Muhammeds Sværd

Uri Avnery, DPV

Muhammeds Sværd

Af Uri Avnery

Siden den tid, hvor de romerske kejsere kastede de kristne for løverne, har relationerne mellem kejserne og ledelserne af kirken undergået mange forandringer.

Konstantin den Store, som blev kejser i året 306 – for nøjagtigt 1700 år siden – opmuntrede udøvelsen af kristendom i kejserriget, hvilket indbefattede Palæstina. Århundreder senere blev kirken splittet op i en østlig (ortodoks) og en vestlig (katolsk) del. I Vesten forlangte biskoppen af Rom, som opnåede titel af Pave, at kejseren skulle acceptere hans overhøjhed.

Kampen mellem kejserne og paverne spillede en central rolle i europæisk historie og delte folkene. Den bølgede frem og tilbage. Nogle kejsere afviste eller eksluderede en pave. Nogle paver afviste eller bandlyste en kejser. En af kejserne, Henrik den 4., “gik til Canossa”, stod i tre dage barfodet i sneen foran pavens slot, indtil paven nedlod sig til at ophæve sin bandlysning.

Men der var tider, hvor kejserne og paverne levede i fred med hinanden. Vi er vidner til en sådan periode i dag. Mellem den nuværende pave, Benedict den 16. og den nuværende kejser, George Bush den 2. eksisterer der en vidunderlig harmoni. Pavens tale sidste uge, som rejste en verdensomspændende storm, gik godt i spand med Bush’s korstog imod “Islamofascismen” på baggrund af “civilisationernes sammenstød”.

I sit foredrag ved et tysk universitet beskrev den 265. pave, hvad han ser som en stor forskel mellem kristendommen og Islam: Mens kristendommen er baseret på fornuft, fornægter Islam denne. Mens de kristne ser logiken i Guds handlinger, benægter muslimerne, at der er nogen logik i Allahs handlinger.

Som en jødisk ateist har jeg ikke i sinde at gå ind i denne strid. Det ligger langt uden for min ringe evne at forstå pavens logik. Men jeg kan ikke se gennem fingre med en passage, som også angår mig som israeler, som bor tæt på den kritiske linje i denne “civilisationernes krig”.

For at bevise manglen på fornuft i Islam hævder paven, at profeten Muhammed beordrede sine efterfølgere til at udbrede deres religion ved sværdet. Ifølge paven er dette ufornuftigt, fordi tro fødes i sjælen, ikke i kroppen. Hvordan kan sværdet påvirke sjælen?

Til støtte for sin sag citerede paven – af alle mennesker – en byzantinsk kejser, som selvfølgelig tilhørte den konkurrerende østlige kirke. I slutningen af det 14. århundrede fortalte kejser Manuel den 2. af Palaeologus om en debat, han havde med en unavngivet persisk muslimsk lærd – eller sådan sagde han i hvert fald (om den har fundet sted er tvivlsomt). I kampens hede slyngede kejseren ifølge ham selv følgende ord i hovedet på sin modstander:

“Vis mig bare hvad Muhammed bragte af nyt, og der vil du kun finde onde og umenneskelige udsagn, således som hans befaling om at sprede den tro han forkyndte, ved sværdet”.

Disse ord giver anledning til tre spørgsmål: a) Hvorfor sagde kejseren dem? b) Er de sande? c) Hvorfor citerede den nuværende pave dem?

Da Manuel den 2. skrev sin afhandling, var han leder af et døende kejserrige. Han overtog magten i 1391, da kun nogle få provinser var tilbage af det tidligere hæderkronede kejserrige. Disse var også allerede truet af Tyrkiet.

På det tidspunkt havde de ottomanske tyrkere nået Donaus bredder. De havde erobret Bulgarien og det nordlige Grækenland, og havde to gange slået støtte-hære, som var udsendt fra Europa for at frelse det østlige kejserdømme. Den 29. maj 1453, kun nogle få år efter Manuels død, faldt hans hovedstad Konstantinopel (det nuværende Istanbul) i tyrkernes hænder, hvilket gjorde en ende på det kejserdømme, som havde varet i mere end tusind år.

Igennem sin regeringstid havde Manuel rejst rundt til de europæiske hovedstæder i forsøg på at opdrive støtte. Han lovede at genforene kirken. Der er ingen tvivl om, at han skrev sin religiøse afhandling for at ophidse de kristne lande imod tyrkerne og overbevise dem om, at de skulle starte et nyt korstog. Formålet var af praktisk art, teologien skulle tjene politiken.

I den betydning tjener citatet præcist den nuværende kejser, Georg Bush den 2.s, behov. Han ønsker også at forene den kristne verden imod den hovedsageligt muslimske “ondskabens akse”. Desuden banker tyrkerne igen på Europas dør, denne gang fredeligt. Det er almindeligt kendt, at paven støtter de kræfter, som protesterer mod Tyrkiets optagelse i den Europæiske Union.

Er der nogen sandhed i Manuels argument?

Paven selv kastede et advarende ord ind. Som en seriøs og navnkundig teolog kunne han ikke tillade sig at forfalske skrevne tekster. Derfor indrømmede han, at Koranen specifikt forbød udbredelsen af troen ved magt. Han citerede den anden Sura, vers 256 (en besynderlig fejl for en pave, han mente vers 257), som siger: “Der må ikke være tvang i trosanliggender.”

Hvordan kan man ignorere et så utvetydigt udsagn? Paven gør simpelthen gældende, at dette bud blev givet af profeten, da han var i begyndelsen af sin karriere, mens han endnu var svag og uden magt, men at senere beordrede han brugen af sværdet i troens tjeneste. En sådan ordre eksisterer ikke i Koranen. Ganske vist krævede Mohammed brugen af sværdet i krigen imod fjendtlige stammer – kristne,,jødiske og andre – i Arabien, mens han var i færd med at bygge sin stat. Men det var en politisk handling, ikke en religiøs. Grundlæggende en kamp for territorium, ikke for udbredelsen af troen.

Jesus sagde: “I skal kende dem på deres frugter.” Islams behandling af andre religioner må bedømmes ud fra en enkel test: Hvordan opførte muslimerne sig i mere end tusind år, da de havde magten til at “sprede troen ved sværdet”?

Altså, det gjorde de netop ikke.

I mange århundreder regerede muslimerne over Grækenland. Blev grækerne muslimer? Prøvede nogen at islamisere dem? Tværtimod indtog kristne grækere de højeste stillinger i den ottomanske administration. Bulgarerne, serberne, rumænerne, ungarerne og andre europæiske nationer levede på et eller andet tidspunkt under ottomansk herredømme og holdt fast ved deres kristne tro. Ingen tvang dem til at blive muslimer, og de forblev alle oprigtige kristne.

Ganske vist konverterede albanerne til Islam, og det samme gjorde Bosniakkerne. Men ingen hævder, at de gjorde dette under tvang. De indførte Islam for at blive foretrukket af regeringen og nyde frugterne af dette.

I 1099 erobrede korsfarerne Jerusalem og massakrerede dens muslimske og jødiske indbyggere i flæng, i den ædle Jesu navn. På den tid, 400 år efter muslimernes erobring af Palæstina, udgjorde de kristne stadig flertallet i landet. Igennem denne lange periode var der ikke blevet gjort noget for at påtvinge dem Islam.Først efter fordrivelsen af korsfarerne fra landet begyndte flertallet af indbyggerne at tage det arabiske sprog og den muslimske tro til sig – og de var forfædre til de fleste nulevende palæstinensere.

Der er ingen som helst vidneudsagn om noget forsøg på at påtvinge jøderne Islam. Som det er almindeligt kendt, havde jøderne i Spanien under muslimsk herredømme en opblomstring, som jøderne ikke fik noget andet sted næsten til vor tid. Digtere som Yehuda Halevy skrev på arabisk, det samme gjorde de fornemme Maimonider. I det muslimske Spanien var jøder ministre, digtere, videnskabsmænd. I det muslimske Toledo arbejdede kristne, jødiske og muslimske lærde sammen og oversatte de gamle græske filosofiske og videnskabelige tekster. Det var virkelig Guldalderen. Hvordan ville dette have været muligt, hvis profeten havde dekreteret “udbredelse af troen ved sværdet”?

Hvad der skete bagefter, er endnu mere sigende. Da katolikkerne erobrede Spanien fra muslimerne, indførte de et religiøst terrorregime. Jøderne og muslimerne blev stillet overfor et grusomt valg: at blive kristne, at blive massakreret, eller at rejse væk. Og hvor flygtede de hundrede tusinder af jøder, som nægtede at opgive deres tro, hen? De blev næsten alle modtaget med åbne arme i de muslimske lande. De sefardiske (spanske) jøder slog sig ned overalt i den muslimske verden, fra Marokko i vest til Irak i øst, fra Bulgarien (på det tidspunkt del af det ottomanske rige) i nord til Sudan i syd. Ingen steder blev de forfulgt. De kendte ikke til inkvisitionens tortur, kætterbålenes flammer, pogromerne, de frygtelige massefordrivelser, som fandt sted i næsten alle kristne lande op til Holocaust.

Hvorfor? Fordi Islam udtrykkeligt forbød enhver forfølgelse af “bogens folk”. I de islamiske samfund var en særlig plads reserveret til jøder og kristne. De nød ikke fuldstændigt lige rettigheder, men næsten. De skulle betale en særlig valg-skat, men blev fritaget for militærtjeneste – en byttehandel, som mange jøder bød velkommen. Det er blevet fortalt, at de muslimske herskere så med misbilligelse på ethvert forsøg på at få jøder til at konvertere til Islam selv med mild overtalelse – fordi det afstedkom tab af skatter.

Enhver hæderlig jøde, som kender sit folks historie, kan ikke undgå at føle en dyb taknemmelighed overfor Islam, som har beskyttet jøderne i halvtreds generationer, mens den kristne verden forfulgte jøderne og ofte prøvede “ved sværdet” at få dem til at opgive deres tro.

Historien om “udbredelse af troen ved sværdet” er en ond myte, en af de myter, som voksede frem i Europa gennem de store krige imod muslimerne – generobringen af Spanien ved de kristne, korstogene og tibagedrivelsen af tyrkerne, som næsten erobrede Wien. Jeg har mistanke om, at den tyske pave ærligt tror på disse historier. Det betyder, at lederen af den katolske verden, som selv er en kristen teolog, ikke har gjort sig den anstrengelse at studere andre religioners historie. .

Hvorfor udtrykte han disse ord offentligt? Og hvorfor nu?

Det er ikke til at komme udenom at se dem på baggrund af Bush’s og hans evangeliske supporteres nye korstog, med hans slogans “Islamofascisme” og “Den globale krig mod terrorisme” – når “terrorisme” er blevet et synonym for muslimer. For Bush’s rådgivere er dette et kynisk forsøg på at retfærdiggøre dominansen over verdens olieressourcer. Det er ikke første gang i historien, at et religiøst klæde er bredt ud over de nøgne økonomiske interesser. Det er ikke første gang, at en røvers krigstog bliver et korstog.

Pavens tale indgår i hans bestræbelser. Hvem kan forudsige de frygtelige konsekvenser?

Uri Avnery

23.9.06

Oversat for DPV af Dagmar Dinesen.

Comments are closed.