HAMAS-faktoren

Robert Malley og Henry Siegman, International Herald Tribune

HAMAS-faktoren

Af Robert Malley og Henry Siegman, International Herald Tribune 27.12.2006

De seneste amerikanske og europæiske bud på en genoplivning af den langvarigt slumrende israelsk-palæstinensiske fredsproces ser tilsyneladende nogenlunde således ud:

Stram grebet om HAMAS-regringen for at begrænse dens anskaffelse af penge og våben. Få den militære magtbalance til at tippe over ved at pumpe dusinvis af millioner af dollars i optræning og udrustning af sikkerhedsstyrker, der er loyale over for FATAH

Styrk den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas med den slags øjeblikkelige og håndgribelige indrømmelser – pengeoverførsler, løslade- se af fanger, fjernelse af vejspærringer – som Israels premierminister Ehud Olmert omtalte på sit møde med Abbas sidste lørdag.

Derefter – fortsætter tankerækken – pres de to parter til at blive enige om en plan, der omfatter Israels tilbagetrækning fra områder af Vestbredden og oprettelsen af en palæstinensisk stat; og stil som betingelse til en palæstinensisk stat, at den anerkender Israel og giver afkald på voldsanvendelse.

Formaliser dén overenskomst ved en ceremoni med deltagelse af amerikanske, europæiske og arabiske notabiliteter, der vil give tilsagn om betydelige økonomiske midler til den snarligt kommende stat.

På dette tidspunkt vil valget for den palæstinensiske befolkning være klart: Et liv i isolation og afsavn under HAMAS; eller potentiel fred og

velstand under en ny regering med international opbakning. Abbas vil fastsætte dato for et valg i utide eller en folkeafstemning. HAMAS vender sig imod det. I den efterfølgende voldelige konfrontation vil Abbas – militært styrket og med bred international opbakning – fremstå som sejrherre. Teorien er elegant og tiltrækkende. Den er også ugennemførlig.

Der er, til en begyndelse, den kolossale ophævelse af mistro – af fornuft i realiteten – som man bliver opfordret til at forfalde til. I løbet af de næste to år skulle Bush-regeringen gøre, hvad den hverken har vist vilje eller formåen til i de forgangne seks år: Sætte fokus på Israel/Palæstina-konflikten, engagere sig i et dygtigt diplomati og hive israelske indrømmelser i land. Israel skulle blive nødt til at tage nogle betydningsfulde skridt under risikable forhold og af hensyn til et usikkert resultat.

Fordi intet af alt dette sandsynligvis vil ske, selv hvis Abbas’s FATAH-gruppe på en eller anden måde skulle overtage HAMAS’s rolle. I denne western-artige fantasi, ville Abbas for tredje gang blive forrådt af USA og Israel. Første gang var da Yassir Arafat – presset af USA – udnævnte ham til premierminister i 2004. Anden gang var da han blev valgt til Arafats efterfølger. Ved begge lejligheder blev der afgivet løfter. Mens dette skrives venter palæstinenserne stadig på at se dem opfyldt.

Men den langt farligere uforudsætning vedrører de politiske realiteter i Palæstina. En borgerkrig – for det er hvad der ville blive tale om – ville blive en katastrofe for det palæstinensiske folk. Præsidentgarden kan muligvis blive en mere formidabel kampstyrke end HAMAS, men den ville blive en langt mindre motiveret styrke, af mange opfattet som USA’s og Israels bud. I en sådan styrkeprøve er en succes langt fra sikker, som vi burde vide fra Irak, Libanon, og – i sandhed – Palæstina selv.

Selv hvis vi går ud fra, at HAMAS ville sejre, ville det højst presse HAMAS ud i en undergrundseksistens, der ville føre det til at genoptage selvmordsbombninger og forøge antallet af raketangreb og bibeholde loyaliteten i en engageret medlemsmasse. Kan man virkelig tro på, at en virkelig forhandlingsproces kan fremkomme ud af et smadret og polariseret palæstinensisk samfund, genoptaget palæstinensisk vold og en forudsigelig israelsk gengældelse, der er ude af proportioner ?

Den mest fundamentale fejlvurdering i alt dette er, at det kan komme til en fredsproces, der udelukker HAMAS. HAMAS er ikke noget kortvarigt fænomen, der kan fjernes med våbenmagt. Det er lige så varigt et indslag i Palæstinas politiske landskab som FATAH, hvilket betyder, at ingen varig ændring af relationerne mellem israelere og palæstinensere – og helt sikkert intet ophør af volden, eller begyndelsen på en politisk proces, for ikke at tale om en meningsfuld israelsk tilbagetrækning fra Vestbredden, kan ske med HAMAS som modstander af processen.

Der ER et alternativ, og skønt også dét er usikkert, er det langt mindre risikabelt eller blodigt. Og det har næppe fået en chance. HAMAS ønsker at kunne regere effektivt -. d.v.s. uden en forkrøblende international belejring og israelske militæroperationer. Skønt det ikke er villigt til formelt at afstå fra voldsanvendelse, er det rede til at overholde en omfattende våbenhvile og har bevist sin evne til at føre den ud i livet, hvis Israel fuldt ud gør gengæld.

HAMAS er villig til at forhandle direkte med Israel om dag-til-dag anliggender, indirekte om mere vægtige emner. Det vil gå med til forhandlinger mellem Abbas og Olmert og vil rette sig efter enhver aftale, der er blevet ratificeret ved en folkeafstemning. HAMAS vil imidlertid ikke anerkende Israel.

Det er ulykkeligt. Men er det virkelig prisen værd at kaste regionen ud i et større kaos, fordi HAMAS ikke vil tilkende Israel en legitimitet, som den jødiske stat får af praktisk talt enhver anden nation i verden.

Alternativet er et, som Abbas gik ind for fra starten, som er grunden til, at han for det første valgte at fremme islamisternes indtræden i det politiske liv og modigt vendte sig imod udenlandsk – men bedrøveligt nok også hjemlig – pression for at gå ud i en voldelig konfrontation med HAMAS.

Måske er det ved at være slut med hans modstand. Stillet over for vestlig ubøjelighed og islamisk stædighed bliver han tvunget til ud på en voldens vej, som han ikke er rustet til og hvor han sandsynligvis ikke vil overleve som palæstinensisk leder.

Abbas er sjældent godt rustet til at danne en enhedsregering med HAMAS og nå frem til en fredelig ordning med Israel. Det er helt sikkert en klogere kurs end de farlige visioner, som Washington faldbyder og som viser lige så megen forståelse for arabiske virkelighed som Bushs invasion af Irak og vil frembringe de samme fatale konsekvenser.

Robert Malley er leder af Mellemøsten-programmet i International Crisis Group

Henry Siegman er leder af US/Middle East Project og gæsteprofessor ved University of Londons School of Oriental and African Studies.

Oversat fra engelsk for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.