På vej mod en tredie intifada

www.antiwar.com

På vej mod en tredie intifada

Af Patrick J. Buchanan, 26. maj 2006, http://www.antiwar.com/pat/?articleid=9047

Når der ikke er nogen løsning, så er der heller ikke noget problem. Dette gjorde James Burnham, en tidligere trotskist der nu er blevet geostrategisk koldkriger, opmærksom på.

Man kom til at tænke på Burnhams udsagn, da præsident Bush afsluttede sit møde med Ehud Olmert med at bekendtgøre, at den israelske premierminister havde haft nogle ”modige fredstanker” med hjemmefra.

Og hvad mon så disse modige tanker går ud på?

Olmert vil have, at Bush står urokkeligt fast på at nægte at tale med den Hamas-dominerede palæstinensiske regering. Han ønsker USA’s støtte til den israelske mur, der indhegner store dele af Vestbredden og hele Jerusalem – noget som for altid vil resultere i, at palæstinenserne aldrig vil kunne oprette en levedygtig stat. Han vil have, at USA anerkender de grænser, som Israel trækker, som Israels endelige grænser. Og han vil have, at Amerika skal eliminere “den eksistentielle trusel”, som han mener Iran udgør.

I løbet af de seks måneder der går, før han ensidigt fortsætter med denne Sharon-Olmert-plan, vil han med glæde tale med Mahmoud Abbas, den palæstinensiske præsident, som han har kaldt for ”afmægtig og magtesløs”.

Hvilken plan har Bush, når det drejer sig om at fremme vores interesser i Mellemøsten? Ingen som helst. I fem år har Bush’s politik gået ud på at underskrive hvad som helst, Sharon har lagt på bordet. Og nu hvor Bush er svag, så tager han ikke et slagsmål, som han ikke kan vinde, eller – for at sige det ligeud – ikke ønsker.

For Bush har skrevet under på Sharons dagsorden. Og såfremt han havde en politik, som kom i konflikt med Sharon-Olmert-planen, så ville politiske realiteter forhindre, at han kunne forfølge denne politik.

Prøv lige at overveje følgende: Sæt nu at Bush erklærede, at Ehud Olmerts forslag om tilbagetrækning fra Vestbredden ikke var nok, at en officiel palæstinensisk tilstedeværelse i Østjerusalem var en absolut nødvendighed, samt erklærede, at USA var nødt til at hjælpe de palæstinensere, som Israel er i gang med at udsulte og at føre uofficielle samtaler med Hamas – nøjagtigt som vi førte samtaler med Libyens Oberst Gadhafi, da vi ville have ham til at opgive sin terrorisme og sine masseødelæggelsesvåben.

Bush’s og USA’s aktier ville stige i hele verden. Men her i USA ville der være tale om en helt anden historie.

Vi ville høre råbet “München!” fra de neokonservative, og det samme ville genlyde fra de evangeliske kristne og den religiøse højrefløj. ”Bibi” Natanyahu ville konstant kunne ses og høres på Fox News, som hver eneste time ville spørge, om Bush var gået fra forstanden.

Og så ville Bush kapitulere – lige som hans far gjorde i forhold til lånegarantierne til Israel, som han i en kort periode stoppede i 1999.

Derfor vil Israel gå videre med Sharon-Olmert-planen, indtil den er gennemført. Der vil ske tilbagetrækninger fra afsondrede bosættelser og forposter, men der vil ikke blive tale om forhandlinger med den palæstinensiske regering med henblik på etablering af permanente grænser og to stater.

Muren på Vestbredden vil snart strække sig milevidt – hele vejen rundt om alle forstæderne i Jerusalem. Palæstina vil blive delt i tre dele: Gaza og to enklaver på Vestbredden. Der vil ikke blive nogen officiel palæstinensisk repræsentation I Jerusalem. Ingen levedygtig stat.

Sideløbende vil Amerika blive anmodet om endnu flere penge til at subsidere Sharon-Olmert-planen, netop som vi bliver tilskyndet til at gøre vores pligt og kastrere Iran.

Da Olmert er piloten, der sætter kursen og da Bush har meldt sig som besætningsmedlem på ”De modige tankers fly”, så er vores destination nem at forudse.

USA vil på egen hånd anerkende Israels nye grænser, dets annektering af Vestbredden samt det arabiske Østjerusalem som Israels hovedstad. Israel vil bede om, og USA vil godkende, Israels anmodning om, at vi militært forpligter os til at forsvare Israels nye grænser. Ingen arabiske regeringer vil anerkende de nye grænser. Amerikas arabiske venner vil glide endnu længere væk.

Enhver demagog, der er ude efter magt i den islamiske verden, vil – som Irans Ahmadinejad – spille det palæstinensiske kort.

Det palæstinensiske folk lider under det amerikansk-israelske regimes sanktioner, og det vil radikalisere dem endnu mere og få dem til at hade os som de hader Israel. Den kamp, der finder sted mellem Hamas og Fatah i forhold til den reducerede hjælp og de færre resurser, vil tage til og vil udarte sig til borgerkrig. Iran vil så bevæge sig ind i dette tomrum. På et eller andet tidspunkt, når bistanden er væk og der ikke er noget håb om forhandlinger tilbage, vil Hamas vende tilbage til terror og den tredje intifada vil begynde.

Vesteuropa, hvis muslimske befolkning bliver større både antalsmæssigt og hvad angår graden af militant optræden, vil hverken anerkende Israels grænser eller godkende USA’s politik. Europa vil ikke tage parti for fem millioner israelere, som de er sikre på ikke har retten på deres side, mod 300 millioner arabere, som vil være vokset til 500 millioner omkring midten af århundredet.

Amerikanere siger med rette, at vi ikke vil tillade, at Israel bliver tilintetgjort. Men hvorfor skal vi gå med til, at Israel annekterer arabisk jord? Hvorfor skal vi forholde os tavse, når det gælder palæstinensernes afsavn og tab?

Disse spørgsmål vil vække undren hos de historikere, som undersøger den forbløffende og hastige afslutning på USA’s hegemoni i det 21. århundrede.

Oversættelse fra engelsk for DPV af Ulla Lundberg

Comments are closed.