Bag tilbagetrækningen fra Gaza

Fathi El-Abed, Kommentar til Berlingske Tidende

Bag tilbagetrækningen fra Gaza

af Fathi El-Abed, næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening

De sidste jødiske bosættere har formentlig nu forladt Gaza. Langt om længe. Det er nu forståeligt hvis billeder med de fanatiske bosættere i slagsmål med de israelske soldater og sikkerhedsstyrker på det seneste har givet en del den tanke, at det må være Ariel Sharons svære skridt hen imod en fredelig løsning på Palæstina/Israel konflikten.

Men et kig bag facaden afslører Sharons real plan. For Sharons plan om at rømme Gaza – der kun omfatter 1 procent af det historiske Palæstina – er et kunstgreb.

Rømningen af Gaza er i virkeligheden et skalkeskjul for en permanent israelsk kontrol af Vestbredden og en egentlig indlemmelse af Østjerusalem i Israel.

Det betyder, at Sharon nu over for hele verden kan påstå, at han ikke længere har ansvar for de forfærdelige forhold (massiv fattigdom og desperation) til følge som de 1.5 millioner palæstinensere i Gaza-striben lever under.

I mellemtiden dækker verdenspressen den igangværende tilbagetrækning fra Gaza samtidig med at den forsøger at betegne dette skridt som en ultimativ positiv udvikling.

Faktum er, at Ariel Sharon i al stilhed er i gang med at drive palæstinenserne til yderligere fattigdom og besættelse ved at fjerne ethvert håb om en fremtidig levedygtig palæstinensisk stat.

Sandheden om tilbagetrækningen fra Gaza er, at omtrent 8.500 bosættere bliver fjernet fra Gaza og Vestbredden. Det svarer til kun 2 procent af det totale antal bosættere, der bor ulovligt i de besatte palæstinensiske områder.

Til gengæld vil der frem mod udgangen af 2005 være mere end 30.000 nye bosættere, der vil kunne flytte ind – i ligeledes ulovlige – bosættelsesenheder på den besatte Vestbred herunder Østjerusalem. Det vil sige, at få måneder efter den såkaldte ”disengagement” plan vil flere bosættere end nogen sinde før – mere end 400.000 i alt – have koloniseret de palæstinensiske områder.

I den forbindelse har Ariel Sharon gentagne gange citeret fra den fælles erklæring med George W. Bush i april 2004 om Israels ret til at beholde – og senere indlemme – de ulovlige bosættelseskomplekser på den besatte Vestbred.

Verdensbanken forudsiger, at fattigdommen i Gaza vil stige til 72 procent frem til 2006. Ligeledes vil arbejdsløsheden øges med 6 procent som følge af Israels kontrol af al Gazas samhandel med omverdenen. Derudover vil det israelske militær fortsat udsætte palæstinenserne for restriktive og vilkårlige bevægelsesmuligheder.

Og ifølge en israelsk plan vil ingen palæstinensisk arbejder være i stand til at komme ind i Israel fra 2008.

Sharons kvælertag på Vestbredden, netop ved byggeriet af Apartheid Muren der adskiller palæstinenserne fra hinanden, har til hensigt at annektere 46 procent af Vestbredden. I den forbindelse er det værd at nævne og ifølge FN, at 237.000 palæstinensere vil være fanget mellem Apartheid Muren og den grønne linje (grænsen fra 1967).

Yderligere 160.000 vil være afskåret fra deres land og marker. Palæstinenserne ender højt sandsynligt, mere end nu, med at være indhegnet i et kæmpe fængsel på et mindre og mindre areal, afskåret fra deres familier, skoler, hospitaler, arbejde mm.

Dette har indtil videre resulteret i en situation, der af den israelske akademiker Tanya Reinhart betegnes som ”forhold af fortvivlelse og atrofi…og bag røgsløret af frigørelsen fra Gaza, er en proces af langsom og gemt transfer (etnisk udrensning) i gang på Vestbredden. Tusinder af indbyggere i byer som Tulkarem og Qalqilya har allerede være nødsaget til at flytte pga. muren”.

Jerusalem, det økonomiske og religiøse center for palæstinensernes liv, vil om kort tid blive afskåret totalt fra resten af Vestbredden. I den forbindelse vil en israelsk operation under kodenavnet ”Kirsebæret i Kronen”, inden længe medføre, at 88 palæstinensiske huse med 1000 indbyggere udenfor den gamle bydel i ØstJerusalem vil blive revet ned.

Det er den største enkelte hus ødelæggelse i Jerusalem siden 1967.

Fordi den såkaldte ”tilbagetræknings plan” er et ensidigt israelsk træk fra Ariel Sharons side, er enhver forhandling med palæstinenserne om nøglepunkter udelukket, herunder en reel tilbagetrækning til 1967 grænserne samt flygtninges ret til at vende tilbage.

Fredprocessen er efterhånden anbragt ”i en dybfryser” som Dov Weisglass, Ariel Sharons toprådgiver, har beskrevet det for nogle måneder siden. Hermed har Israel fået sin vilje; nemlig at diktere betingelserne af tilbagetrækningen uden nogen form for dialog med palæstinenserne.

Efter tilbagetrækningen argumenterer Israel, at det ikke skal/vil holdes ansvarlig for de 1.4 millioner palæstinensere i Gaza-striben. Imidlertid er det ifølge international lov et område at betegne som besat såfremt besættelsesmagten udøver ”effektiv styring” over området.

Israel vil fortsat kontrollere Gazas land-, luft- og vandgrænser. Og teksten af tilbagetrækningsplanen understreger det israelske militærs ”fundamentale ret” til at bruge magt mod palæstinenserne i Gaza så længe det er selvforsvar.

Sharons tilbagetrækningsplan er langt fra at være første trin til fred. Det er en realisering af Sharons historiske mål med at indespærre palæstinenserne i utallige usammenhænge bantustans. Derudover er Israels – og ikke mindst Sharons – ultimative mål at bemægtige sig ØstJerusalem og de mest frugtbare områder af Vestbredden.

Ved siden af Apartheid Muren, kontrolposterne (checkpoints) og kun-for-israelere-veje, er målet en fortsat udvikling af bosættelserne. Den israelske forsvarsminister Shaul Mofaz sagde i maj, at ”i virkeligheden så vil bosætterne om nogle år kunne sige, at de har hjulpet med at etablere staten Israels østlige grænser”.

Israelske fredaktivister som Ilan Pappe har også advaret om et potentielt stort angreb på palæstinenserne i Gaza umiddelbart efter tilbagetrækningen. Ligesom så mange gange i Sharons karriere vil Sharon ende med at udnytte en provokation for at iværksætte et massivt angreb på Gaza.

I den forbindelse kunne man i den israelske avis Haaretz den 22 juni læse en udtalelse fra general i reserven Eival Giladi og er chef for Koordination og Strategi gruppen. Giladi truede med, at ”vi kommer højt sandsynligt til at bruge våben, der nok kommer til at forårsager ufattelig stor skade, herunder helikoptere og kampfly som højt sandsynligt vil medføre store skader på civile”.

Sharons plan om at annektere ØstJerusalem samt store dele af Vestbredden har været planlagt og i al stilhed iværksat for mere end 20 år siden. Planen er nu ved at være tilendebragt.

Den skal ikke har lov til at blive virkeliggjort. Lige netop i denne afgørende, og ikke mindst desperate tid, sukker palæstinenserne efter en reel international støtte ved at få regeringerne verden over til at sikre internationale love i konflikten. Ikke mindst den internationale domstols afgørelse for et år siden om at muren er ulovligt samt at ingen må hjælpe, direkte eller indirekte, med dens byggeri.

Dansk Palæstinensisk Venskabsforening opfordrer i den forbindelse den danske regering til at implementere den internationale domstols afgørelse samt ved at støtte indførelse af boykot og efterfølgende sanktioner mod Israel. En reaktion fra verden samfundet er påkrævet her og nu, hvis endnu en af Sharons blodige taktik ikke skal lykkes.

Comments are closed.