Den sidste erobring af Jerusalem

The Economist

Den sidste erobring af Jerusalem

12. april 2006, The Economist

Israels planer for Jerusalem vil skabe en storslået jødisk by, men vil få brutale konsekvenser for palæstinenserne på begge sider af barrieren.

I tusmørket om aftenen i Bethlehem flimrer Jerusalem på en fjern bakketop ligesom Wizard i Oz’s Emerald City.

Dens projektørbelyste mure ses i et surrealistisk skær. Disse mure er dog ikke befæstningen af det gamle Jerusalem, men Har Homa (mur, bjerg), en af de nye israelske bosættelser, som nu omringer byen. Jerusalem, centrum for pilgrimsrejser, støbeske for historien og verdens ældste internationale smeltedigel, skifter efter årtusinder med voldelige erobringer og generobringer ejermand endnu en gang, men med en langsom og rolig uigenkaldelighed. Israel udvidede bygrænsen efter 1967-krigen for at indhegne noget af Vestbredden, som det havde erobret, en de facto (dog ikke internationalt anerkendt) indlemmelse.

Bosættelser som Har Homa optog gradvis mere og mere af de tomme pladser. I 2002, mens den anden Intifada rasede, og det centrale Jerusalem tog det værste skrub med selvmordsbombere, begyndte Israel at bygge Vestbreds-barrieren eller Muren, som skulle holde palæstinensiske bombemænd ude.

Men dens rute, som indesluttede såvel palæstinensiske som jødiske kvarterer i Jerusalem, tydede også på et andet formål.

Før det israelske valg i sidste måned opridsede Ehud Olmert, den fungerende premierminister, sin plan for at udvirke ensidigt, hvad man gennem år med fredsforhandlinger ikke havde kunnet opnå: at dele israelere fra palæstinensere. De fleste af de mindre bosættelser på Vestbredden skulle fjernes, og deres indbyggere skulle bringes over på den israelske side af barrieren.

Nogle få dage senere offentliggjorde Otniel Schneller, en bosætter-leder og medlem af Olmerts Kadima parti, en liste over de palæstinensiske dele af Jerusalem, som kunne blive på Vestbred-siden.

Højrefløjs-folk beskyldte Kadima for at dele den jødiske hovedstad, men faktisk var alle de områder, han nævnte undtagen to – At-Tur og Az-Zaayem—allerede på Vestbred-siden af den planlagte rute for barrieren. Ifølge en artikel i Ha’aretz sidste måned taler politikerne om et stærkt, storslået, jødisk Jerusalem”.

I Schnellers vision kan de småstykker, som Israel ikke ønsker, tjene som hovedstad i en endelig palæstinensisk stat. Men de er netop kun småstykker af, hvad der en gang var ikke bare palæstinensernes kulturelle og religiøse centrum, men også Vestbreddens helt centrale økonomiske centrum. Når betonbarrieren er færdig, vil den skære lige igennem det palæstinensiske Jerusalem og adskille det fra dets opland på Vestbredden.

Den gamle by og dens hellige steder, stopklodsen i talrige fredsforhandlinger, vil blive placeret udenfor rækkevidde for alle palæstinensere undtagen et par hundrede tusinde, som bor i Jerusalem, og de heldige få andre, som kan få besøgstilladelser. Desuden er Muren kun en del af en gradvis og kompliceret israelsk overtagelsesproces.

Østjerusalem (arabisk) og Vestjerusalem (jødisk) fungerede som to byer mellem 1948 og 1967, da Østjerusalem var under jordansk besættelse. Efter 1967 fik palæstinensere, som boede indenfor det udvidede Jerusalem, blå israelske identitetskort. Disse giver dem ret til at bevæge sig frit indenfor Israel, få sociale ydelser og stemme til kommunalvalg. De får ikke indfødsret.

Bur dem inde

Dog er Jerusalem i alt væsentligt to byer – ikke kun hvad angår befolkning og økonomiske bånd – men også i kommunalpolitisk henseende. I en nylig udkommet bog (”Diskrimination i hjertet af den hellige by”, International Peace and Co-operation Centre, Jerusalem, 2006), har Meir Margalit, en israelsk fredsaktivist og tidligere byrådsmedlem, detaljeret gjort rede for forskellene. Arabiske borgere i Jerusalem, nu ca. 33% af byens indbyggere, får kun 12% af dens velfærdsudgifter, selvom der er mere end dobbelt så mange fattige blandt dem som blandt de jødiske indbyggere. De får 15% af uddannelsesudgifterne, 8% af anlægsudgifterne, kun 1,2% af kultur og og kunst, o.s.v.

Samlet er deres andel af kommunens udgifter under 12%, hvilket betyder en forskel pr. indbygger mellem jøder og palæstinensere på ca 4 til 1. I utallige andre forhold, fra antallet af affaldscontainere på gaderne til antal beskæftigede på Rådhuset, er der en massiv forskelsbehandling til fordel for byens jøder.

Arabiske Jerusalemborgere har selv en del af skylden for deres mangel på rettigheder. Mange af dem boycotter lokale valg i protest mod besættelsen, således at byrådet nu er domineret af ultra-ortodokse jøder. Men skævheden er for grov og har varet for længe til at kunne skyldes dette alene.

Der er en lignende skævhed på ejendomsmarkedet. At få byggetilladelser har altid været svært og dyrt for arabiske Jerusalemborgere, men det er blevet stadigt sværere.

Dette skyldes delvis, at en stor del af Østjerusalem ifølge byplanlægningen er blevet zoner, hvor der ikke må bygges, mens andre store områder er blevet tildelt bosættelser. Desuden at palæstinensernes ejendomsforhold ikke altid er helt klare, og endelig at kravet om byggetilladelser er blevet endnu strengere end de var tidligere.

Nogle bygger derfor illegalt for at kunne skaffe husrum til voksende familier. Men også her er der diskrimination med hensyn til håndhævelse. Inspektører registrerede tre til fire gange så mange brud på bygningsreglementerne i Vestjerusalem som i Østjerusalem i 2004 og 2005, men i Vest er det langt mindre sandsynligt, at der bliver givet påbud, og i Øst bliver langt flere huse revet ned.

Den samme strenge håndhævelse bliver sjældent ført ud i livet i bosættelser som Har Homa og Pisgat Zeev, begge bygget efter starten på Oslo fredsprocessen i 1993. De har udfyldt tomme pladser mellem palæstinensiske områder og har derved forhindret deres vækst. Den afsluttende indespærring vil ske, når tusinder af huse skal bygges i den for tiden tomme zone, kendt som E-1, øst for byen. Her skal formes en jødisk kile, som skal forene Jerusalem med bosættelsen Maale Adumin.

Andre bosættelser stiller absurde krav til Jerusalems nye grænser. Tel Zion, en ultra-ortodoks bosættelse på en isoleret bakketop nær ved Ramallah, beskriver sig selv som ”del af Nord-Jerusalem”.

Hvis man bevæger sig østpå fra Pisgat Zeev, ser man en reklametavle, som reklamerer for Anatot, som stadig bare er en lille samling bygninger tabt i ørkenen fem kilometer længere ude, som ”den bedste handel i Jerusalem”. Både Tel Zion og Anatot vil komme til at ligge uden for barrieren. Alligevel fortsætter byggeriet af dem begge hastigt.

Pres dem ud

På grund af omkostningerne og vanskelighederne er nogle arabiske Jerusalemborgere taget til landsbyer i udkanten af byen eller til Ramallah eller Bethlehem.

Det gør deres hjem til mål for en mere udspekuleret form for bosættelse end Har Homa. Religiøse zionist-organisationer, f.eks. El Ad City of David Foundation og Ateret Cohanim, ønsker at genskabe de jødiske samfund, som tidligere har eksisteret inde i eller nær ved den Gamle By.

På et sted med så lang en fortid med så mange lag, er det at stille et historisk krav om land kun et spørgsmål om at gå langt nok tilbage i tid. Sådanne grupper specialiserer sig i at købe fast ejendom af arabiske Jerusalemborgere, sommetider gennem mellemmænd, således at ejerne ikke ved hvem de egentlige købere er, og så sælge videre til glødende zionister. Arabiske kvarterer som f.eks. Silwan (hvor den bibelske Davids by stod) er nu overstrøet med indhegnede jødiske ejendomme.

I slutningen af 1990erne da Israel en overgang truede med at tage de blå ID-kort fra enhver, som ikke kunne bevise, at deres ”centrale liv” var i Jerusalem, skyndte mange arabiske Jerusalemborgere sig tilbage. Denne politik blev dog tilbagekaldt, men frygten for, at den skal blive genoptaget, efterhånden som barrieren tager form, har fået flere til at vende tilbage. Det har forøget presset på plads og tjenesteydelser i det i forvejen nedslidte Østjerusalem og drevet ejendomspriserne i vejret.

Der vil komme andre konsekvenser, efterhånden som barrieren bliver fuldført, skriver Yisrael Kimchi fra Jerusalem Institute for Israel Studies (JIIS) i en rapport (på hebraisk), som hedder ”Sikkerhedshegnet i Jerusalem; konsekvenser for byen og dens indbyggere”. Jerusalem er allerede en af Israels fattigste byer, fordi både palæstinensere og ultra-ortodokse jøder, to grupper som byen har masser af, tenderer til at have store familier og at være lavtlønnede eller arbejdsløse.

Overbefolkning og stigende fattigdom i Østjerusalem vil forøge presset på de offentlige udgifter. Og dermed vil der komme mere kriminalitet og større gnidninger mellem jødiske og arabiske områder.

For at undgå den slags er bedrestillede folk fra Østjerusalem og fra distrikter som Shuafat flygtningelejren, som har blå ID-kort og vil komme på den israelske side af barrieren, begyndt at flytte til jødiske kvarterer – blandt andet ironisk nok bosættelser som Pisgat Zeev.

Et paradoksalt resultat af, at man ved hjælp af Muren har adskilt et stærkt, storslået jødisk Jerusalem fra palæstinenserne, er at man har gjort det mere palæstinensisk.

Hegn dem ind

I de østligste dele af byen, hvor barrieren skærer sig ind mellem Oliebjerget (på indersiden) og Abu Dis (på ydersiden), idet den løber lige igennem beboelsesområder, viser der sig et mærkeligt syn. Den store betonmur ”lækker” folk! Om morgenen strømmer de igennem huller imellem betonblokkene og eksisterende bygninger, mens de hjælper hinanden med at forcere dynger af murbrokker og ruller af skarp pigtråd. Om aftenen suges de ind igen. For tusinder er dette den daglige pendling.

De fleste af dem har blå ID-kort og foretrækker noget ubehag frem for en lang omvej til det nærmeste officielle overgangssted. På den ene eller anden måde menes 60.000 mennesker at krydse hver dag i hver retning. Mens Muren endnu ikke er færdig, tolererer soldaterne ofte deres brud på reglerne.

Men ifølge en undersøgelse lavet af JIIS befinder mange palæstinensere fra Vestbredden uden blå identitetskort sig også i Jerusalems opland. For det er (eller var indtil for nylig) det vigtigste sted for dem at arbejde eller studere, at shoppe eller more sig.

Et ukendt antal – nogle siger 40.000 – bor der illegalt. At være afskåret fra Jerusalem komplicerer ikke kun deres liv og splitter familierne op. Det fjerner handel fra Jerusalem og forarmer den yderligere. Og det skaber arbejdsløshed i Ramallah, Bethlehem og omgivelser, idet det skærper den økonomiske krise i Vestbreddens økonomi.

En serie industrielle virksomheder, som er skudt op i udkanten af Jerusalem og på Vestbredden, kunne hjælpe. Ezri Levi, leder af Jerusalems udviklingsdepartement, siger at steder som Atarot industricenter, der ligger lige ved checkpointet mellem Jerusalem og Ramallah, skal tjene delvist til at skabe jobs for de beboere på Vestbredden, som kan få tilladelse til at arbejde der, hvilket han siger vil ”reducere spændingerne mellem de to befolkninger”. Men Jeff Halper fra den israelske Komite imod Husødelæggelser, en pressionsgruppe, understreger at den slags virksomheder også giver Israel mulighed for at bevare den økonomiske dominans.

Israelske firmaer kan konkurrere med Vestbredsfirmaer på billig arbejdskraft, men de palæstinensiske firmaer kan ikke konkurrere med de israelske på handelsmuligheder.

Før barrieren begyndte at rejse sig, havde Intifadaen bevirket størst mulig skade på turismen, som både Jerusalem og Bethlehem har været afhængige af. Mere end et år med relativ ro (dette skyldes mindre barrieren end de militantes våbenhvile) har bragt et opsving. Alligevel er turister og pilgrimme stadig tilbageholdende med hensyn til at overnatte i Bethlehem på Vestbred-siden af barrieren, og det får byens hotelvirksomhed til at bryde sammen.

Den grusomt snoede Mur

Hvis der skal være en barriere – og Israel vil ikke opgive den, så længe et fjendtligt Hamas har magten i det palæstinensiske selvstyre – hvordan kunne den så gøre mindst skade? Der er ingen lette svar. JIIS skitserer et antal mulige ruter, hver af dem med hvad der taler for og hvad der taler imod. At følge grænserne fra før 1967 ville efterlade bosættelser med over 200.000 mennesker, som Muren skulle beskytte, udenfor den. At lade den følge demografiske linier – skille jøder fra palæstinensere – ville sikre en fornuftig økonomisk adskillelse, men ingen ønsker en ny Berlin Mur midt i byen, og det ville betyde, at man ville berøve 230.000 indehavere af blå ID-kort i det mindste nogle fordele. At følge kommunegrænsen nøjagtigt ville betyde, at man ville drive den økonomiske kile ind, som den aktuelle rute gør. At indeslutte alle, både arabere og jøder, som bor i Jerusalems opland, ville tage en vældig stor bid af Vestbredden.

Maya Khoshen, en forsker ved JIIS, siger at hvad der betyder mere end barrierens rute er aftalerne: de økonomiske bånd mellem Israel og Vestbredden, Israels villighed til at garantere tilladelser til at krydse barrieren, antallet af tilgængelige overgangssteder, og hvor effektivt og civilt, de vil blive drevet.

Hvis barrieren virkelig kun var rejst af sikkerhedsmæssige grunde, så kunne Israel tage forholdsregler, som kunne reducere dens økonomiske virkning. Israel kunne forbedre forholdene for de palæstinensiske beboere i Østjerusalem, og det kunne standse den uophørlige uretmæssige indtrængen i de palæstinensiske områder. Men dens hovedformål synes at være at sikre, at denne erobring af Jerusalem skal være den sidste.

Hjertet i den hellige krig

12.april 2006

The Economist

Et gudgivent roderi som Gud alene kan udrede

Tænk på Jerusalem som et helligt sted, og mindst to billeder falder dig ind. Det ene er den tårnhøje koparrede stenmur, ved hvis fod hebræiske bønner sagte udsiges. Det andet er den blændende gyldne kuppel, som behersker horisonten. Disse billeder er forskellige indtryk af det samme: Vestmuren, et brændpunkt for jødiske bønner og pilgrimsfærd, er en af støtterne for den højtliggende stenbelagte plads, som for jøderne er kendt som Tempelbjerget og for muslimerne som Haram al-Sharif, eller den Ophøjede Helligdom.

De fleste jøder holder bjerget i ære som det sted, hvor man antager at det første og andet tempel har ligget. Disse templer ses som enestående udtryk for mødet mellem menneske og Gud (skønt deres nøjagtige beliggenhed er omstridt). Klippe-moskeen og al-Aqsa-moskeen ved den sydlige ende af pladsen, bekræfter Jerusalem som al-Quds, det hellige sted, som for muslimerne rangerer som det tredje helligste efter Mekka og Medina på grund af den natlige rejse til himlen, som Mohammed menes at have foretaget fra bjerget. I de kristnes overlevering er bjerget det sted, hvor Pontius Pilate sad til doms over en mand, som vovede at kalde sig selv –ikke en bygning- stedet for guddommelighed på jorden.

Hvis der fandtes en pris for det mest eksplosive stykke fast ejendom i verden, så ville denne 35 acres platform uden tvivl vinde. Den usikre fred, som hersker her for øjeblikket hviler på den status qvo, som blev fremtvunget af Israel, da dets hær tog kontrol over Øst Jerusalem i 1967.

Pladsen og dens muslimske hellige steder er under bevogtning af en Islamisk stiftelse, mens Israel er ansvarlig for sikkerhed og adgangsforhold. Ingen organiseret jødisk bøn er tilladt på platformen. Dette forbud understøttes af en rabbinsk retsregel, som siger at jøder skal undgå at gå ind på bjerget for ikke at forvilde sig ind på det tidligere allerhelligste sted – den helligste del af templet – i uren tilstand.

Mange religiøse jøder og fromme muslimer beklager sig over den nuværende ordning. Muslimer føler sig krænkede, når de israelske myndigheder i tider med høj spænding indfører restriktioner vedrørende adgangen, for eksempel ved at holde unge mænd ude. Og der er et halvt dusin små, men højrøstede jødiske grupper, der som et minimum forlanger at bede på pladsen – og som for nogles vedkommende drømmer om at erstatte de muslimske helligdomme med et tredje tempel, som skal være klar til at hilse Messias.

Men de spændinger, som forårsages af den nuværende ordning, er minimale i sammenligning med det raseri, som ville følge efter ethvert forsøg på at afgøre platformens fremtid for bestandig. I de fire årtier, som er gået siden Israel overtog kontrollen, er de religiøse stridigheder forstærket. Blandt muslimer alle steder er al-Aqsa-moskeen blevet et vigtigt symbol. De jøder, som længes efter at bygge et tredje tempel, har vundet allierede blandt nogle amerikanske evangeliske kristne. Palæstinensiske muslimer er mindre villige end før til at anerkende stedets jødiske forhistorie, mens jøder har anført meget skarpt, at muslimerne kun bekymrer sig om Jerusalem, når dens politiske status er til diskussion.

I 2000, da Clinton-regeringen gjorde det sidste seriøse forsøg på en samlet israelsk-palæstinensisk aftale, et forslag om deling af bjerget (f.eks. ved at give palæstinenserne pladsens overflade, mens Israel skulle have alt nedenunder, inklusive muren), udløstes voldsomt raseri fra begge sider. Hverken israelere eller palæstinensere kunne bære at skulle opgive nogen som helst del af området.

Det er siden blevet fremført, at da deling aldrig vil blive accepteret, må de to parter enten blive enige om at være uenige og fokusere på praktiske forhold – eller blive enige om, at på et så helligt sted kan ingen menneskelig magt herske, således at stedet kun skulle være under Guds herredømme. Ingen har præciseret, hvad dette forslag (som først blev søsat af den afdøde Kong Hussein af Jordan) ville betyde i praksis. Måske det indebærer, at bjerget skulle denationaliseres med internationale garantier, som skulle sikre alles frihed til gudsdyrkelse. Men først må Abrahams børn tilsidesætte deres nationalistiske ambitioner.

JERUSALEM: Nøglen til Fred

Leder i The Economist

12. april 2006

Israel opdeler den selv-erklærede hovedstad, som den ”genforenede” i 1967.

Byer med mure i deres hjerter er aldrig lykkelige steder. Jerusalem er igen ved at være en af disse. Fra krigen i 1948 til krigen i 1967 løb våbenstilstandslinjen mellem Israel og Jordan gennem Jerusalem. Den adskilte det jødiske Vest fra det arabiske Øst. Efter at Israel havde erobret Jerusalem i 1967, sagde Israel, at den genforenede by ville blive dets evige hovedstad.

Nu er betonen og pigtråden tilbage. Inden længe vil ”sikkerheds-barrieren”, som Israel bygger inde i og rundt om den besatte Vestbred, dele dets egen hovedstad i to dele. Men som vor første artikel forklarer, følger den nye mur ikke den gamle grænse: den sluger både de nye jødiske forstæder, som Israel har bygget i Østjerusalem siden 1967 og det meste af den arabiske by. Når muren er færdig, og hvis dens porte er lukket, vil det arabiske Jerusalem blive afskåret fra sit opland på Vestbredden.

Jerusalem er både et problem i sig selv og et symbol for den bredere konflikt. Den er et problem i sig selv, fordi arabere og jøder ikke har fundet nogen udvej hverken for at dele den eller for at opdele den. I Jerusalem har Gud og historien gjort det bitterligt hårdt at dele. Dette er en by, hvor både religioner og nationalistiske interesser kolliderer. Tempelbjerget, som jøderne kalder deres helligste sted, er det samme sted, som muslimerne kalder den Ophøjede Helligdom, hvorfra Mohammed steg op til himlen ad en gylden stige.

Og skønt verden har fundet på masser af fredsplaner, har intet hjulpet. De Forenede Nationers dødfødte delingsplan fra 1947 sagde, at byen skulle være international. Men i 1948 foretrak Israel og Jordan at beholde de dele, de havde raget til sig i krigen. For lidt over fire år siden skitserede Bill Clinton i sine “parametre” en plan for opdeling af byen. I stedet kom en ny slags krig i form af den nye palæstinensiske Intifada.

Problemet

Der bliver ingen fred i Palæstina, før problemet omkring Jerusalem er løst. Sammen med de palæstinensiske flygtninge fra 1948 er det med rette blevet kaldt hjertet af konflikten. Men det er et hjerte som deles af forbundne tvillinger. Både Israel og Palæstina siger, at de ikke kan leve uden det. Derfor må enhver operation, som skal skille Israel fra palæstinenserne være yderst følsom. Værre er, at det fra begyndelsen skal udføres i bevidstheden om, at en komplet adskillelse er umulig. I Jerusalem er Israel og Palæstina dømt til at være bundet sammen for altid.

I de næsten 40 år, der er gået siden 1967, har følsomhed ikke været Israels varemærke i Jerusalem. De fleste ortodokse jøder tilslutter sig et dogme, som forbyder jødisk adgang til Tempelbjerget indtil Udfrielsens dag. Dette har hjulpet Israel til at overlade driften af den ophøjede helligdom og dens moskeer i muslimske hænder. Men i Jerusalem som helhed har Israels politik været at forskanse sin kontrol og at skabe fakta, som ikke kan ændres igen. Dette har medført udvikling af en fysisk og demografisk geografi i byen, hvor jøder har bosat sig på den arabiske side af grænsen fra før 1967 og skabt overvejende jødiske kvarterer mod nord, øst og syd.

På ét niveau har politikken virket. De umådelige fysiske forandringer gør det umuligt at gendanne byen langs med før-1967-grænsen. Men på mange andre niveauer har politikken slået fejl. Resten af verden, inklusive Forenede Nationer og USA, siger stadig at Israels indlemmelse af byen og bosættelsen af jøder over den gamle grænse er ulovlig. Til trods for Israels undertiden skånselsløse indsats for at smide arabere ud af deres hjem, har den demografiske udvikling trodset forventningerne. Siden slutningen af det 19. århundrede har jøder udgjort flertallet i Jerusalem, men siden 1967 er dette flertal stagneret fra 74% i den genforenede by i 1967 til ca. 67% i dag. Og til trods for alle Israels erklæringer er byen aldrig blevet ”genforenet” åndeligt. Dens palæstinensiske indbyggere nægter at stemme ved kommunevalgene og insisterer på deres fremtid som del af et uafhængigt Palæstina.

Lignelsen.

Jerusalem er et mikrokosmos. Israel har bosat jøder i en stor del af Vestbredden, men disse bosættelser er også illegale. Som i Jerusalem har demografien spoleret drømmen om et Stor-Israel. Israels kommende regering erkender, at det må acceptere snævrere grænser og lade et uafhængigt Palæstina rejse sig. Men ligesom i Jerusalem er den gamle før-1967-grænse i høj grad blevet udvisket. Og chancerne for at forhandle en ny, nu da de ubøjelige islamister fra Hamas har erstattet den umulige Yasser Arafat, ligger fjernt. Derfor er israelerne kommet på den næstbedste løsning: ensidig tilbagetrækning til grænser efter deres eget valg. Dette medfører opførelse af en sikkerheds-barriere for at holde selvmordsbombere ude, at evakuere bosættelserne på den anden side af barrieren, at gå i forsvarsposition og håbe det bedste.

Som næstbedste løsning har ensidigheden sine fordele. Ved at handle alene forlod Israel Gaza. Hvis Israel nu evakuerer flere jødiske bosættelser på Vestbredden vil det være så meget bedre for udsigterne til en endelig palæstinensisk stat. Selv om det er bedre end ingenting, så kan det ikke gå i stedet for en forhandlet fred.

Igen viser Jerusalem hvorfor. Israels barriere er ikke kun rejst af sikkerhedsgrunde, men også for tilegnelse af land: et forsøg på at få de grænser, Israel ønsker. Det er derfor, barrieren i tilfældet Jerusalem ignorerer demografien og sluger Østjerusalem. Barrieren følger grænsen for det land, Israel har tilegnet sig, men fanger hundreder tusinder af palæstinensere på den israelske side. De vil blive afskåret fra deres brødre på Vestbredden og vil måske i en ny Intifada blive fristet til at hjælpe selvmordsbombere eller selv blive det.

Israel er ikke alene ansvarlig for denne blindgyde. Jerusalems og Vestbreddens tåbelige menneskelige geografi er blevet til over mere end et halvt århundrede med tabte chancer på begge sider, hvori den arabiske vægring ved at komme til en overenskomst med den jødiske statsdannelse har haft sin andel. Historikere vil skændes frugtesløst til verdens ende om, hvilken part der med rette kan bebrejdes. Men det står klart, at ved at opdele Jerusalem på den måde, Israel er i færd med, gøres forholdene værre. Det er umuligt at opnå fred, hvis byen ikke er tilgængelig fra både øst og vest. I det mindste må Israel i denne periode, hvor der er relativt roligt, holde sin barriere så åben som muligt.

At lukke palæstinenserne inde og afskære dem fra Jerusalem vil kun øge sandsynligheden for vold.

http://www.economist.com/displayStory.cfm?story_ID=6795641

See this article with graphics and related items at http://www.economist.com/opinion/displaystory.cfm?

Oversat fra engelsk for DPV af Dagmar Dinesen

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer. Bogmærk permalinket.