Haifa Universitet udbreder budskab om frygt for palæstinensere

The Electronic Intifada

Haifa Universitet udbreder budskab om frygt for palæstinensere

Adri Nieuwhof og Jeff Handmaker, The Electronic Intifada, 13. okt. 2005.

Haifa Universitet har advaret udenlandske studerende om faren ved at besøge palæstinensere. Denne advarsel, der kommer i form af ”Specielle Sikkerhedsinstrukser for Studerende”, følger universitetets beslutning om at etablere et specielt uddannelsesprogram for soldater, der tjener i den israelske hær.

Sådanne handlinger er åbenlyst diskriminerende, og giver ny begrundelse for at Haifa Universitet kommer på en liste over israelske universiteter, der må (gen-)overvejes m.h.t. en akademisk boycot.

Specielle sikkerhedsinstrukser

Dette efterår har Haifa Universitets institut for oversøiske studier rundsendt disse studenter-instrukser. Studenterne rådes til ”ikke at rejse på Vestbredden eller i Gaza-striben. Så vidt muligt undgå arabisk-befolkede områder indenfor Israel. Dette inkluderer arabisk Øst Jerusalem og den gamle bydel.”

Disse advarsler efterfølges af: ”Hvis du vil se Israel, mens du er her, råder vi dig til at deltage i de ture, der tilbydes som en del af programmet. Disse gennemføres alle i samråd med de relevante sikkerhedsmyndigheder.”

Ifølge Haaretz er Haifa Universitet vært for omkring 3500 arabiske studerende, der udgør ca. 20% af det samlede antal studerende.

Protest i Haifa

Haifas sociale udviklingskomite (Social Development Committee (SDC)), der er en almennyttig, palæstinensisk borgerrettighedsorganisation i Israel, har protesteret over distribueringen af brevet og forlangt, at universitetet straks stopper denne praksis. SDC har, via sin sagfører, Nasser Nasrallah, fordømt sikkerhedsinstrukserne som værende kontraproduktive, idet universitetets mål var at uddanne de studerende i et demokratisk miljø.

Ifølge SDC var brevet specielt alvorligt , fordi en hel sektor af det israelske samfund – den (palæstinensiske) arabiske sektor – blev karakteriseret som en sikkerhedsrisiko.

Nasrallah forklarer hykleriet i Haifa Universitets påstand om, at det fremmer ”gensidig for-ståelse og samarbejde mellem de jødiske og arabiske befolkningsgrupper, inden- og udenfor universitetet.” Det er stolt af at være en ”sam-eksistens-organisation”, og modtager på denne baggrund betragtelig økonomisk støtte”, skriver Nasrallah. ”Instruks-papiret indikerer ikke kun universitetets syn på arabisk studerende, men også hvordan det behandler dem.”

Undskyldning

D. 22. september undskyldte universitetets administration for den eventuelle smerte, påført de arabiske studerende. Dokumentet blev efter sigende skrevet under begivenhederne i oktober 2000, hvor universitetet udsendte strenge sikkerhedsinstrukser for udenlandske studerende. Instituttet for oversøiske studier er tilsyneladende blevet instrueret om at lave et nyt udkast til dokumentet.

Nasrallah var overrasket over, at dokumentet havde cirkuleret i alle disse år. ”I fem år”, sagde Nasrallah, ”er udenlandske studerende blevet udsat for fejlagtige og misvisende instrukser vedrørende vores samfund.”

Soldater, en ny målgruppe

Yderligere et initiativ fra universitetets side kan måske underminere dets muligheder for at modtage bevillinger på basis af dets profil som havende en relativt blandet israelsk og palæstinensisk studenter population.

Universitetet har, i samarbejde med den israelske hær, påbegyndt et specielt uddannelsesprogram for soldater, der aftjener deres obligatoriske værnepligt. Ifølge denne aftale, kan soldaterne gøre brug af de sparsomme kollegie-faciliteter på universitetsområdet. Disse programmer er altovervejende (om ikke udelukkende) beregnet til jødiske studerende, der vil drage fordel heraf.

I betragtning af det meget begrænsede antal tilgængelige kollegier, vil denne ordning indirekte diskriminere de palæstinensiske studerende.

En pressemeddelelse fra den arabiske studenterorganisation på Haifa Universitet afslører, at soldater-projektet var holdt hemmeligt, og kun afsløret efter direkte forespørgsler fra lektorer på universitetet.

Lige rettigheder

Begge disse tiltag diskriminerer, enten åbent eller indirekte, mod ”arabere”. Der er som sådan en krænkelse af adskillige menneskerettighedskonventioner, som Israel har ratificeret, og latterliggør yderligere Israels insisteren på at være et ”demokrati”.

Hvis Haifa Universitet ønsker at give et bidrag til den såkaldte ”sameksistens” mellem israelere og palæstinensere, må det ledende princip være lige rettigheder og respekt for hinanden.

På baggrund af disse seneste tiltag, synes det helt klart at universitetet er på det forkerte spor.

Adri Nieuwhof er psykolog og menneskerettigheds-advokat. Jeff Handmaker er menneskerettigheds-advokat i Haag og deltids Ph.D.-forsker på Hollands Institut for Menneskerettigheder (SIM), Utrecht Universitet.

Oversat fra engelsk af Dorte M. Dihver for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening.

Dette indlæg blev udgivet i Gamle indlæg, Møder. Bogmærk permalinket.