Håndhæve hvilken lov?

Meron Benvenisti, Electronic Intifada

Håndhæve hvilken lov?

Af Meron Benvenisti, Electronic Intifada 19.01.2007

Redaktionel kommentar: Den episode med chikaneri, der omtales i denne artikel er lidt mere udførligt beskrevet i artiklen “Palæstinensere bliver chikaneret I deres “bur” I Hebron” 14.01.2007. Iøvrigt kan der henvises til artiklen “Tusmørkezone og triste gader” 16.09.2005

Samtidigt med regeringsmedlemmers chokerede kommentarer til en kvindelig bosætters chikane af en familie i Hebron fremkom denne kommentar fra Ephraim Sneh: “Statens love bliver i byen (Hebron, o.a.) ikke håndhævet med den tilbørlige hurtighed især hvad angår israelske borgere”.

Viceforsvarsministeren ord var ment som en kritik af hvorledes sikkerhedsstyrkerne håndhæver lov og orden i Hebron, og de var udtryk for, at problemet ikke er “statens love”, men blot deres “håndhævelse”.

Hvilken lov og hvilken stat havde viceministeren i tankerne? Når alt kommer til alt er Hebron ikke blevet annekteret til Israel og er angiveligt underkastet et militært styre.

Men i besættelsens fyrretyvende år kan en viceminister lade hånt om sådanne juridiske nuancer og omtale Hebron som om det var annekteret territorium; lige som et hvilket som helst israelsk lokalsamfund, israelsk køretøj eller jøde i de besatte områder kan omtales som israelsk.

Uddannelsesministerens direktiv om at genindføre den grønne linje på landkortene i skolebøgerne afstedkom megen debat, hvilket viser, at en stor del af dem, der støtter tiltaget, tror at der er en væsentlig forskel mellem de to sider af den Grønne Linje.: Med undtagelse af Jerusalem og Golán-højderne har Israel ikke indført sine love på den anden side af den grønne linje.

Intet kunne være mere fejlagtigt. Forskellen består alene i hvorledes anneksionen bliver gennemført. Til forskel fra de proklamerede og omfattende anneksioner af Østjerusalem og Golán-højderne, hvor princippet blev fastlagt først og senere taget i anvendelse, tager man her den modsatte metode i anvendelse: Stykkevis anneksion på selektiv manér indtil – efter nogle få årtiers forløb – summen af de små skridt gør det ud for en fuldstændig anneksion trods façaden med “ikke-gennemtvingelse af loven”.

Fiktionen er belejlig for alle involverede parter. Venstrefløjen kan fortsætte med sit selvbedrag om, at den Grønne Linje afspejler åbne muligheder og at styret i de besatte områder er “militært” og derfor foreløbigt.

Højrefløjen kan med eftertryk fastholde “erklæret håndhævelse” af loven og i mellemtiden nyde godt af selektiv anneksion, som kun gælder for jøder – og det er det udspekulerede.

Anneksion alene til jøder har frembragt et dobbeltsidigt system under hvilket retssikkerheden bestemmes udfra en persons eller et lokalsamfunds nationale identitet. Den “lokale” befolkning er kun underlagt den oprindelige lov med dens tillæg af tusindvis af militære bestemmelser.

Retten til at vælge er forbeholdt jøder. Når det er belejligt er de israelske borgere på enhver måde. Når det er mindre belejligt, som når det drejer sig om forhold vedrørende højere uddannelse og specielt hvad angår planlægning af infrastrukturer, er de underkastet den lokale lov. Denne er mindre udviklet end den israelske lov og åbner derfor mulighed for manipulationer.

Konfrontationen mellem den kvindelige bosætter og den palæstinensiske kvinde fra Hebron var et sammenstød mellem to parallelle verdener: Den jødiske kvinde har alle de rettigheder, der tilkommer en borger i et frit land og har krav på sikkerhedsstyrkernes beskyttelse. På den anden side står en kvinde fra et besat folk, som også har krav på beskyttelse.

Besættelseshæren har imidlertid for længe siden glemt, at under international lov er dens rolle at beskytte den “beskyttede befolkning”. Hæren er blevet til bosætternes milits og opfatter den lokale befolkning som fjendtlige elementer.

Det er let nok at fordømme Hebron-bosætterens vulgære fremfærd; og det er let nok at tage afstand fra den jødiske enklave dér som en bande voldelige bøller. Men de er blot ukrudt som vokser frem under det grusomme regime, der hersker på den anden side af den Grønne Linje. Det er et regime, der bygger på etnisk diskrimination og adskillelse, dobbeltmoral og fravær af retssikkerhed.

Og hvad er det så lige for en lov, som viceministeren ønsker at se anvendt med “med tilbørlig hast”? Bosætterkvindens eller den palæstinensiske kvindes? Hvor loven er forskellig og diskriminerer på grundlag af national og personlig identitet, hersker der ingen lov. Hvad forventer vi os af soldater og politiofficerer? At de ikke bliver påvirket af ordrer til at optræde diskriminatorisk og selektivt.

Harmen over bosætterkvindens plumpe ordskvalder er blot en distraktion fra den virkelighed, der hersker på den anden side af den Grønne Linje, hvor livet angiveligt forløber normalt.

Det varer ikke længe før det er de liberale der vil søge at få den Grønne Linje fjernet fra landkortet når først den endeligt er gået fra at være et symbol på håbet om fred til at være en linje, der markerer apartheidens domæne.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.