Første overvejelser om Hamas’ valgsejr

DOM-DMZ-MTA

Første overvejelser om Hamas’ valgsejr

af Gilbert Achcar; 27. januar 2006

1. Hamas’ overvældende valgsejr er kun ét af resultaterne af den intensive brug USA siden 1950’erne har gjort af islamisk fundamentalisme som et ideologisk våben mod både progressiv nationalisme og kommunisme i den muslimske verden.

Dette blev gjort i nært samarbejde med Sa’udi-kongedømmet – et de facto US-protektorat næsten fra dets grundlæggelse i 1932. Fremhjælpningen af den mest reaktionære fortolkning af den islamiske religion under udnyttelse af dybt rodfæstede folkelige religiøse forestillinger førte til at denne ideologi udfyldte det vacuum der blev efterladt ved 1970’ernes udtømning af de to ideologiske strømninger den tjente til at bekæmpe.

Vejen var således banet i hele den muslimske verden for at islamisk fundamentalisme kunne blive det dominerende udtryk for massernes nationale og sociale vrede til stor skræk for USA og dets saudiarabiske protektorat.

Historien om Washingtons relation med islamisk fundamentalisme er den mest slående moderne illustration af troldmandens lærling. (Jeg har beskrevet dette udførligt i min bog “The Clash of Barbarisms”).

2. Den palæstinensiske scene var ingen undtagelse fra dette almene regionale mønster, skønt den fulgte trop med et tidehverv. Selv om den palæstinensiske guerillabevægelse først gjorde sig gældende som et resultat af udmattelsen af den mere traditionelle arabiske nationalisme og som et udtryk for radikalisering, undergik bevægelsen en meget hurtig bureaukratisering fremhjulpet af en betydelig indstrømning af petrodollars og nåede niveauer af korruption der ikke har nogen lige i nationale frihedsbevægelsers historie.

Dog, så længe den – i skikkelse af PLO – forblev hvad der kunne beskrives som et “statsløst statsapparat der søgte et territorium” (se min bog “Eastern Cauldron”), kunne den palæstinensiske nationale bevægelse stadig legemliggøre forhåbningerne hos det store flertal af de palæstinensiske masser, trods de talrige drejninger, vendinger og løftesvigt hvormed dens historie er bestrøet.

3. Men da en ny generation af palæstinensere tog kampen op i slutningen af 1980’erne med Intifadaen der startede i december 1987, begyndte deres radikalisering i stigende grad at gå i retning af islamisk fundamentalisme.

Dette blev lettet af, at den palæstinensiske venstrefløj, den ledende kraft i Intifadaen i de første måneder, satte denne sidste historiske mulighed over styr ved til sidst endnu en gang at rette ind bag PLO-ledelsen og således fuldende sin egen fallit.

I en mindre målestok havde Israel spillet sin egen version af troldmandens lærling ved at favorisere den islamiske fundamentalistiske bevægelse som rival til PLO før Intifadaen.

4. Oslo-aftalen i 1993 indledte den afsluttende fase af PLO’s degeneration, da dens ledelse – eller rettere sagt den ledende kerne i denne ledelse, uden om de officielle ledende organer – blev tildelt formynderskab over den palæstinensiske befolkning i Vestbredden og Gaza-striben.

Dette kom i bytte for hvad der reelt udgjorde en kapitulation: PLO-ledelsen opgav de minimumsbetingelser som var krævet af de palæstinensiske forhandlere fra de i 1967 besatte territorier, først og fremmest et israelsk tilsagn om at fastfryse og tilbageføre bygningen af bosættelser som var i gang med at kolonisere deres land.

Selve betingelserne for denne kapitulation – der dømte Oslo-aftalerne til tragisk at slå fejl således som kritikere meget rigtigt forudsagde fra starten – gjorde det sikkert at skiftet i den politiske folkestemning ville blive fremskyndet.

Den zionistiske stat drog fordel af den stilstand, som blev bragt til 1967-territorierne ved Den Palæstinensiske Myndigheds (PA’s) opfyldelse af rollen som politistyrke ifølge den tildelte fuldmagt, til drastisk at intensivere koloniseringen og opbygge en infrastruktur beregnet til at lette dens militære kontrol over disse territorier.

I overensstemmelse hermed forøgedes PA’s miskredit ubønhørligt. Dette tab i folkelig støtte hæmmede mere og mere dens evne til at slå ned på den palæstinensiske islamiske fundamentalistiske bevægelse – som det blev krævet af den, og som den begyndte at forsøge på så tidligt som i 1994 – for ikke at tale om dens evne til at marginalisere den islamiske bevægelse politisk og ideologisk.

Ydermere førte overførslen af PLO-bureaukratiet fra eksil ind i 1967-territorierne som et herskende apparat betroet den opgave at overvåge befolkningen som førte Intifadaen, hurtigt til at dens korruption nåede afgrundsdybe niveauer – noget befolkningen i territorierne ikke havde oplevet på første hånd før.

Samtidig var Hamas, som de fleste sektioner af den islamiske fundamentalistiske massebevægelse – i modsætning til “substitutionistiske” strengt terroristiske organisationer blandt hvilke al-Qa’eda er blevet det mest iøjnefaldende eksempel – meget opsat på at være opmærksom på folkelige basisbehov, organisere sociale tjenester og opdyrke et ry for nøjsomhed og ubestikkelighed.

5. Ariel Sharons uimodståelige opstigen til styret for den israelske stat var resultatet af hans september 2000 provokation som antændte den “Anden Intifada” – en opstand der pga. dens militarisering manglede de mest positive træk af den folkelige dynamik i den første Intifada.

En Palæstinensisk Myndighed som pga. selve dens natur bestemt ikke kunne bygge på masse-selvorganisering og valgte den eneste kampmåde den var fortrolig med, fremmede denne militarisering.

Sharons opstigen var også et produkt af den blindgyde Oslo-processen var nået til: sammenstødet mellem den zionistiske fortolkning af Oslo-rammen – en opdateret version af “Alon-planen” fra 1967 hvorved Israel ville afstå de befolkede områder af de i 1967 besatte områder til en arabisk administration, mens det beholdt koloniserede og militariserede strategiske lunser – og Den Palæstinensiske Myndigheds (PA’s) minimumskrav om at genvinde alle, eller næsten alle, de i 1967 besatte territorier, uden hvilket den vidste at den ville tabe dens resterende autoritet over den palæstinensiske befolkning. Valgsejren for krigsforbryderen Ariel Sharon i februar 2001 – en begivenhed der var mindst lige så “chokerende” som Hamas’ valgsejr – forstærkede uundgåeligt den islamiske fundamentalistiske bevægelse, hans modpart mht. radikalisering af stillingtagen mod bagtæppet af et dødfødt historisk kompromis.

Alt dette blev selvfølgelig stærkt drevet frem af George W. Bush’s (absolut afvendelige, men ikke-afvendte) magtovertagelse, og udløsningen af hans vildeste imperialistiske ambitioner takket være angrebene den 11. september 2001.

6. Ariel Sharon spillede dygtigt på dialektikken mellem ham selv og hans palæstinensiske virkelige modstykke, Hamas. Hans beregning var simpel: For at blive i stand til ensidigt at gennemføre sin egen hård-linje-version af den zionistiske fortolkning af en “løsning” med palæstinenserne behøvede han to betingelser opfyldt: a) at minimere det internationale pres på ham – eller snarere USA’s pres, det eneste der virkelig betyder noget for Israel; og b) at påvise at der ikke er nogen palæstinensisk ledelse med hvem Israel kunne indgå aftaler.

For at opnå dette behøvede han at fremhæve PA’s svaghed og upålidelighed ved at puste til udbredelsen af den islamiske fundamentalistiske bevægelse velvidende at denne sidstnævnte var bandlyst af de vestlige stater. Derfor, hver gang der var nogen slags våbenhvile forhandlet frem af PA med de islamiske organisationer, ville Sharons regering gribe til en “udenretslig henrettelse” – i almindeligt sprog, et mord – for at provokere disse organisationer til gengældelse med de midler de havde specialiseret sig i: selvmordsangreb, deres “F-16’er” som de siger.

Dette havde den dobbelte fordel at understrege PA’s manglende evne til at styre den palæstinensiske befolkning, og at forøge Sharons egen popularitet i Israel. Sandheden er at Hamas’ valgsejr er det resultat som Sharons strategi meget åbenbart søgte, således som mange kløgtige iagttagere ikke undlod at påpege.

7. Så længe Yasir Arafat var i live, kunne han stadig bruge resten af sin egen historiske prestige. Tværtimod hvad mange kommentatorer har sagt, betød Sharons udelukkelse af Arafat i hans sidste måneder ikke, at den palæstinensiske leder mistede sin anseelse: faktisk var Arafats popularitet på alle tiders lavpunkt før hans udelukkelse og genvandt i styrke efter at den startede.

Egentlig har Arafats lederskab altid været direkte næret af hans dæmonisering fra Israels side, og hans popularitet steg igen da han blev Sharons fange. Dette er grunden til at USA’s og Israels kandidat til palæstinensisk lederskab, Mahmoud Abbas, ikke var i stand til at tage virkeligt over så længe Arafat var i live.

Dette er også grunden til at både Bush-administrationen og Sharon ikke ville lade palæstinenserne organisere de nye valg som Arafat blev ved med at forlange da hans repræsentativitet blev udfordret meget hyklerisk i navn af “demokratisk reform”.

Selve arten af de “demokrater” som blev støttet af Washington og Israel under denne overskrift, repræsenteres bedst af Muhammad Dahlan, den mest korrupte chef for ét af de rivaliserende undertrykkende “sikkerheds”-apparater som Arafat holdt under sin kontrol efter et mønster som er velkendt for autokratiske arabiske regimer.

8. Hamas’ valgsejr er et rungende slag i ansigtet på Bush-administrationen. Som den seneste illustration af troldmandens lærling, som USA’s politik i Mellemøsten så iøjnefaldende har opført, er den det sidste søm i ligkisten for dens neokolonialistisk inspirerede, demagogiske og bedrageriske retorik om at bringe “demokrati” til “Mellemøsten i bred forstand”.

Det er selvfølgelig for tidligt at foretage nogen sikker forudsigelse på dette tidspunkt mht. hvad der vil ske på gulvet. Imidlertid er det muligt at gøre nogle få betragtninger og prognoser: Hamas har ikke nogen social tilskyndelse til samarbejde med den israelske besættelse, i det mindste ikke noget der på nogen måde minder om tilskyndelsen for de PLO-baserede PA-apparater.

Bevægelsen er i virkeligheden blevet kastet ud i forvirring af dens egen sejr, da den sikkert ville have foretrukket den meget mere komfortable tilstand at være en større parlamentarisk opposition til PA. Derfor kræver det en hel del selvbedrag og ønsketænkning at tro at Hamas vil tilpasse sig til de betingelser der er lagt ud af USA og Israel.

Samarbejde er så meget mindre sandsynligt forudsat at den israelske regering under ledelse af det nye Kadima-parti grundlagt af Sharon vil fortsætte hans politik, idet de drager fuld fordel af valgresultatet som passer så godt til dens planer og umuliggør ethvert forlig med Hamas. Ydermere står Hamas over for en overbydende rival repræsenteret af “Islamisk Jihad” som boykottede valget.

9. For at forsøge at redde den meget følsomme palæstinensiske komponent i den samlede amerikanske Mellemøsten-politik som den klarede at styre ind i svare vanskeligheder, vil Bush-administrationen sandsynligvis overveje tre muligheder: Én ville være et større skift i Hamas’ politik, købt og formidlet af Sa’udierne; dette er imidlertid usandsynligt af de ovennævnte grunde og ville være langvarigt og usikkert.

En anden ville være at anstifte spænding og politisk opposition mod Hamas for at fremprovokere nye valg i nær fremtid, ved at udnytte de store præsidentbeføjelser som Arafat havde tildelt sig selv og som Mahmoud Abbas arvede, eller blot ved at få denne sidste til at træde tilbage og således fremtvinge et præsidentvalg.

For at et sådant træk skulle krones med held, eller blot have mening i det hele taget, er der behov for en troværdig person som kunne genopnå et flertal for det traditionelle palæstinensiske lederskab; men den eneste person som har det minimum af prestige som kræves for denne rolle, er for tiden Marwan Barghouti som – fra sin israelske fængselscelle – lavede en alliance med Dahlan før valget.

Det er derfor sandsynligt at Washington vil lægge pres på Israel for hans frigivelse. En tredje mulighed ville være det “algeriske scenarium” – der henviser til en militærjuntas afbrydelse af valgprocessen i Algeriet i januar 1992 – hvilket ifølge rapporter i den arabiske presse allerede har været overvejet: PA’s undertrykkelsesapparat ville slå ned på Hamas, indføre belejringstilstand og indføre et militærpolitidiktatur.

Selvfølgelig er en kombination af de to sidste scenarier også mulig, hvor man udsætter indførelsen af belejringstilstand indtil man har skabt politiske tilstande som er mere egnede for det. Ethvert forsøg fra USA og EU’s side på at sulte palæstinenserne til underkastelse ved at afbryde den økonomiske hjælp de giver dem, ville være katastrofalt af både humanitære og politiske grunde og bør imødegås så kraftigt som muligt.

Bush-regeringens katastrofale styring af USA’s politik i Mellemøsten, oven på årtiers kluntede og kortsynede imperialistiske USA-politik i denne del af verden, har endnu ikke båret al dens bitre frugt.

Gilbert Achcar er forfatter til “Eastern Cauldron” (Monthly Review Press, New York 2004) og “The Clash of Barbarisms” (ny udvidet udgave udkommer snart fra Saqi Books (London) og Paradigm Publishers (Boulder, CO)).

Fra DOM-DMZ-MTA 28. januar 2006

Oversat fra engelsk for DPV af Jørgen Nyeng

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Kommentarer, Menneskerettigheder. Bogmærk permalinket.