Værre end apartheid

Chris Hedges, Jewish Voice for Peace

Værre end apartheid

Af Chris Hedges, Jewish Voice for Peace, 18.12.2006

Israel har gennem de seneste fem måneder sendt missiler, kamphelikoptere og kampfly ind over de tæt befolkede rønner i Gaza-striben. Den israelske hær har foretaget adskillige dødbringende angreb og 500 mennesker, næsten alle civile er blevet dræbt og yderligere 1.600 såret.

Israel har fanget og arresteret hundreder af palæstinensere, ødelagt Gazas infrastruktur, deriblandt også dets elektriske energisystem og hovedfærd-selsveje og broer, gennemført omfattende konfiskationer af landområder, nedrevet boliger og kastet familier ud i krise, som her medført udbredt fattig-dom og fejlernæring.

Selve civilsamfundet – og det lader til at være en del af den israelske plan – er ved at gå i opløsning. Fraktioner fra HAMAS og FATAH kæmper i gaderne på trods af en skrøbelig våbenhvile, på randen af en borgerkrig. Og den regerende palæstinensiske HAMAS-bevægelse har sagt, at den vil boykotte det valg i utide, som er bebudet af den Palæstinensiske Myndigheds præsident Mahmoud Abbas med Vestens velsignelse og i et forsøg på at fjerne HAMAS fra magten. (Glem ikke, at HAMAS, dets afskyelige politik ufortalt, blev demokratisk valgt).

I de seneste dage har væbnede grupper, der er loyale over for Abbas, overtaget HAMAS-ministerier gennem hvad der tager sig ud som et kup. Gazas barske virkelighed er imidlertid ikke trængt ind i bevidstheden hos de fleste amerikanere, som når de beskæftiger sig med den israelsk-palæstinensiske konflikt foretrækker at diskutere det betimelige i ordet “apartheid” i forhenværende præsident Carters nye bog: “Palæstina: Fred – ikke Apartheid!”.

Det er en bedrøvelig kommentar til den amerikanske presses manglende karakterstyrke og den Demokratiske oppositions forskræmthed om at de fleste amerikanere ikke er bevidste om den katastrofale humanitære krise for hvis fremkomst de bærer så stort et ansvar.

Palæstınenserne dør ıkke blot, får deres oliventræer revet op med rode, deres landbrugsjord og hjem mødelagt og bliver frataget deres vandressourcer, men hyppigt kan de ikke bevæge sig nogen steder hen, fordi Israel “lukker ned” og gør mange af dagligdagens basale gøremål så som at gå på indkøb, og tage på hospitalet, næsten umulige.

Disse palæstinensere kan efter årtiers undertrykkelse, ikke vende tilbage til det land, hvorfra de blev fordrevet. Afstemningerne i FN’s Generalforsamling med en stemmeovervægt på over 140 til støtte for Israels eksistens og to resolutioner i FN’s Sikerhedsråd, som begge blev genstand for et USA-veto ignoreres ubekymret. Kan det undre nogen at palæstinenserne, der gisper efter luft, gør oprør når murene lukker sig om dem ? Når deres børn bliver sultne ? Og når israelerne optrapper volden ?

Palæstinenserne i Gaza lever indesluttet i en ussel, overbefolket ghetto , om-ringet af det israelske militær og et massivt elektrisk hegn uden mulighed for at komme ud af eller ind i Gaza-striben og dagligt udsat for angreb. Ordet “apartheid” er – på baggrund af den hensynsløse vold , som palæstinenserne bliver udsat for – en mild betegnelse. Det der her er tale om, er mere end apartheid.

De koordinerede israelske forsøg på at arrangere et sammenbrud af lov og orden for at frembringe kaos og tiltagende afsavn, stilles offentligt til skue i gaderne i Gaza By, hvor palæstinensere vader gennem murbrokker fra Udenrigsministeriet og Økonomiministeriet og en række uddannelsesinsti-tutioner, der er blevet bombet af israelske jetfly.

Elektricitetsværket, der dækkede 45 % af Gaza-stribens el-forsyning , er blevet udraderet og selv de primitive elektriske netværk og transmitorer, der er tilbage er flere gange blevet bombet. Seks broer, der forbinder Gaza By med den centrale Gaza-stribe er blevet sprængt i luften og hovedfærdselsårer er blevet ødelagt af bombekratere. Og Vestbredden synker hurtigt ned i en krise af samme omfang som Gaza-stribens.

Sammenstillingen af hvad der sker i Gaza og hvad der bliver diskuteret i USA’s elektroniske medier i forbindelse med en bog, der er lidet mere end en første lærebog om konflikten forstærker det indtryk, som de fleste i udlandet har af os amerikanere, der lever i en forvrænget og bizar virkelighed af vor egen tilvirkning.

Hvad tror Israel og Washington de vil kunne opnå ved at gøre Gaza og Vestbredden til en miniatureudgave af Iraq ? Hvordan tror de, at mennesker, som er desperate, berøvet håb og værdighed og et udkomme til at leve af og under stærkt angreb fra en af de teknologisk mest avancerede hære på kloden, vil reagere ?

Mener de, at man ved at skabe mareridt a la Hobbes for palæstinenserne kan svække terrorismen, hindre selvmordsangreb og frembringe fred ? Kan de ikke se, at resten af Mellemøsten i rædsel og raseri beskuer blodbadet- at dets vrede unge mænd og kvinder er besluttede på at overvinde følelsen af magtesløshed og ydmygelse, selv på bekostning af deres egne liv ?

Og måske KAN de forstå og indse alt dette. Israel og Washington forstår sandsynligvis at denne undertrykkelse udgør et rekrutteringspotentiale for is-lamiske militante. Men disse israelske angreb frembringer – trods det raseri og den vold de frembringer vendt mod Israel og imod os – også forhold, der er så utålelige, at palæstinensere ikke længere kan bo i deres eget land. Flere end 160.000 offentligt ansatte har ikke fået udbetalt feres fulde løn i næsten ni måneder.

Disse regeringsfunktionærer skal underholde familier, som udgør mere end 1.000.000 palæstinensere. Og en rapport fra FN melder, at flere end 2/3 af palæstinenserne nu lever under fattigdomsgrænsen. Det palæstinensiske Udenrigsministerium fortæller, at flere end 10.000 palæstinensere er emigreret i løbet af de seneste fire måneder; og at næsten 50.000 andre har ansøgt om udrejsevisa.

Israel, der får frie tøjler fra USA, har trods anbefalingerne i rapporten fra Iraq Studie(James Baker,o.a.) Gruppen om, at fredsprocessen skal genoplives fra de døde, fået moralsk opbakning fra Bush-regeringen til at gennemføre, hvad der i Israel med en eufemisme kaldes “overflytning” og hvad der i andre dele af verden kaldes “etnisk udrensning”.

Stillet over for en demografisk bombe og vel vidende, at i 2020 vil jøderne kun udgøre mellem 40% og 46% af Israels samlede befolkning har “overflytningens” arkitekter, som en gang i Israel havde en status, der var sammenlignelig med Kuk Klux Klans, møvet sig ind i magtstillinger i den israelske regering.

Washington og Israel, har jeg en mistanke om, er vidende om prisen for denne undertrykkelse. Men det begynder at se ud som om de accepterer den for at skaffe sig af med palæstinenserne.

Den israelske premierminister har i sin regering indsat en politiker, som åbenlyst opfordrer til fordrivelse af omkring 1.300.000 israelske arabere, som bor i Israel. Avigdor Liebermans “Israel er vort hjem”-parti, der er en del af Olmerts regeringskoalition, foreslår ufrivillig overflytning af befolkningen fra et område i Israel, der hovedsageligt bebos af arabere israelere, til en kommende palæstinensisk stat, som skulle omfatte Gaza, dele af Vestbredden og en lille klat af det nordlige Israel..

Alle israelske arabere, der fortsætter med at bo i overflytningsområdet, vil automatisk miste deres israelske statsborgerskab, med mindre de aflægger en troskabsed til staten og dens jødiske symboler. Optagelsen af Lieberman, Israels David Duke*, i regeringskabinettet , er en strømpil for de fleste palæstinensere om, at det værste endnu er i vante.

Debatten om Jimmy Carters bog, som præsenterer en hel del af Israels myter om sig selv og konstaterer en virkelighed, som erkendes endog af de fleste israelere, går galt i byen. Spørgsmålet er ikke, hvorvidt Israel praktiserer apartheid. Apartheid er for de fleste palæstinensere en optimistisk drøm. Det grufulde spørgsmål er, hvorvidt Israel vil være i stand til at igangsætte en politik, der er så ekstrem og grusom, at den vil tilintetgøre et samfund, der har levet i Palæstina i århundreder.

Der er andre og langt mere værdiladede ord for det der overgår palæ-stinenserne. Man gyser over at skulle gentage dem. Men hvis ikke den bliver hindret og stoppet vil den nuværende bølge af vold og overgreb som rammer palæstinenserne give genlyd ned gennem historien som en af de største moralske og taktiske forbrydelser i de tidlige år af dette århundrede, en forbrydelse der vil ramme Israel og os som en boomerang, der til vores dørtrin vil bringe den ondskab, som har tilladt blive udfoldet i de trange gyder og flygtningelejre i Gaza. Hvis der blot var tale om apartheid, ville vi have et håb.

* David Duke var en berygtet leder i Ku Klux Klan

Oversat fra engelsk og redigeret for DPV af Karl Aage Angri Jacobsen

Comments are closed.