Israels overflødige valg

Al-Ahram Weekly

Israels overflødige valg

Af Graham Usher, Al-Ahram Weekly, 23-29 marts 2006

Ehud Olmerts største udfordrer i de israelske valg er apati, skriver Graham Usher i Jerusalem

Valg i Israel plejer at kredse rundt om en større ide. I 1992 var det fred. I 1996 var det sikkerhed. I 1999 var det fred igen, kombineret med ønsket om at bringe en ende på Israels 20 års besættelse af Libanon. I 2003 var det Intifadaen, og hvordan Israel skulle klare palæstinensernes anden nationale opstand på mindre en et ti-år.

Ariel Sharon insisterede på, at hvilken som helst tilbagetrækning — territorial eller på anden måde – ville være en ”sejr for terrorismen. ” Labour partiets leder, Amran Mitzna krævede forhandlinger og/ eller ensidig tilbagetrækning fra Gaza. Sharon vandt valget og iværksatte Mitznas politik, minus forhandlingerne.

Der er ingen større ide ang. de israelske valg d. 28. marts. Det er en fortsættelse af den eksisterende regerings politik. Den hedder adskillelse og bærer Sharons finger aftryk. Alt hvad hans efterfølger, fungerende premierminister og leder af Kadima ,Ehud Olmert har gjort, er at komme med detaljer :

Muren omkring Vestbredden skal være Israels østlige grænse, incl. den faste omkransning af det besatte Østjerusalem ; Bosættelserne på Vestbredden skal omdannes til tre kæmpestore blokke ; Israel skal bevare sikkerhedskontrollen over Jordan Dalen ; og der skal være en

permanent adskillelse mellem Vestbredden og Gaza, med sidstnævnte under Israels totale kontrol . Det samme skal være tilfældet med bebyggelserne på Vestbredden.

Bortset fra Meretz , som er anslået til at vinde syv af de 120 pladser i Knesset – er der ingen af de større partier, som gør sig til talsmand for fred, forhandlinger eller bare Køreplanen. Kadimas mantra er adskillelse. Binyamin Netanyahus Likud parti har intet ar indvende mod adskillelse som sådan ( han taler nu sjældnere om ”det Store Land Israel ”), men snarere om ensidighed.

Ligesom Sharongjorde ca. 2003, hævder Netanyahu, at ethvert tilbagetog vil være ” en sejr for terrorismen, ” men ulig Sharon i 2003 er Natanyahus mål ikke regeringsmagten. Det er at vinde 18 pladser. Han ved, at alt derunder vil betyde enden på hans lederskab.

Labour partiets leder Amir Peretz udtaler, at Hamas´ opstigning til magtens tinde i det Palæstinensiske Selvstyre må få indflydelse på de palæstinensiske ” moderate. ” Han har imødegået og brudt den israelske embargo mod PA Præsident Mahmoud Abbas for at vise, at han mener det alvorligt.

Men han har også gjort det klart, at han ikke vil lade ”politiske” temaer som Olmerts adskillelsesplan afholde Labour fra at gå med i en Kadima – styret koalition. Snarere vil prisen for partnerskab blive indførelsen af hans sociale dagsorden : Stigning af mindstelønnen; pensioner til alle; og øgede tilskud til de ældre.

Men ligesom Netanyahu har Peretz ikke sigte mod regeringsmagten. Med mindre end en uge til valget ved han at afstanden mellem Kadima og Labour simpelthen er for stor. Han går snarere efter 21 pladser, og af samme grund går Netanyahu efter 18. Alt mindre end det kan betyde enden på hans lederskab.

Resultatet er en valg- kampagne, som er uden konkurrence. Eksperterne har for længst stoppet med at spekulere over udfaldet. Debatten går på, vil Kadima danne en koalitionsregering med Labour, et Likud uden Netanyahu eller med Avigdor Leibermans racistiske Yisrael Beiteinu parti.

Tidligere premierminister Shimon Peres udtaler, han ikke kan huske et mere kedeligt valg.

” Konkurrencen er mellem TV- producere og ikke politikere ”, siger han med en gaben. Han burde vide det. Peres har brugt 50 år på at kæmpe for og tabe valg.

Det er en indstilling, som falder sammen med Olmerts. Han ved, at den største trussel mod at Kadima vil vinde en jordskreds- sejr, hverken er Labour eller Likud, men ligegyldighed : Frygten for at tusindvis af israelere vil blive hjemme d. 28. marts, fordi de anser resultatet for givet på forhånd.

Olmert har mobiliseret 30.000 aktivister til at jage den antagelse på flugt. ” Vi har brug for at behandle valget med respekt, og det betyder at fokusere på kun at vinde,” udtalte han d. 20. marts.

Indtil d.14.marts var det eneste uberegnelige, hvad ville Israels politik overfor den nye palæstinensiske regering være. Den israelske hærs magtfulde fjernelse af Ahmed Saadat og fem andre politiske fanger fra PA´s internationalt overvågede fængsel i Jericho ser ud til at have givet svar på spørgsmålet.

I den israelske avis Yediot Aharonot skrev militærkorrespondent Alex Fishman de. 7 marts : ” Israels overtagelse af fængslet i Jericho kan ses som et mikrokosmos af…. Israels relationer til palæstinenserne og til hvilken fremtid, der ligger foran os med et Hamas – ledet selvstyre.”

Han fortsatte: ”Angrebet på Jericho markerede et vendepunkt i vigtigheden af Israels forhold til Selvstyrets (PA´s) stabilitet. Operationens effekt på …..Mahmoud Abbas´ lederskab var uden interesse for nogen. Dette mønster vil sandsynligvis gentage sig i Israels forhold til PA i fremtiden. ”

Fishman ridser også fremtiden op.” Forsvarets embedsmænd fornemmer, at Israel har kurs mod et uundgåeligt sammenstød med PA. De er ikke sikre på, om det vil ske i maj, juni eller juli, men de ved, det vil ske. ”

Den sidste spådom er en af de få, som israelske ”forsvars- embedsmænd ” og palæstinenserne er enige om. Overalt hvor man færdes i Gaza, på Vestbredden og Østjerusalem er der palæstinensisk enighed om, at den ” tredje Intifada ” blot venter på at eksplodere. Det er ikke klart, om Israelerne også fornemmer dette. Samtidigt med de bor, spiser og arbejder i deres forskellige byer op imod baggrunden af et i det store og hele overflødigt valg, føler de det, som om de allerede er ”adskilte. ”

Men dengang i 1999, troede de fuldt og fast på, at fred var lige om hjørnet. Der skulle en Al-Aqsa intifada til for at gøre ende på den illusion. Det begynder at se ud, som om der skal en ny opstand til for at fordrive deres seneste fiktion.

Oversat fra engelsk for DPV af Birthe Høje Christensen

Comments are closed.