”Hudnaen” som ingen ønsker

The Jordan Times

”Hudnaen” som ingen ønsker

Af Hasan Abu Nimah, The Jordan Times 9.11. 2005.

Den anden hudna ( våbenhvile ) mellem palæstinenserne og deres besættere understreger den vaklende og latterlige tilstand som den såkaldte ”fredsproces” befinder sig i.

Hver gang der forekommer en episode, så hører man koret fra alle sider: ”Dette kan bringe fredsprocessen i fare”.

Lang tid efter at fredsprocessen er holdt op med at eksistere, fortsætter bekymringen vedrørende dens helbredstilstand.

Hver gang palæstinenserne appellerer til Sikkerhedsrådet, eller forsamlingen finder på at sætte dette ud af spillet, så er svaret fra de magter som blokerer for enhver handling – ”Kvartetten” – altid det samme.

En udtalelse, en beklagelse, en blot og bar uenighed fra den arabiske eller palæstinensiske side, selv en bøn om at ”få forhandlingerne tilbage på sporet” ( en anden cliché ) bliver hver gang mødt med beskyldningen, at talsmanden nu igen ”truer freden”.

Der er ikke meget, der har forandret sig på de seneste, udover at ”hudnaen” har overtaget ”fredsprocessens” plads i dette sterile spil.

Hverken hudnaen – den formodede våbenstilstand mellem israelere og palæstinensere – eller fredsprocessen har nogensinde været reelle, konkrete skridt på en vej hen imod at afslutte den israelske aggression og at ophæve okkupationen fra 1967.

Men at tro på dem og beskæftige sig med dem som om de var virkelige, har tjent som en vigtig politisk begrundelse for dem som i virkeligheden ved bedre.

Siden det lykkedes for formanden for Det palæstinensiske Selvstyre, Mahmoud Abbas, at overtale alle palæstinensiske modstandsgrupper til at overholde en våbenhvile ”så fredsprocessen kunne blive genoplivet” er der dårligt gået en uge uden voldelige episoder har fundet sted mellem palæstinenserne og de israelske besættelsesstyrker. Hvorfor?

Historien har lært os, at en succesfuld våbenhvile er en aftale mellem to kæmpende parter om at holde inde med skydningen i det øjeblik, hvor de begge er kommet til den konklusion, at krigen har forberedt et grundlag for samtale.

Man fortsætter med våbenhvilen så lang tid, samtalerne skrider frem.

Hvis disse kulminerer i en aftale, så vil våbenstilstanden blive forvandlet til en permanent fred. Modsat, hvis samtalerne falder til jorden, så må man ty til kamp igen.

Sådanne våbenhviler er aldrig ensidige og aldrig påtvunget for deres egen skyld.

Når de er ensidige, så kalder man det normalt overgivelse.

Hvorledes kan dette sammenlignes med den aktuelle palæstinensisk-israelske ”hudna”?

For det første: denne hudna var ikke et resultat af en aftale mellem de to parter i konflikten.

Ingen af de kæmpende parter er gået ind for hudnaen.

På den palæstinensiske side var det Selvstyrets formand som insisterede på den, og han har aldrig i virkeligheden været en del af den væbnede konflikt.

Han har altid været imod enhver form for modstand mod okkupationen, idet han har foretrukket at forholde sig i ro i det håb, at USA, EU, FN, de bløde diplomater fra Skandinavien eller alle mulige andre velgørende organisationer ville sympatisere med den palæstinensiske tragedie og overtale israelerne til at være lidt venligere.

Ifølge Cairo-baserede kilder tæt på Abbas, ønskede han våbenhvilen ( hudnaen ) som en gestus overfor fortalerne for fredsprocessen, som bevis på at han er en ”fredens mand” for enhver pris.

På dette grundlag blev han hyldet internationalt som partneren, der kunne åbne den vej til fred, som Yasser Arafat havde holdt hermetisk lukket.

De ”militante” palæstinensere, modstandsgrupperne, først og fremmest Hamas, Jihad og andre gik med til hudnaen, fordi de ikke havde noget valg.

De ønskede ikke nok en gang at blive beskyldt for at afspore freden.

De ønskede ikke at retfærdiggøre den israelske kampagne der går ud på at dræbe deres ledere og kadrer, så de gik med til den, enstemmigt, både regionalt og internationalt.

De ønskede heller ikke at blive konfronteret med en bred international front som ville insistere på våbenhvilen, hudnaen og ville udøve et enormt pres i dens favør.

Men de vidste også, at Israel ikke ville respektere hudnaen og at det ville være et spørgsmål om tid, inden den ville mislykkes og at de ville få skylden uanset hvad.

Helt ærligt, så skyldtes deres skepsis at de var overbeviste om, at hudnaen kun var beregnet på at gøre opgaven med at opretholde og udvide besættelsen lettere.

Dany Rubinstein, klummeskriver i Haaretz, har ganske korrekt observeret, at udfra en palæstinensisk synsvinkel tager de israelske krav sig ud som følger:

”I palæstinensere skal sidde stille, imens vi, israelere skal bygge bosættelser og forposter, fjerne arabere fra Jerusalem og anbringe jøder der i stedet for. Det er sådan det har været alle disse år, også igennem Oslo-perioden, og det er sådan, det vil fortsætte.”

Lige så gennemskuende konkluderer Rubinstein, at af denne grund, så ”vil stilstanden i kampen være meget temporær og skrøbelig. En slags time-out i en intifada, hvis afslutning ikke er i sigte.”

Israelerne, den anden part i den væbnede konflikt, har aldrig anerkendt hudnaen eller lovet at være en del af den.

De fastholder at de palæstinensiske modstandsgrupper er terrorister, ikke deltagere i en aftale, og at de simpelthen skal udryddes.

Hvis de indstiller kampen vil det blive opfattet som første skridt hen imod deres udryddelse, ikke som et skridt hen imod forhandlinger.

På denne baggrund fortsætter Israel sine indfald i de palæstinensisk-kontrollerede områder for at dræbe, arrestere og belejre.

De gør det åbenlyst som en del af deres erklærede politik gående ud på bekæmpelse af terror og forsvar af deres borgere.

Ikke bare det, men israelerne påstår igen og igen at de gør det for at hjælpe, eller på vegne af Det palæstinensiske Selvstyre, som er gået med til at betragte modstand som terror og har forpligtet sig til at bringe den til ophør, selv om det indtil videre er mislykket.

Det ville være helt forkert at tro, at nogen side i denne konflikt for alvor er overbevist om at kampfasen er ovre og at det nu er tiden for diplomatiet.

Selvfølgelig ønsker ingen af parterne at opretholde volden for voldens egen skyld.

Israel ville helt klart stoppe kampen hvis palæstinenserne ville tillade Israel at fortsætte med sine koloniseringer uden forstyrrelse.

Palæstinenserne ville givetvis stoppe enhver form for modstand hvis besættelsen hørte op og hvis FNs resolutioner som stadfæster palæstinensernes rettigheder til en retfærdig fred endelig omsider blev ført ud i livet.

Er noget af det her muligt ? Svaret er, selvfølgelig, nej.

Israel erklærer åbent, at det ikke er parat til en endelig afgørelse og af den grund er det bare normalt ikke at gå ind for at forhandle en aftale, som man endnu ikke er parat til.

Man kan ikke forvente at palæstinenserne vil smide alle deres kort, så længe der ikke er det mindste håb om at selv deres mindste krav vil blive imødekommet.

Det eneste de bliver bedt om er at forholde sig i ro, vente og ikke at åbne deres munde, forsvare sig overladt til sig selv, mens de ser på, at det, der er tilbage af deres rettigheder bliver knust for øjnene af dem. Udfra enhver logisk betragtning er denne situation hverken holdbar eller befordrende for at få en ende på volden. Desværre er den lige det modsatte.

Endnu en gang er det absolut nødvendigt at understrege, at hudnaen tjener som et figenblad der skal dække over diverse fejltrin og mangel på politisk vilje hos dem, som påstår at være de ivrigste og mest besluttede på at få fredsprocessen i gang.

Men i mellemtiden forblinder den os, så vi ikke ser kræftknuden vokse og blive uhelbredelig.

Oversat for DPV fra engelsk af Inger Lumholt

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.