Dagbog “Live fra Palæstina” – 6

Chamila Sten, DPV

Dagbog “Live fra Palæstina” – 6

Chamila Sten Af Chamila StenBirzeit

Fredag den 18. november

Kære Alle sammen!

Fredag besluttede jeg at tage til Jenin, fordi jeg havde hørt, at forældrene til den 13-årige dreng, Ahmed, der blev dræbt under Eid havde valgt, at donere drengens organer til et israelsk sygehus i den hensigt, at drenges organer kunne blive transplanteret til hvem, der havde brug for det. Jeg følte, at jeg måtte tage dertil, for at høre hvilke tanker og følelser drenges forældre havde omkring hele situationen. 

Flyvende checkpoint “flyvende” check point på vej til Jenin

Jenin ligger kun ca. 60 kilometer væk fra Ramallah, men alligevel tog det mig ca. tre timer at komme til Jenin, fordi der var så mange checkpoints. Når der er mange ”flyvende” checkpoints, dem kan opstå hvor som helst og hvornår som helst, alt afhængig af det israelske militærs agenda netop den dag, samtidig med de ”faste” checkpoints, kan det let tage 3-8 timer, at tilbagelægge ca. 70 km.

Da jeg kom til Jenin var jeg lidt på herrens mark. På forhånd havde jeg valgt at gøre dette alene, uden hjælp, fordi jeg tit føler, at når der er en ”mellemmand/kvinde” tilstede kommer jeg ikke helt så tæt på folk, som jeg gerne vil. Men jeg må indrømme, at da jeg blev sat af ved udkanten af flygtningelejren, hvor jeg vidste, at drengens forældre boede, følte jeg mig lidt alene. Det varede dog ikke længe før jeg fik øje på en mand, der sad udenfor en lille butik. På mit, desværre ikke helt perfekte arabisk, fik jeg spurgt om han kendte en der talte engelsk. ”Ja” sagde han, følg efter mig. Jeg fornemmede, at denne mand, hans navn var Khelil, var en god mand, så jeg fulgte efter ham. Efter ca. 5 minutters gang i de smalle klaustrofobiske gader, der karakteriserer flygtningelejrene hernede, åbnede han døren indtil et hus. ”Velkommen” sagde han. Jeg blev inviteret indenfor til arabisk kaffe. Khelils nevø Mohammad talte perfekt engelsk og vi faldt hurtigt i snak. Jeg fik fortalt hvorfor jeg var kommet til Jenin Camp og spurgte, om de troede, det kunne lade sig gøre, at møde Ahmeds forældre.

”Hvis de er hjemme tror jeg sagtens det kan lade sig gøre” sagde Mohammad. Han var godt nok ikke helt sikker på, hvor de boede, (der bor ca. 15.000 flygtninge i Jenin Camp), men det kunne han sagtens finde ud af. Mohammad tilbød også at oversætte, når jeg skulle møde forældrene til den dræbte dreng. Det tilbud tog jeg imod.

Efter afskeden med Mohammads familie, der behandlede mig som om de altid havde kendt mig, tog vi af sted for at finde Ahmeds familie. Det viste sig, at Ahmeds families hus kun lå ca. 10 minutters gang fra Mohammad og Khelils hus.

Khelils familie Khelil i hvid sweatshirt og hans nevø Mohammad i orange sweatshirt samt deres familie

Det første jeg fik øje på, da vi ankom til Ahmeds families hus, var et billede af Ahmed, der hang udenfor. Jeg fik en klump i maven. Dette var første gang, jeg skulle tale med en familie, som lige havde mistet deres lille dreng. Da vi kom indenfor, blev vi mødt af en onkel til Ahmed. Han spurgte, hvem jeg var og jeg fortalte kort om mig selv. ”Velkommen” sagde han.

Det viste sig, at faren ikke var hjemme, men jeg kunne komme til, at tale med moderen. Jeg takkede ja og efter et kort stykke tid kom moderen. Hun satte sig i sofaen overfor mig, med sine små døtre ved sin side. Ovenfor hang der et maleri af Ahmed liggende blødende på jorden. Når nogen hernede mister nogen, er det skik, at man hurtigt derefter får lavet en lille note med et billede af vedkommende, som man distribuerer til familie og venner. Men dette var første gang jeg så et sådan maleri, som hang der på væggen. Efter jeg havde udtrykt min medfølelse, spurgte jeg moderen, hvordan det hele startede og hun fortalte:

”Den første dag i Eid gik Mohammed ud for at lege. Det er tradition, at drengene render ud for at lege tidligt. Han havde sit legetøjsgevær med og havde kun lige forladt huset, da han blev skudt. Vi vidste ikke, at der var soldater udenfor. De var klædt i civil, som de er, når de kommer hertil for, at lede efter nogen. De kom ud af en bil, åbnede ild og i det angreb blev Ahmed ramt. Bagefter forsvandt de ud af flygtningelejren. Ahmed blev først kørt til et sygehus i Jenin, derefter overført til Afula, som ligger i det israelerne kalder Israel. Fra Afula blev han overført til et hospital i Haifa. Der fortalte lægerne os, at der ikke var noget at gøre. Ahmed kunne ikke reddes. Så beslutte vi, at vi ville donere hans indre dele til dette hospital til brug for hvem som helst, der havde brug for det. Først og fremmest valgte vi, at gøre dette fordi Ahmeds farfars bror døde fordi det ikke var muligt, at få et nyt hjerte, da hans eget ikke længere var raskt. Vi ønskede ikke, at nogen mennesker skulle komme i en sådan situation som Ahmeds farfars bror. Dernæst valgte vi, at gøre det, for at vise verden, at vi her i Palæstina ikke er terrorister, men mennesker ligesom alle andre og alt vi ønsker er, at leve i fred med vores naboer. Israelerne dræber palæstinenserne hver dag, men vi ønsker ikke at dræbe nogen. Vores handling symboliserer vores ønske om fred”.

Ahmeds mor og søstre

Ahmeds mor og søstre 

Inden vi sluttede af spurgte jeg hvordan Ahmeds søskende ( 2 ældre brødre og 3 yngre søstre) tog hele situationen og hvad de havde fortalt dem.

Moderen fortalte: ”Vi har fortalt børnene hvorfor vi har gjort hvad vi gjorde. De har accepteret det, men de er stadigvæk bange for soldaterne. Den angst vil de altid have, fordi de ved, hvordan soldaterne behandler folk her i Palæstina. Men livet må gå videre. Alle her har mistet nogen. Livet må gå videre.”

Da jeg kom hjem til min lejlighed i Bir Zeit snakkede jeg med nogle venner om mine oplevelser. En af dem sagde, at det som Ahmeds familie havde gjort var forkert. ”Vi skal bekæmpe okkupationen med al vores magt, og ikke give dem vores hjerter” sagde han. Jeg ønsker ikke, at bedømme eller vurdere om dette var godt eller skidt, det må folk selv gøre. Men noget kan jeg sige. Hvis vi virkelig ønsker fred må vi se hinanden som lige mennesker. Hvis nogle mennesker føler sig bedre end andre, mere ”civiliserede” end andre, kan vi aldrig leve sammen i fredelig eksistens. Vi må respektere hinanden som ligeværdige i alle henseender.

Lægerne på sygehuset fandt en person, der havde brug for Ahmeds hjerte. Og nu slår Ahmeds hjerte videre i en 13-årig israelsk pige, der efter gymnasiet vil blive beordret i hæren. Vi kan kun håbe, at hun nægter, men vi ved ikke, hvad der vil ske. Måske vil Ahmed gense sin familie i Jenin Camp igennem en israelsk soldats øjne.

På gensyn!

Comments are closed.