Dagbog “Live fra Palæstina” – 3

Chamila Sten, DPV

Dagbog “Live fra Palæstina” – 3

Af Chamila Sten, Birzeit

Fredag den 28. Oktober

Kære Alle sammen!

Denne uge har været præget af vold. Dette er selvfølgelig i realiteten ikke noget nyt, men så alligevel. For første gang siden tilbagetrækningen af de ulovlige bosættelser i Gaza er våbenhvilen mellem Jihad Islamia, Hamas og den palæstinensiske myndighed PA og israelerne blevet brudt. Det startede da Luay Saadi, lederen af Jihad Islamia i Tulkarem blev dræbt mandag af IDF. Derefter var der stilhed, men en generel skuffelse iblandt palæstinenserne over bruddet på aftalen.

Så onsdag sprængte en ung dreng sig selv i luften i Alekhdera i nærheden af Tel Aviv. Med sig i døden tog han fem israelere. Jihad Islamia tog ansvaret for bomben og udtalte, at dette var en naturlig reaktion på drabet af Luay Saadi. Ydermere sagde talsmanden for Jihad Islamia, at de stadigvæk ønsker, at opretholde aftalen, men, at den må være gensidig. Hvis dette ikke er muligt må det være øje for øje. Så i går gik israelerne i gang med endnu et angreb på palæstinenserne. Denne gang dræbte de lederen af Jihad Islamia i Gaza og sårede yderlige 30. Og her står vi så nu. Med endnu en brudt aftale og lange udsigter til fred.

Mine palæstinensiske venner forbliver rolige og ved, at værre venter forude. Nogen gange er jeg selv ved at springe i luften, når jeg en sjælden gang lader tankerne få frit løb og prøver at forudsige fremtiden. Så kan jeg næsten ikke trække vejret. Men, som alle andre hernede, må jeg bare tage en dag af gangen og forvisse mig selv om, at undertrykkelse af mennesker, som fortiden har lært os, ikke kan vare ved for evigt.

Iblandt palæstinenserne er der endnu engang en følelse af svigt. At israelerne lagde ud med at bryde aftalen, kommer ikke som en overraskelse for nogen. Det er jo bare hverdag. Men, at den Palæstinensiske Myndighed PA efter bomben i Tel Aviv havde Saab Eretkat, den palæstinensiske leder af fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina, med live hos BBC World gør, uanset hvor mange gange det sker, ondt i den palæstinensiske nationalfølelse. Talsmanden for Jihad Islamia satte meget præcist ord på det som mange palæstinensere føler hernede da han sagde, at det er uforståeligt, at der ikke var nogen reaktion, men kun stilhed fra PA efter Luay Saad blev dræbt. Men når der sker noget i Israel, så er PA der straks. Ydermere sagde han, at PA syntes at vare på Israels side. Dette er hvad mange palæstinensere føler i dag. Og dette er ikke folk der nødvendigvis støtter Jihad Islamia og dens politik, men det er folk, der ganske enkelt  støtter frihed og retfærdighed for Palæstina.

Alle børnehavebørnene, de to lærerinder samt en medhjælper

Men denne uge har ikke kun varet præget af vold. P.g.a. en lille smuttur til Jordan havde jeg ikke været i børnehaven i Al Amari flygtningelejren i Ramallah i en uge, hvor jeg ellers er frivillig hver tirsdag og torsdag. Så det var dejligt at være komme tilbage dertil i denne uge. Børnene er fantastiske og det er meget privilegeret at være frivillig der. Mit arabisk bliver bedre p.g.a. børnene og når jeg er der nyder jeg, at være i en verden af smil, leg og sjove bemærkninger. Jeg hjælper hvor jeg kan, rydder op, tørrer løbende næser og giver gerne en gyngetur. Men jeg prøver ikke at blande mig i undervisningen, selvom de den første dag jeg kom spurgte om jeg kunne være med til at vælge deres læsebog, som udover arabisk er på engelsk. Jeg giver gerne min kommentar, men jeg prøver ellers, at holde en balance mellem at diktere og hjælpe, for jeg syntes at mange af de udlændinge der kommer herned har en tendens til, at ville pådutte palæstinenserne strukturer og reformer, der slet ikke passer ind i det samfund, vi lever i her. Og på den helt uformelle side har jeg egentlig heller ikke forstand på børn, så det er nok meget godt at jeg holder mig på ”den sikre side”.

Hanadi på 2  år er børnehavens yngste

En af mine bedste veninder hernede er lederen af de to børnehaveklasser. Det er hende, der ses i den sorte jilbab. Hun skulle egentlig have født for fire dage siden, men er gået lidt over tiden. Udover at passe sit arbejde i børnehaven til hverdag fra 8-12 passer hun også hus og sine 5 andre børn. Hun er også som en mor for mig og jeg kan snakke med hende om alt. Alle i børnehaven håber, at hun føder en dreng for hun har sagt, at dette bliver hendes sidste barn, og at hun ønsker, at opkalde barnet efter sin bror som er død. Så vi krydser fingre for en dreng.

På gensyn!

Comments are closed.