster en etnisk definition på hvad Israel er og i stedet kræver, at landet skal reformeres til at være “stat for alle sine borgere”, eller et liberalt demokrati bliver typisk hængt ud som forrædere.

Lieberman selv foreslog netop under en tur til Washington sådan en loyalitetsordning for palæstinensiske borgere. Han sagde til ledere af det jødiske samfund i USA: ”Den der ikke kan anerkende Israel som en jødisk og zionistisk stat, kan ikke være borger i landet”.

Erdans forslag specificerer illoyale handlinger, som omfatter besøg i en “fjendtligt sindet stat” – hvilket i praksis betyder næsten enhver arabisk stat. De fleste kommentatorer mener, at Erdans forsalg efter at være blevet omskrevet af Justitsministeriet, først og fremmest vil være rettet mod arabiske Knesset-medlemmer, som forekommer i stigende grad at blive hårdt trængt.

De fleste af dem er gentagne gange blevet genstand for justitsministerielle undersøgelser for en hvilken som helst kommentar til støtte for palæstinenserne i de Besatte Områder eller for at have besøgt arabiske nabolande. En af dem, Azmi Bishara har to gange fået en retssag på halsen for disse forseelser.

Samdidig har jødiske Knesset-medlemmer fået lov til at fremkomme med de mest oprørende racistiske udtalelser vendt mod palæstinensiske borgere, som oftest uimodsagt.

Et forhenværende medlem af regeringen sagde f. eks. tilbage i september: “Dét store flertal af Vestbreddens arabere skal deporteres… Vi kommer til at træffe en yderligere beslutning, at udelukke araberne fra det politiske system…Vi har frembragt en femte kolonne, en gruppe forrædere af første grad” .

Han fik en “advarsel” fra Justitsministeren for sine kommentarer (skønt han flere gange tidligere har givet udtryk for lignende synspunkter), men fortrød intet og kaldte advarslen et forsøg på at “bringe ham til tavshed”.

Arabiske medlemmer af Knesset kan naturligvis ikke gøre regning på en sådan overbærenhed, når de langt mere legitimt tager til orde for at forsvare deres egne, palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza, som lider under Israels illegale besættelse.

Det arabiske Knesset-medlem Ahmed Tibi blev f. eks. kraftigt fordømt af de jødiske partier, deriblandt også det mest venstredrejede MERETZ , da han opfordrede FATAH til at fortsætte kampen for at oprette en palæstinensisk stat.

Imidlertid har regeringens og jødiske Knesset-medlemmers intimideringskampagne ikke kunnet bringe de arabiske Knesset-medlemmer til tavshed eller afholde dem fra at besøge nabostater, hvilket er grunden til at pressionen bliver intensiveret.

Hvis Erdans forslag bliver til lov – hvilket forekommer muligt med regeringens opbakning – så vil de arabiske Knesset-medlemmer enten blive afskåret fra resten af den arabiske verden endnu en gang (som de var det i de første to, årtier af Israels eksistens, da de blev påtvunget en militærregering eller truet med inddragelse af deres statsborgerskab på grund af illoyalitet (et skridt, som det bør bemærkes er illegalt efter international lov).

Det er måske ikke for fantastisk at forestille sig, at den nuværende lovgivning med tiden bliver udstrakt til at omfatte andre “brud på loyaliteten”, så som at kræve demokratiske reformer i Israel eller at benægte at den jødiske stat er demokratisk.

Teknisk set er det allerede holdningen, eftersom den israelske valglov gør det illegalt for politiske partier, deriblandt de arabiske, at fremme et program, der benægter Israels eksistens som en “jødisk og demokratisk” stat.

Snart kan arabiske Knesset-medlemmer måske også blive udsat for at få deres statsborgerskab inddraget for at føre kampagner, som mange nu gør det, for en stat for alle dens borgere. Det er helt afgjort den fremtrædende israelske historiker Tom Segevs opfattelse.

Han sagde i forlængelse af regeringens vedtagelse af lovforslaget: “I praksis er tenderer loven i retning af gøre alle arabere til betingede borgere, efter at de allerede i mange henseender er blevet andenklasses borgere.

Ethvert forsøg på at formulere et alternativ til den zionistiske virkelighed risikerer at blive fortolket som et ’brud på loyaliteten’ og at blive et påskud til at fratage dem deres statsborgerskab.

Men der stopper det næppe. Jeg tøver med at komme med endnu en forudsigelse , men i betragtning af hvor hurtigt de andre er blevet til virkelighed , kan tiden være kommet til at vove endnu et gæt på i hvilken retning Israel bevæger sig.

Forleden dag stod jeg ved et checkpoint, et af flere som af Israel er ved at blive ændret til hvad der i mistænkelig grad ligner internationale grænseovergange, skønt de er beliggende langt inde på palæstinensisk område.

Jeg har hørt, at palæstinensiske borgere i Israel uhindret fik lov at komme gennem disse checkpoints for at komme på familiebesøg i byer som Nablus (Disse familiære forbindelser er en arv fra krigen i 1948, da adskilte palæstinensiske flygtninge endte med at befinde sig på hver sin side af den Grønne Linje).

Jeg har også hørt om ægteskaber, der blev mulige efter, at Israel besatte Vestbredden og Gaza i 1967. Men når palæstinensiske borgere prøver at forlade disse byer gennem checkpointsene, bliver de uundgåeligt tilbageholdte og får udstedt breve fra de israelske myndigheder med advarsler om, at de vil blive retsforfulgt, hvis de igen bliver snuppet ved besøg på “fjendtligt” område.

På et kabinetsmøde i april måned sidste år , hvor regeringen vedtog at forvise HAMAS-parlamentsmedlemmer (af PLC, Det Lovgivende Palæstinensiske Råd,o.a.) fra Jerusalem til Vestbredden, diskuterede ministrene om man skulle ændre klassificeringen af den Palæstinensiske Myndighed fra en “uvenligt sindet enhed” til den barskere kategori en “fjendtlig enhed”.

Det skridt blev dengang forkastet for, som en talsmand fortalte de israelske medier: “En sådan erklæring har nogle internationale juridiske implikationer, deriblandt lukning af grænseovergangene, som vi endnu ikke ønsker af gennemføre ”.

Er det overdrevet at nære mistanke om, at inden længe, når Israel har tilendebragt bygningen af Muren på Vestbredden og dens “grænse”-terminaler, så vil den jødiske stat klassificere palæstinenseres familiebesøg som “besøg i en fjendtlig stat”?

Og vil sådanne besøg være grundlag for inddragelse af statsborgerskab, som de kunne være det ifølge Erdans lovforslag, hvis palæstinensiske borgere besøger slægtninge i Syrien eller Libanon?

Lieberman kender utvivlsomt allerede svaret

Jonathan Cook er forfatter og journalist bosat i Nazareth i Israel. Hans bog

Blood and Religion: The Unmasking og the Jewish and Democratic State er blevet udgivet på Pluto Press

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.