Enden på en politisk fiktion?

EI

Enden på en politisk fiktion?

Af Adam Hanieh, The Electronic Intifada 2. februar 2006

Hamas’ jordskredssejr i valgene d. 25. januar til det Palæstinensiske Lovgivende Råd (PLC) med 132 pladser er et vendepunkt uden fortilfælde for politikken i både Palæstina og det bredere Mellemøsten.

Det kan siges, at for første gang siden oprettelsen af Israel i 1948 har en officiel administrativ magt i Vestbredden og Gaza-striben stærk folkelig støtte og står ikke direkte i afhængighedsforhold til israelske eller vestlige interesser.

Meningsmålinger inden valget havde vedblivende forudsagt et tæt opløb mellem Hamas og det regerende parti Fatah. Hamas forventedes at vinde ca. en tredjedel af pladserne i PLC, mens 40 % ville gå til Fatah. Listen Uafhængigt Palæstina dannet af Mustafa Barghouti, en prominent NGO-figur i Vestbredden, blev forudsagt at komme ud som det tredjestørste parti, væsentligt foran det sekulære venstrefløjsparti Folkefronten for Palæstina Befrielse (PFLP).

Mindre partier som Badil, en koalition af mindre fraktioner af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), og Den Tredje Vej, ledet af den tidligere PA-finansminister Salem Fayyad og Hanan Ashrawi, direktør for den palæstinensiske NGO Miftah, blev også forventet at opnå flere pladser hver.

På trods af forudsigelser fra både deltagere og iagttagere gav de endelige resultater Hamas 74 pladser sammenlignet med 45 til Fatah. PFLP klarede tre pladser mens to pladser gik til hver af Uafhængigt Palæstina, Badil og Den Tredje Vej. Den høje valgdeltagelse på 78 % kan betragtes som et definitivt mandat fra det palæstinensiske vælgerkorps.

Det er vanskeligt at overdrive betydningen af det skifte som har fundet sted. Den Palæstinensiske Myndighed under Fatah-styre – med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser efter opstanden der begyndte i september 2000 – markerede sig almindeligvis ikke med mere end verbale fejder med den israelske regering.

PA-sikkerhedsstyrker koordineret med det israelske militær arresterede politiske modstandere og aktivister, reagerede næppe over for israelske aktioner på jorden med mere end dæmpet, retorisk indsigelse og gentog rutinemæssigt mantraet om “volden på begge sider”. Denne rolle lettede demobiliseringen og forvirringen af den palæstinensiske nationale bevægelse.

Den virkelige fare som Hamas’ sejr medfører for Israel, USA og EU er simpelthen denne: hvem vil de påkalde til at kontrollere den palæstinensiske befolkning, nu da den gamle Palæstinensiske Myndighed – hvor ineffektiv og upålidelig den end var fra deres perspektiv – er smuldret?

Forkastelse af en “politisk fiktion”

Den folkelige stemme for Hamas er først og fremmest en forkastelse af den katastrofale forhandlingsproces som fulgte på underskrivelsen af Oslo-aftalerne i 1993. Talrige stemmer har kritiseret Oslo-aftalerne som et figenblad for den fremadskridende kolonisering af Vestbredden og Gaza-striben, fjernt fra det erklærede mål om en ægte uafhængig palæstinensisk stat.

Under dække af “freds”-forhandlinger fortsatte Israel med at indeslutte og isolere palæstinensiske byer og landsbyer med dets net af bosættelser, omkørselsveje og kontrolposter. Det israelske militær kontrollerede palæstinensisk transit med et kompliceret system af tilladelser og bevægelsesrestriktioner.

Disse isolerede befolkningsøer blev udstafferet med autonomi, men effektiv kontrol forblev i hænderne på den israelske stat. Oslo (og de efterfølgende overenskomster) sigtede på at få palæstinenserne til at “police” dem selv, mens Israel fik lov til at uddybe dette apartheid-system. “Fred” har simpelthen virket som “newspeak” til at kamuflere apartheid-planen.

Hamas’ sejr er en slående anklage mod denne såkaldte “fredsproces”. Promoveret med bevidst svig af vestlige regeringer og de samlede medier blev myten om forhandlinger fuldstændig delt af ledelsen for Den Palæstinensiske Myndighed (PA), især af personer som den palæstinensiske præsident Abu Mazen og premierminister Abu Ala.

PA-ledelsen kom til at repræsentere underkastelse og overgivelse under banneret af fredelige forhandlinger og tom fordømmelse af vold. Faktisk påpegede Hamas-lederen Khaled Mishaal umiddelbart inden valgene til Det Lovgivende Råd at “50 års eksperiment lærte os at denne vej er udsigtsløs og Hamas vil ikke fortsætte med at bedrage det palæstinensiske folk med denne politiske fiktion”.

Korruption: ikke tilfældig men systemisk

At forstå Oslo-processens natur er centralt for at forklare Hamas-sejren. De fleste kommentarer har påpeget at den folkelige sympati for Hamas er baseret på forkastelse af det regerende Fatah-partis korruption, nepotisme og berigelse efter oprettelsen af PA i midten af 1990’erne.

Selv om dette bestemt er sandt, giver det kun lidt forklaring på de dybere årsager til denne korruption. Hvad der sædvanligvis forbliver uforklaret er at denne systemiske korruption var et direkte og tilsigtet resultat af selve Oslo-processen.

Oslo etablerede et system hvori Den Palæstinensiske Myndighed blev fuldstændigt afhængig af udenlandske midler for dens fortsatte overlevelse. Israel garanterede Den Palæstinensiske Myndigheds følgagtighed gennem kontrol over grænseovergange og bevægelse mellem byer, en kampagne af massiv konfiskation af jord som ødelagde palæstinensisk landbrug, og afskæring af byen Jerusalem (som tilvejebragte 40 % af den palæstinensiske økonomi) fra dens Vestbredsbagland.

Elektricitet, vand og kommunikationer forblev fast på israelske hænder. Denne kontrol blev kodificeret i overenskomster såsom Den Økonomiske Paris-Protokol 1994, som begrænsede hvilke varer palæstinenserne fik lov til at eksportere og importere.

Udenlandske tilskud, hovedsageligt fra USA og EU, blev de eneste likviditetsmidler for Den Palæstinensiske Myndighed. Disse midler kom imidlertid med en politisk pris og var beregnet til at købe eftergivenhed med den foregående kolonisering. Fordelingsret og korruption var de åbenlyse og logiske konsekvenser af et sådant system.

Med meget lidt mulighed for at opretholde et udkomme blev individuel overlevelse afhængig af udbetalingerne og de personlige kontakter i Den Palæstinensiske Myndighed eller Fatah. Omkring en halv million palæstinensere er afhængige af PA for deres udkomme.

Ydermere havde prominente figurer i Den Palæstinensiske Myndighed kontrol over de store palæstinensiske monopoler der direkte gennemførte handel med israelske og udenlandske selskaber. Deres indtjening afhang af den fortsatte status quo.

Måske det mest berygtede eksempel på dette var de cementselskaber ejet af den palæstinensiske premierminister, Abu Ala, som senere blev fundet at være direkte involveret i bygning af apartheid-muren.

Et stigende gab mellem det overvældende flertal af befolkningen og den velhavende elite i og omkring Den Palæstinensiske Myndighed blev til en dyb afgrund efter starten på den Palæstinensiske opstand i september 2000.

Fattigdomsniveauerne nåede 70 % i områder som Gaza-striben, mens det iøjnefaldende forbrug hos en stadig mindre elite mindede den almene befolkning om at hovedbyrden af israelske angreb mod det palæstinensiske samfund ikke blev båret ligeligt.

I modsætning hertil ses Hamas-aktivister som ærlige, pålidelige og forpligtede over for de fattiges interesser. Valgene blev gennemført med to stemmer: én til en Vestbred/Gaza-omfattende partiliste (66 pladser) og én til individuelle kandidater som opstillede på distriktsniveau (66 pladser).

En slående bekræftelse af hvordan Hamas-kandidater blev opfattet af de bysamfund der var nærmest på dem, vises af stemmeafgivelsen på distriktsniveau. Hamas tog 45 ud af de i alt 66 pladser valgt på distriktsniveau.

Hvad så efterfølgende?

Valget varsler et enormt skift hvis en Hamas-ledet Palæstinensisk Myndighed opfylder dens løfter om at handle i overensstemmelse med folkelige interesser. For at tage ét meget konkret eksempel: for øjeblikket holdes omkring 100 palæstinensere som politiske fanger i Jericho-fængsler af Den Palæstinensiske Myndighed. Disse aktivister er taget fra alle politiske grupper.

Måske er de mest fremtrædende lederne af PFLP som holdes fængslet for mordet på den stærkt højreorienterede israelske turistminister Ze’evi som reaktion på drabet af PFLP-lederen Abu Ali Mustafa.

Deres fængsling blev beordret af de israelske, US-amerikanske og britiske regeringer og var enormt upopulær over hele Vestbredden og Gaza-striben. Faktisk vandt Ahmed Saadat, generalsekretæren for PFLP, en plads i Det Lovgivende Råd i spidsen for PFLP-listen mens han var interneret i Jericho.

Det forekommer højst usandsynligt at Hamas ville fortsætte med at indvillige i foranstaltninger som disse, og faktisk var én af de første erklæringer udsendt af Hamas efter dens sejr, at den ville frigive Saadat.

Hvis Hamas gør alvor af dens løfte om ikke at understøtte disse besættelsesstrukturer, så vil dette være et stort tilbageslag for Israels og USA’s interesser i regionen.

Situationen udelukker imidlertid simpelhed pga. det labyrintiske net af grupperinger og interesser igennem hele PA-apparatet. Det Lovgivende Råd er et svagt organ, og officielt forbliver betydelig magt i hænderne på Abu Mazen og Præsidentkontoret.

Sikkerhedsstyrkerne – især den Præventive Sikkerhedsgren – forbliver et Fatah-ledet organ under Abu Mazens nominelle kontrol. Hamas selv opretholder et stærkt net af væbnet kadre, især i Gaza-striben.

Et antal kommentatorer har ytret frygt for at valgresultaterne kunne varsle en gentagelse af erfaringen fra Algier i 1991, hvor det islamiske parti FIS’ valgsejr blev omstyrtet af et militærkup og førte til langvarig borgerkrig. Enhver gentagelse i den palæstinensiske sammenhæng ville utvivlsomt se involvering af det israelske militær og sikkerhedsapparat mht. både at provokere og opretholde intern væbnet strid.

Der er ingen tvivl om at Hamas er vidende om denne trussel, idet den gentagne har erklæret at den støtter en regering af national enhed og nægter at blive trukket ind i væbnede sammenstød med andre palæstinensiske grupper. Ikke desto mindre er israelsk hemmelig støtte til en sådan eventualitet en reel og konkret mulighed.

Anstrengelsen for at holde de palæstinensiske sikkerhedsstyrker under Abu Mazens kontrol kunne måske lægge grunden til et sådant scenarie. USA’s støtte til PA-nøglesikkerhedschefer som Mohammed Dahlan og Jibril Rajoub er en kendt sag, og begge har været fremtrædende i de væbnede demonstrationer af Fatah-støtter i Gaza og Vestbredden efter valget.

Disse demonstrationer har fordømt Hamas-sejren og opfordret Abu Mazen og Fatahs centralkomité til at træde tilbage. Ikke desto mindre beskrev Fatahs væbnede gren, Al Aqsa Martyrernes Brigade, i en erklæring udsendt den 28. januar, disse demonstrationer som et populistisk greb efter magten fra bestemte Fatah-lederes side.

I en ikke alt for skjult henvisning til Mohammed Dahlan og Jibril Rajoub kritiserede AMB skarpt organisatorerne af demonstrationerne som nogle der spredte korruption og stærkt bidrog til det ydmygende Fatah-nederlag.

Nøglespørgsmålet vil være hvordan Hamas klarer modsætningen mellem dens forpligtelse over for den nationale kamp og opretholdelsen af PA’s strukturer. PA’s økonomiske afhængighed vil ikke forsvinde med Hamas-sejren, selv om den politiske karakter af dette forhold er blevet gjort slående klart med trusler fra USA og EU om at kappe finansieringen.

Det mangler at blive set om Hamas kan finde andre kilder til støtte, vil forsøge at implementere en eller anden form for omfordeling af rigdom eller en strategi for folkelig tillid, eller vil begynde at omdefinere dens politik for at blive mere acceptabel for Vesten.

Selv om det sidstnævnte forekommer usandsynligt på det nuværende stadium, er det bestemt ikke muligt for situationen at forblive statisk.

Denne modsætning er ikke skabt af Hamas og er præcis en konsekvens af de strukturelle begrænsninger som blev sat i værk af Oslo-processen. Den eneste vej ud af denne binding er at bryde med den forestilling at den palæstinensiske kamp først og fremmest er om hvad der sker i Vestbredden og Gaza-striben.

Et bevidst mål for Oslo-processen var at indsnævre den palæstinensiske kamp til en ordstrid om landprocenter i Vestbredden og kappe enhver sammenhæng mellem palæstinenserne i Vestbredden/Gaza-striben, dem som forblev i det historiske Palæstina fra 1948 som israelske borgere, og dem som er i eksil uden for deres hjemland.

Nøglen til dette var ødelæggelsen af PLO som en national befrielsesbevægelse og erstatningen af den med Den Palæstinensiske Myndigheds statsbygningsprojekt.

Dannelsen af PLO i 1960’erne var et kritisk trin fremad for den palæstinensiske kamp, da den forenede den spredte palæstinensiske nation hen over mange generationer og lande.

Grundkravet i denne kamp var retten til at vende tilbage: insisteringen på at palæstinensere havde ret til at vende tilbage til deres hjem og jorder, hvorfra de var blevet drevet i eksil. Et nøgletræk ved alle forhandlinger siden Oslo var et forsøg på at underminere dette krav ved at reducere det til den symbolske tilbagevenden af nogle få tusinde palæstinensere til Vestbredden og Gaza-striben.

Ikke desto mindre, på trods af den åbne villighed hos individer såsom Abu Mazen til at bøje sig for sådanne forsøg, forbliver palæstinensere over alt i verden forenet bag en fuld tilbagevenden til det historiske Palæstina.

I en opvisning af tragisk ironi efter Hamas-sejren hævdede Abu Mazen at han ville fortsætte forhandlinger med Israel under overhøjhed af PLO snarere end Den Palæstinensiske Myndighed.

Selv om dette teknisk set altid har været tilfældet, betød kastreringen af PLO efter Oslo at retningen af forhandlinger var langt fjernet fra demokratisk eller folkelig kontrol.

Centralt for den kommende periode vil være, hvad der sker med disse bredere palæstinensiske nationale strukturer, og den mulige genoplivelse af bevægelsen for retten til at vende tilbage.

Både Hamas og PFLP førte kampagne omkring vigtigheden af at forny palæstinensiske strukturer uden for Vestbredden og Gaza-striben. Faktisk inkluderede PFLP i dens valgprogram at valgene til Det Lovgivende Råd skulle udgøre mandatet for Vestbred/Gaza-stribe-repræsentation for Det Palæstinensiske Nationalråd (PNC). Som det palæstinensiske parlament i eksil er PNC det højeste ledelsesorgan for PLO og antages at repræsentere alle palæstinensere i eksil. Det har imidlertid været døende i de seneste årtier.

PFLP har opfordret til valg over hele verden for at vælge resten af PNC og genetablere det som den primære kraft for palæstinensisk beslutningstagen.

I et opmuntrende tegn identificerede Hamas-leder Khaled Mishaal klart dette som en vigtig strategisk orientering for Hamas i en lederartikel offentliggjort i the Guardian den 31. januar. Mishaal erklærede:

“Vort budskab til palæstinenserne er dette: vort folk er ikke kun dem der lever under belejring i Vestbredden og Gaza-striben, men også de millioner der vantrives i flygtningelejre i Libanon, Jordan og Syrien og de millioner der er spredt verden rundt ude af stand til at vende hjem.

Vi lover jer at intet i verden vil afholde os fra at forfølge vort mål om befrielse og tilbagevenden. Vi vil ikke spare nogen anstrengelse for at arbejde med alle grupper og institutioner for at sætte vort palæstinensiske hus i orden.

Efter at have vundet parlamentsvalgene er vort mål på middellangt sigt at reformere PLO for at genoplive dens rolle som en sand repræsentant for hele det palæstinensiske folk, uden undtagelse eller diskrimination”.

I denne sammenhæng står den palæstinensiske solidaritetsbevægelse over for vigtige udfordringer. I betragtning af den uorden som Hamas’ uventede valgsejr har medført for israelske og US-amerikanske planer for regionen, bør vi fuldt ud forvente en vedvarende ideologisk offensiv mod dem i de toneangivende medier.

Denne kampagne er allerede begyndt med de forudsigelige historier om den truende “Talebanisering” af det palæstinensiske samfund. Sådanne påstande må imidlertid behandles med mistro. Hamas’ sejr udtrykte en politisk følelse og et ønske om et reelt alternativ til Oslo-spændetrøjen. Hamas-ledelsen erkender klart dette og har vist meget lidt tilbøjelighed til at implementere vidtrækkende samfundsændringer ad religiøse linjer.

Hamas-sejren hjælper med til at bortvejre myterne der omgiver forhandlingerne i det sidste årti. Den palæstinensiske befolkning i Vestbredden og Gaza-striben har overvældende erklæret, at disse forhandlinger blot har været et dække for uddybningen af israelsk apartheid. Hamas-repræsentanters klare budskab i ugen efter valget er at “fredsprocessen” – som forstået af Israel og vestlige magter, og pligtskyldigst efterplapret af den toneangivende presse – intet har at gøre med en ægte, retfærdig fred. Vi har til gode at se om resten af verden vil tage notits af dette budskab.

Adam Hanieh er medlem af The Al-Awda Right of Return Coalition og medforfatter til Stolen Youth: The Politics of Israel’s Detention of Palestinian Children (2004). Denne artikel kom først på Znet den 31. januar 2006.

Fra: http://electronicintifada.net/v2/article4447.shtml

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Comments are closed.