Jerusalem – flugten fra øst til vest er begyndt

Grethe Bille, MIFTAH

Jerusalem – flugten fra øst til vest er begyndt

Israel’s mur har tvunget palæstinenserne til at flytte hjem – lige ind i hjertet af Jerusalem. Under denne overskrift skriver Stephen Farrell, kommentator ved det amerikanske “Times” i denne uge:

Israel’s kontroversielle adskillelsesmur, som ubønhørligt forlænges, er tæt på færdiggørelse langs store strækninger af dens planlagte rute. Betonblok ved siden af betonblok afskærer det jødiske Vest Jerusalem for at beskytte byen fra selvmordsbombere fra Vestbredden. Bortset fra den kendsgerning, at muren, der er etableret for at holde palæstinenserne ude, i stedet for har drevet tusinder af dem ind i hjertet af Jerusalem.

De fleste arabere fra Øst Jerusalem, der er så heldige at være i besiddelse af det eftertragtede israelske Jerusalem-ID-kort, som giver dem særlige rettigheder, er allerede sluppet inden for betonmuren, inden portene smækkede i. Resultatet er drastiske sociale og demografiske forandringer i udkanten af en bibelsk by, som nu er dobbelt befæstet – fra nogle steder er Sharon’s betonarv synlig uden for Suleiman den Store’s fæstningsvolde i den gamle by.

De ydre bydele ligger nu halvt affolkede – forladt af de, der har været i stand til og velhavende nok til at flytte. I de indre bydele har reglen om udbud og efterspørgsel fordoblet huslejen og forhøjet grundprisen i de arabiske områder og ydermere – ironien over alle ironier – tvunget de nyankomne ind i de jødiske områder. “Mange arabere flytter ind i jødiske bosættelser, fordi de er meget tæt på arabiske områder”, siger Raed Jaber, en 27-årig araber fra al-Eizariya, som nu ejer et bageri, der betjener den overvejende jødiske befolkning i Pisgat Zeev-bosættelsen. “Jeg flytter selv ind om et år eller deromkring, når jeg bliver gift”, siger han med et skuldertræk, idet han vælger at se bort fra modstanden fra fundamentalistiske jøder, som har rundsendt indtrængende opfordringer til beboerne om ikke at udleje til arabere. Pisgat Zeev betragtes af Israel som en bydel i Jerusalem, men ligger bagved den grønne linie og blev bygget på land, der blev erobret af Israel i 1967.

Stephen Farrell skriver længere nede i artiklen, som kan læses i sin fulde længde på Miftah’s hjemmeside – www.miftah.org:

Nogle minutters kørsel nord for Jerusalem’s centrum ligger den arabiske bydel Dahiyat al-Barede – med nogle få meter lige netop på den forkerte side. Her deler den tårnhøje mur gader og endog familier – den lokale frustration udtrykkes med “Sejr til Hassan Nasrallah” og et hagekors malet på den rå beton. Taxaer og pendlere kan stadigvæk slippe igennem en snæver åbning, som er åben for arbejdere, der skal færdiggøre det endelige byggeri, men den forventes lukket inden for de nærmeste uger. Flugten er tydelig. Gaderne er tomme – antallet af skolesøgende er faldet fra 1500 til 500 – boligområder har mistet 80% af deres lejere og forretninger er lukkede – flyttet nordpå til Ramallah.

Asmahan Amleh, mor til seks, flyttede til Jerusalem for år tilbage og udtrykker byens betydning for den arabiske befolkning således: Økonomien er mindre væsentlig end byens enorme religiøse betydning for såvel arabere som for jøder. Det er byen, fra hvilken profeten Mohammed steg til himmels. Den, som er i besiddelse af et Jerusalem-ID, vil aldrig lade det glide af hænde.

Refereret for DPV af Grethe Bille

Comments are closed.