Palæstina 2007: Folkemord i Gaza, etnisk udrensning på Vestbredden

Ilan Pappé, The Electronic Intifada

Palæstina 2007: Folkemord i Gaza, etnisk udrensning på Vestbredden

Af Ilan Pappé, The Electronic Intifada, 11.01.2007

I dette medie hævdede jeg for ikke så længe siden, at Israel er i gang med at begå et folkemord i Gaza-striben. Jeg tøvede meget før jeg anvendte denne meget værdiladede betegnelse og dog besluttede jeg at bruge den.

Og faktisk pegede de svar jeg fik fra nogle ledende menneskerettighedsaktivister på et vis ubehag ved anvendelsen af et sådant udtryk. Jeg hældede i retning af at genoverveje udtrykket et stykke tid, men vendte tilbage til i dag at anvende det med endnu stærkere overbevisning: Det er den eneste dækkende måde at beskrive hvad den israelske hær foretager sig i Gaza-striben.

28. December 2006 offentliggjorde den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem sin årlige rapport om de israelske grusomheder i de besatte områder. Israelske styrker dræbte gennem det seneste år 660 personer. Antallet af palæstinensere der sidste år blev dræbt af israelere blev tredoblet i sammenligning med det foregående år (omkring 200).

Ifølge B’Tselem dræbte israelerne 140 børn sidste år. De fleste af de døde er fra Gaza-striben, hvor de israelske styrker nedrev næsten 300 huse og dræbte hele familier. Det vil sige, at siden år 2000 har israelske styrker dræbt næsten 4.000 palæstinensere, halvdelen af dem børn. Flere end 20.000 blev såret.

B’Tselem er en konservativ organisation og tallene kan være højere. Men der er ikke blot tale om en optrapning af tilsigtede drab, det drejer sig også om tendensen og strategien. Her i begyndelsen af 2007 står israelske strateger over for to meget forskellige virkeligheder på Vestbredden og i Gaza-striben.

På Vestbredden er israelerne nærmere end nogensinde på at fuldføre bygningen af deres østlige grænse. Den interne ideologiske debat er overstået og deres overordnede plan for annekteringen af halvdelen af Vestbredden bliver ført ud i livet med stadig tiltagende hast.

Den sidste fase blev forsinket på grund af løfter, som Israel havde afgivet i forbindelse med Køreplanen, om ikke at bygge nye bosættelser. Israel fandt to måder til omgåelse dette angivelige ophør af murbyggeri. For det første definerede det en tredjedel af Vestbredden som Storjerusalem, hvilket gjorde det muligt at bygge byer og kulturcentre inden for dette nye annekterede område.

For det andet udvidede det gamle bosættelser i et sådant omfang, at der ikke var noget behov for at bygge nye. Denne tendens fik et ekstra skub i 2006 (hundreder af campingvogne blev opstillet for at markere grænsen for udvidelserne, byggeplanerne for de nye byer og bydele blev gjort færdige ligesom apartheidsystemet af omfartsveje og hovedveje).

Alt i alt vil de militære baser, vejene og Muren i 2010 gøre det muligt for Israel at annektere næsten halvdelen af Vestbredden. Inden for disse områder vil der være et betragteligt antal palæstinensere, som de israelske myndigheder fortsat vil udsætte for en langsom og snigende “overførsels”-politik – for trivielle for de vestlige medier til at bekymre sig om og for flygtige for menneskerettighedsorganisationer til at gøre et større nummer ud af.

Det haster ikke; set fra israelsk side har de fat i den lange ende: Den daglige chikane og dehumaniserende blanding af mekanismer, som hæren og byrokratriet tager i anvendelse er så effektiv som nogensinde med at yde sit eget bidrag til at frastjæle palæstinenserne deres ejendom.

Sharons strategiske tænkning, at denne politik er meget bedre end den, der er blevet fremført af de utilslørede “overførsels”-tilhængere eller etniske udrensere af Avigdor Liebermans kaliber, bliver godtaget af alle i regeringen, fra Arbejderpartiet til Kadimá. Den statslige zionismes småforbrydelser er også effektive fordi de gør det muligt for liberale zionister rundt omkring i verden at fremkomme med moderate fordømmelser af Israel og dog betegne enhver ægte kritik af Israels forbryderiske politik som antisemitisme.

På den anden side er der indtil nu ingen klar israelsk strategi for Gaza-striben. Men der eksperimenteres dagligt med en. Gaza er – set med israelske briller – en geopolitisk enhed, der er meget forskellig fra Vestbredden. HAMAS kontrollerer Gaza, mens Abu Mazen synes stå i spidsen for den fragmenterede Vestbred med israelsk og amerikansk velsignelse.

Der er ingen klump land i Gaza, som Israel begærer og der er ikke noget bagland, som Jordan, hvortil palæstinensere fra Gaza kan fordrives. Etnisk udrensning virker ikke her.

Den tidligere strategi for Gaza bestod i at ghettoisere palæstinenserne dér, men det fungerer ikke efter hensigten. Det ghettoiserede samfund fortsætter med at manifestere sin livsvilje ved at affyre primitive raketter ind i Israel.

At ghettoisere eller sætte uønskede lokalsamfund i karantæne, selv hvis de blev anset for undermenneskelige eller farlige, har aldrig op gennem historien været nogen løsning.

Jøderne kender det bedst fra deres egen historie. De efterfølgende skridt vendt mod sådanne lokalsamfund i fortiden var endnu mere skrækindjagende og barbariske. Det er vanskeligt at forudsige, hvad fremtiden har i vante til Gazas befolkning, ghettoiseret, karantæneramt, uønsket og dæmoniseret som den er. Bliver der tale om en gentagelse af uheldsvangre historiske eksempler eller er en bedre skæbne stadig mulig?

At bygge fængslet og kaste nøglen i havet, som FN’s Specialrapportør John Dugard har udtrykt det, var en valgmulighed, som Gazas palæstinensere reagerede imod med vold så tidligt som september 2005. De var besluttede på at vise, at de stadig var en del af Vestbredden og Palæstina.

I den måned sendte de den første , kvantitativt, ikke kvalitativt betydelige byge af missiler ind i den vestlige Negev-ørken. Granatbeskydningen var en reaktion på en israelsk kampagne med massearrestationer af aktivister fra HAMAS og Islamic Jihad i Tulkarem-området.

Israelerne svarede med operation ‘First Rain’. Det

er værd et øjeblik at se nærmere på denne operations beskaffenhed. Den var inspireret af de straffeforanstaltninger, der blev taget i anvendelse, først af kolonimagter og siden af diktaturer imod oprørske, indespærrede eller bandlyste lokalsamfund.

En frygtindgydende opvisning i undertrykkerens magtmidler til intimidering kom forud for alle former for kollektive og brutale former for afstraffelser og endte med et stort antal døde og sårede blandt ofrene.

Under ’First Rain’-operationen blev supersoniske fights foretaget ind over Gaza for at terrorisere hele befolkningen og blev efterfulgt af kraftige bombardementer af vidtstrakte områder fra havet, fra luften og fra landjorden.

Logikken bagved var, forklarede den israelske hær at skabe pression for at svække Gaza-lokalsamfundets opbakning bag dem, der affyrede raketterne. Som det var forventet, også af israelerne, bevirkede operation ‘First Rain’ blot forøget støtte til raket-aktivisterne og tilskyndelse til deres næste angreb.

Det virkelige formål med denne særlige operation var af eksperimental karakter. De israelske generaler ville vide, hvordan sådanne operationer ville blive modtaget hjemme, i regionen og i verden.

Og det lader til at det umiddelbare svar er ‘meget godt’, nemlig på den led at ingen interesserede sig for de dusinvis af døde og hundreder af sårede, der var resultatet, da ‘First Rain’ stilnede af.

Og derfor blev alle operationer efter ’First Rain’ og indtil juni 2006 tilrettelagt på lignende vis. Forskellen bestod i deres optrapning: Mere ildkraft, flere tab og ‘utilsigtede skadevirkninger’ og, som det var at forvente, flere Qassam-raketter som svar herpå.

De ledsagende forholdsregler i 2006 blev mere makabre midler til sikring af den totale indespærring af Gazas befolkning i form af en boykot og blokade, som EU på skændig vis stadig bidrager til.

Tilfangetagelsen af Gilad Shalit i juni 2006 var irrelevant inden for denne overordnede situation, men gav ikke desto mindre israelerne en lejlighed til yderligere at optrappe elementerne i de taktiske missioner af angiveligt afstraffende karakter.

Når alt kommer til alt, var der stadig ikke nogen strategi som opfølgning på Ariel Sharons taktiske beslutning om at evakuere 8.000 bosættere, hvis tilstedeværelse vanskeliggjorde ‘afstrafnings’-missioner og hvis deportation næsten gjorde ham til kandidat til at modtage Nobels Fredspris. Den dag i dag fortsætter ‘afstraffelseskationerne’ og er i sig selv blevet til en strategi.

Den israelske hær elsker drama og derfor også en skærpet sprogbrug. ‘First Rain’ blev erstattet af ‘Summer Rains’, en general betegnelse, der blev givet til ‘afstraffelses-operationerne efter juni 2006 (i et områder, hvor det ikke regner om sommeren er den eneste nedbør, man kan forvente byger af F-16-bomber og artillerigranater, der rammer Gazas befolkning.

‘Summer Rains’ bragte også et nyt element ind i billedet: Invasionen på landjorden af dele af Gaza-striben. Dette gjorde det muligt for den israelske hær at dræbe

civile endnu mere effektivt og fremstille det som et resultat af hårde kampe i tæt befolkede områder, et uundgåeligt resultat af omstændighederne og ikke af den israelske politik.

Da sommeren var forbi kom så ‘Efterårsskyer’, som var endnu mere effektiv: Fra 01.11.2006 og 48 timer frem dræbte Israel flere end 70 civile. Ved slutningen af november måned var næsten 200 blevet dræbt, halvdelen af dem børn og kvinder.

Som det kan ses af datoerne forløb nogle af disse aktiviteter parallelt med det israelske overfald på Libanon og gjorde det lettere at gennemføre disse operationer uden at vække international opmærksomhed, endsige kritik.

Fra ‘First Rain’ til ’Efterårsskyer’ kan man se en optrapning af alle faktorer. FOR DET FØRSTE forsvandt en skelnen mellem civile og ikke-civile mål: De meningsløse myrderier har gjort befolkningen i det hele taget til hovedmålet for hærens operationer.

FOR DET ANDET ser man en skærpelse af de midler, der tages i anvendelse: Indsats af enhver tænkelig form for dræbermaskiner, som det israelske militær råder over.

FOR DET TREDJE er optrapningen iøjefaldende hvad angår

antallet af ofre: Ved hver operation – og enhver fremtidig operation – vil der sandsynligvis blive dræbt og såret langt flere mennesker. Endelig – og det er det vigtigste – er disse operationsformer blevet til en strategi – til den måde hvorpå har i sende at løse Gaza-stribens problem.

En snigende overførsel fra Vestbredden og en afmålt folkemordspolitik i Gaza-striben er de to strategier, som Israel i dag anvender. Fra et vælgermæssigt synspunkt er den strategi der anvendes i Gaza-striben problematisk fordi den ikke fører til nogle konkrete resultater; Vestbredden under Abu ´Mazen giver efter for israelsk pression og der er ikke nogen betydningsfuld kraft, der kan stoppe, der kan stoppe den israelske strategi bestående af anneksioner og jordtyveri.

Men Gaza fortsætter med at gøre modstand. Det vil på den ene side gøre det muligt for den israelske hær at gå over til at foretage mere omfattende folkemordsoperationer i fremtiden. Men det rummer på den anden side også den store fare at – som det skete i 1948 – hæren vil kræve en langt mere drastisk og systematisk afstraffelse og ‘utilsigtede skader’ taget i anvendelse mod den belejrede befolkning i Gaza-striben.

Ironisk nok er den israelske dræbermaskine gået i hvileposition på det seneste. Selv ikke et relativt stort antal Qassam-raketter, hvoraf en eller to afstedkom ret dødelige resultater, bevægede den israelske hær til at gå i aktion. Skønt hærens talspersoner siger, at det er et udslag af tilbageholdenhed, har den aldrig tidligere været tilbageholdende og vil sandsynligvis ikke være det i fremtiden.

Hæren holder sig i ro, så længe dens generaler er tilfredse med at de indbyrdes drab (mellem HAMAS OG FATAH, o.a.) raser videre og gør arbejdet for dem. De ser med tilfredshed på den borgerkrig, der udvikler sig i Gaza og som Israel anstifter og opmuntrer til.

Set med Israels briller er det ikke af større betydning hvordan Gaza i sidste instans bliver demografisk reduceret, om det sker i kraft af interne eller israelske myrderier.

Det moralske ansvar for at få bragt de interne kampe til ophør ligger naturligvis hos palæstinensiske grupperinger selv, men den amerikanske og israelske indblanding, den fortsætte indespærring, udsultningen og kvælningen af Gaza er alt sammen faktorer, der gør en intern fredsproces meget vanskelig.

Men den vil snart finde sted og med de første spæde tegn på, at de indre kampe er slut, vil ‘Summer Rain’ på ny regne ned over Gazas befolkning og bringe død og ødelæggelse.

Og man bude aldrig blive træt af at påpege de uundgåelige politiske virkninger efter denne bedrøvelige virkelighed i det år, vi har sagt farvel til og på tærsklen til det år, der venter os. Der er stadig ikke nogen anden vej til at stoppe Israel end boykot, tilbagetrækning af investeringer og sanktioner.

Vi burde alle klart, åbenlyst, ubetinget og uden hensyntagen til hvad guruerne i vor verden fortæller os om effektiviteten og eksistensberettigelsen slutte op om disse aktioner. FN vil ikke gribe ind i Gaza, som det gjorde i Afrika; Nobelpristagere vil ikke stille op til Gazas forsvar som de gør det for problemer i Sydøstasien.

Antallet af dræbte dér er ikke svimlende høje i forhold til andre ulykker, og det er ikke nogen ny historie – den er farligt langvarig og bekymrende. Det eneste svage punkt ved denne dræbermaskine er dens livline til ‘vestlig’ civilisation og offentlig opinion.

Det er stadig muligt at sætte den ud af funktion og gøre det vanskeligere for israelerne at udføre deres fremtidige strategi for eliminering af det palæstinensiske folk enten gennem etnisk udrensning på Vestbredden eller folkemord i Gaza-striben.

Ilan Pappé er seniorlektor ved Haifas Unıversıtets Afdeling for Politisk Videnskab og er Formand for Emil Touma Instituttet for Palæstinensiske Studier i Haifa. Hans forfatterskab omfatter bland andre bøgerne: The Making of the Arab-Israeli Conflict(/London and New York 1992),The Israel/Palestine Question (London and New York 1999), A History of Modern Palestine(Cambridge 2003), The Modern Middle East (London and New York 2005), og den seneste Ethnic Cleansing of Palestine (2006)

Oversat fra engelsk for DPV Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.