Adskilt eller forenet?

AIC

Adskilt eller forenet?

af Michael Warschawski, Det Alternative Informationscenter, 5. februar 2006

Atten procent af de israelske vælgere er palæstinensiske borgere, og dette er bestemt ikke en ubetydelig minoritet.

Indtil midten af 1970’erne støttede de arabiske borgere forskellige zionistiske partier via pres på og korruption af lokale notabiliteter og familieoverhoveder.

Kun en modig minoritet stemte for det israelske kommunistiske parti (ICP), som efter 1948 var det eneste legale parti, som forsvarede borgerrettighederne for den palæstinensiske befolkning i Israel.

Med den stigende indflydelse af den palæstinensiske nationale bevægelse efter 1967 og reduktionen af det indre tryk bevægede den palæstinensiske befolkning sig gradvis væk fra dens traditionelle støtte til zionistiske partier.

I 1977 støttede næsten halvdelen af de palæstinensiske vælgere den nye koalition oprettet af ICP – Den Demokratiske Front for Fred og Ligeret (Khadash) – som inkluderede mange notabiliteter, der tidligere havde været forbundet med forskellige zionistiske partier, især Arbejderpartiet.

I 1981 blev der oprettet et nyt nationalistisk parti (Den Progressive Liste for Fred), der ligesom Khadash også inkluderede flere jødiske kandidater og fik et lille antal jødiske stemmer. Nogle få år senere besluttede en del af den islamiske bevægelse også at stille op til valgene.

Ved det sidste valg kappedes tre arabiske uafhængige lister om to tredjedele af de arabiske stemmer, mens den resterende tredjedel gik til forskellige jødiske partier. Den Nationaldemokratiske Alliance, et radikalt nationalistisk parti fik tre medlemmer af Knesset, Khadash, allieret med endnu en lille liste, fik også tre mandater, og det konservative valgforbund af moderate islamister og nationalistiske notabiliteter fik to.

Ved disse valg fastsatte loven det nødvendige minimum for at blive repræsenteret i Knesset til 1,5 % af stemmerne. Denne gang er minimummet blevet hævet til 2 %; og denne mindre ændring kan blive af enorm betydning for de arabiske lister.

Ifølge de offentlige meningsmålinger vil de tre lister tilsammen få mellem 6 og 9 % af stemmerne. Men hver af dem alene kan få mindre end de nødvendige 2 %, hvad der vil være en katastrofe for den palæstinensiske befolkning i Israel.

Dette er grunden til at der lægges et væsentligt pres på ledelserne af de forskellige arabiske partier for at oprette en fælles liste.

Derudover er behovet for en forenet liste ikke kun et spørgsmål om valgpragmatisme: hvad de store spørgsmål angår er forskellene mellem de tre lister små; men hvis de opstiller hver for sig, er der stor risiko for at de vil bruge det meste af deres energi på at kæmpe mod hinanden frem for at koncentrere deres skyts mod de fremtrædende zionistiske partiers politik.

Dette er endnu mere væsentligt i betragtning af de alvorlige angreb på selve rettighederne for de palæstinensiske borgere i Israel, som er uden fortilfælde siden 1970’erne.

En fælles arabisk liste kan skabe betingelser for en genmobilisering af de palæstinensiske vælgere og fremkomsten af en klar stemme, som på den ene side kræver fuld lighed mellem jødiske og arabiske borgere, og på den anden side kræver en afslutning på den brutale ensidighed over for den palæstinensiske befolkning i de besatte territorier såvel som afslutning af besættelsen.

I de kommende dage må de forskellige partier træffe en beslutning, som kan have implikationer ikke kun for den palæstinensiske repræsentation i den næste Knesset, men på evnen hos deres vælgerkorps til at igangsætte en politisk modoffensiv efter de alvorlige nederlag i de sidste seks år.

Fra http://www.alternativenews.org

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Studieture og rejser. Bogmærk permalinket.