Akademisk boykot vil føre til israelsk selvransagelse

Eletronic Intifada

Akademisk boykot vil føre til israelsk selvransagelse

Af Oren Ben-Dor

The Eletronic Intifada 25. maj 2005

Jeg skriver som en ex-israeler, som tilfældigvis er britisk akademiker.

Jeg skriver fordi erfaringen har lært min samvittighed den vrede, der kommer fordi den historiske debat bliver fortiet, den fare der kommer af ikke at lade de andres stemme udfordre de nationale heroiske myter.

Hele min uddannelse i Israel var ensidig, idet den hele tiden behandlede de andre som fjenden, morderne, urostifterne, terroristerne – uden at på nogen måde hentyde til deres smerter og længsler.

For mine lærere – og som resultat af denne opdragelse også for mig – var i mange år zionismen hævet over nogen som helst form for kritik. Den var tilbagekomsten til det forjættede land som et resultat af forfølgelsen, den var udtørringen af sumpene, den var opbygningen af en stat grundlagt på den jødiske ånd.

Holocaust – hvor halvdelen af min egen familie blev myrdet, skabte en fortsat forsyning af forblindende kollektiv erindring – – en erindring om det at være offer, og som et resultat, en kilde til selvretfærdighed, megen, megen selvretfærdighed.

Holocaust ( på hebræisk ”HA-SHOAH” ) – katastrofen – har altid haft monopol på erindringen i Israel, ikke efterladende nogen plads for AL-NAKBA ( katastrofen på arabisk ), den pris som palæstinenserne betalte for etableringen af staten..

For mine lærere og for mig var de 750 000 palæstinensiske flygtninge i 1948 bitre fjender, som var besejrede i en krig, ikke menneskelige væsner med følelser, erindringer, tabt land og knust selvrespekt.

Jeg skriver denne artikel fordi, chokerende, fornægtelsen og marginaliseringen af de andres historie fortsætter indtil denne dag i de israelske akademiske institutioner. Jeg skriver i et forsøg på at gøre det første skridt til at fordømme min forbindelse til denne fornægtelse, for at fordømme mit forrige jeg. Men jeg skriver ikke bare for hurtigt at råde bod på min dårlige samvittighed – velvidende at den kollektive erindring og den kollektive fornægtelse er stærk. Jeg ser i øjnene at der ikke er nogen hurtig løsning.

I stedet skriver jeg for at pointere to vigtige ting der er relevante i den standende debat vedrørende AUT boykot af israelske universiteter.

For det første så er det at komme over Nakba-fornægtelsen i den israelske akademiske verden central for løsningen af konflikten i Palæstina.

For det andet så ved jeg, idet jeg er en akademiker af israelsk oprindelse, at en akademisk boykot er nødvendig for at skabe den akademiske frihed som er nødvendig for at overvinde Nakba-fornægtelsen.

Nakba-fornægtelsen i den israelske akademiske verden

Forandringer, især de der kræver spejling, bliver nødt til at opstå oganiskt. Den onde cirkel som spejlingen skal overskride, den der består i at begge sider føler sig som offer og forhadt, skal opløses indefra i stedet for at blive understreget med dramatiske fraser, der beskriver den overfladiske logik vedrørende forbrydelse og straf.

Og dette er præcis grunden til at noget må gøres ved den fornægtelse og marginalisering af Nakba i den akademiske verden i Israel. Den organiske forandring som Israel behøver så desperat kan ikke ske før den andens historie er hørt.

Det bør bemærkes at Dr. Ilan Pappe fra Haifa Universitet har opfordret til en generel boykot af Israels akademiske institutioner – hans opfordring er blevet ukorrekt omskrevet og indsnævret i de slutninger der er blevet draget af fortalerne for AUT boykot bevægelsen da de beskæftigede sig med Haifa Universitet.

Således som jeg forstår Pappe, relaterer hans boykot opfordring sig til den måde på hvilken den israelske akademiske verden fortier og marginaliserer direkte såvel som indirekte ethvert forsøg på at diskutere zionismens forbrydelser i Palæstina. Som jeg forstår ham, efterlyser Pappe en boykot af alle de israelske institutioner som fortier denne debat.

Pappe protesterer imod den censur der er pålagt af den dominerende zionistiske stemme i Israel, således som det manifesterer sig i den højst stagnerende og ukritiske akademiske platform som forhindrer enhver mulighed for at debattere for slet ikke at tale om at berigtige zionismens forbrydelser.

Med meget få hæderlige undtagelser, af hvilke Pappe er en, så har de akademikere som betragter sig selv som del af det israelske venstre, lod og del i den zionistiske stemme som fortier den palæstinensiske historie. Den israelske venstrefløj har altid været imod okkupationen af Vestbredden og Gaza i 1967.

Der er ingen benægtelse af den okkupation hverken i den israelske akademiske verden eller i Israel i almindelighed; der er mange ”fredsaktivister” som kræver at den skal slutte.. Men det er vigtigt at indse at den israelske zionistiske venstrefløj fortier den andens historie i og med at den afgrænser problemet til ”1967 okkupationen”.

Når man én gang har afgrænset problemet således, så kan disse venstreorienterede påtage sig rollen som ”uskyldige” som uretfærdigt bliver mål for en boykot hvis fortalere søger at åbne den israelske akademiske verdens øjne for en større historie.

Disse zionist venstreorienterede har god grund til at være bekymrede — de er selve den meget raffinerede hindring for den debat som Pappe ønsker at fremkalde i den nationalistiske akademikerverden, men ikke kan, nemlig debatten om zionismen. Den debat, som hvis den kunne lykkes i Israel, ville åbne op for at sætte spørgsmålstegn ved det israelske venstres autenticitet.

Det er ikke okkupationen af 1967-territorierne som er hovedsagen i den debat som den israelske akademikerverden kvæler og marginaliserer. I stedet er det store emne den zionistiske okkupation af Palæstina, som fordrev den oprindelige befolkning i bestræbelsen på at etablere en stat baseret på en dominerende religion og etnicitet.

Alle disse ”lefties” som nu råber op om at den akademiske boykot skal hæves ( surprise, surprise…) og kalder sig støtter af den palæstinensiske sag, er selv fanget af den zionistiske hellige ko, hvis grundsætninger de ikke ønsker og for indeværende ikke er i stand til at sætte spørgsmålstegn ved.

Boykot nødvendig for at skabe akademisk frihed

En akademisk debat gjort tavs af aktiv eller passiv nationalisme er vidnesbyrd om en undertrykt akademisk frihed. Dette er klart, ikke bare på grund af Haifa Universitets behandling af Pappe og hans få kolleger, men også på grund af det umulige i at få gang i en vigtig debat i israelske akademiske kredse.

Debattens vigtigste paradigmer er godt bevogtede – – – for at udelukke totaliteten af den zionistiske okkupation af Palæstina fra diskussionen. Kun en velinformeret og fast boykot udefra vil forandre denne sygelige akademiske meddelagtighed i at holde det zionistiske spørgsmål skjult i skabet. Men hvorfor en boykot af alle israelske akademikere ?

Er de ikke uskyldige mennesker som udelukkende virker for fremme af viden og kundskab ? Skal vi blande neutral akademisk aktivitet med politisk debat ? Svaret er at alle israelske akademikere er medskyldige i undertrykkelsen, delegitimeringen og marginaliseringen af debatten via deres institutioner. Ved ikke at hæve røsten imod deres korrupte institutioner forråder de de idealer som skulle lede dem som akademikere.

De officielle svar ved Haifa Universitet på AUT boykot resolutionen viser manglen på indre parathed og bekræfter præcist hvorfor det er nødvendigt med et pres udefra. Dybe interne lænker, godt forankret i den israelske kollektive hukommelse vil ikke tillade starten på en akademisk debat som ville resultere i tilintetgørelsen af disse hæmninger.

Disse israelske hæmninger er skuffende, men det deraf følgende behov for pres udefra må erkendes. Når dette er sagt, så er de abstrakte, objektive institutionelle svar fra nogle af de førende britiske universiteter også skuffende og går zionistlobbyens ærinde. (Vover man sige, at beslægtede hæmninger, stammende fra en anderledes men dog beslægtet kollektiv hukommelse, er på færde her ? )

Kritikken af boykotten udtrykkes i vendinger, der går på behovet for akademisk frihed. Hvor ironisk det dog er, at netop akademisk frihed er den faktor der mangler i den israelske akademiske verden. Netop den faktor hvis skabelse er en magtfuld motivation for boykotten, er den hvis foregivne eksistens bruges til kritik af boykotten, også af britiske institutioner.

En generel boykot

Hvis vi et øjeblik bevæger os bort fra emnet den akademiske verdens Nakba-fornægtelse , så kan der med nogen ret hævdes meget gode grunde for en generel boykot af Israel indenfor områder som handel, sport etc. Her er paralleller til Sydafrika ikke malplacerede. Sådan en boykot er adskilt fra én direkte rettet mod Nakba-fornægtelsen i akademiske kredse i Israel.

Når akademikere er med i en generel boykot, er det et resultat af deres tilhørsforhold til en befolkning, som er blevet boykottet, fordi dets forskellige aktiviteter giver næring til en kriminel stat.

Ulig den tavshed der er om det større spørgsmål om zionistisk medskyld i Nakbaen, findes der en udstrakt intern debat blandt israelere omkring besættelsen af de områder, der blev erobret i 1967.

Den har nået et stade, hvor en generel boykot af Israel vil medvirke til at standse besættelsen og de mange forbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne, der er blevet resultatet.

Det er ikke alene besættelsen. Det er Nakbaen. Men set fra et palæstinensisk synspunkt, vil en afslutning på 1967 besættelsen ikke rejse det virkelige spørgsmål. Igen vil den være lejligheden til at fortie det virkelige spørgsmål, der så med sikkerhed vil blive grebet af israelerne i deres tilbagetrækning fra de besatte områder.

Enhver boykot må sikre, at verden ikke lader Israel blive taget af krogen, såfremt det blot afslutter 1967 besættelsen. Boykotten må også kræve, at spørgsmålet om retten for flygtningene til at vende tilbage ikke får lov til at forsvinde. Ingen har ret til at disponere over palæstinensernes individuelle rettigheder i denne sag gennem magtudøvelse og omdanne disse rettigheder til en form for kompensation.

Flygtningeproblemet er en zionistisk forbrydelse, en israelsk forbrydelse og, israelerne må se det i øjnene – uanset de konsekvenser en erstatning måtte have for landets forskønnelse.

En forsigtig bemærkning.

Men når man bruger boykot til at tvinge israelerne til at acceptere palæstinensernes ret til at vende tilbage, er det nødvendigt at være forsigtig. I modsætning til 1967 besættelsen, vil det være naivt, hvis boykotten krævede en øjeblikkelig løsning på flygtningeproblemet.

Israel(og nogle såkaldte, jeg vover at sige “moderate” palæstinensere) må tvinges til at se flygtninge- spørgsmålet i øjnene. Men Israel skal også gives tid til internt at bearbejde det.

Det er nødvendigt at være forsigtig, fordi det er netop her, den zionistiske nerve er virkelig følsom. Lige nu ville det være en fejltagelse at erklære boykot mod zionismen. Israelerne er endnu ikke modtagelige for en boykot med den ordlyd.

I givet fald ville en boykot “mod zionismen” gå ærindet for dem, som er mestre i at manipulere den israelske offerfølelse. Den vil sandsynligvis styrke den zionistiske overbevisning.

At holde et spejl op for israelernes ansigt og vise dem deres ubevidste bevarelse af deres racisme må ske langsomt, hvis det drejer sig om at opnå den ønskede afslutning — den gradvise erkendelse af, at “en jødisk og demokratisk stat” er oxymoron (= klog/dum, her: modsætningsfyldt, oversætterens tolkning), en erkendelse, som man kunne håbe, gradvist ville få den jødiske stat til at visne til gengæld for sand sameksistens.

Det israelske samfunds tankevirksomhed om relationerne mellem zionisme og jødisk væren vil tage tid. Og palæstinenserne vil også behøve tid til at overvinde deres nationalisme, der er intensiveret af deres offerrolle og hadet, som er resultatet af den aktuelle og symbolske undertrykkelse, de har været udsat for.

Det var den ekskommuninicerede jødiske filosof Baruch Spinoza, der som et af sine hovedprincipper havde ideen om “forsigtighed”. Et ”hvordan” er lige så vigtigt som et “hvad”. Tilfældet Israel er måske nok enestående, i dets historie. I dets fornægtelser og komplekser. En dårligt formuleret boykot Vil ikke tillade, at der opstår en intern proces, og det vil betyde blodsudgydelse.

Den akademiske boykot er nødvendig som kickstarter for processen.

Den endelige løsning på krisen i Palæstina kræver at israelerne får øjnene op for deres ansvar for den palæstinensiske Nakba. Det er primært, for ikke at sige udelukkende i den israelske akademiske verden, den nødvendige debat må begynde.

Men for at dette kan ske, må akademisk frihed til at debattere Nakba fornægtelsen og det zionistiske spørgsmål ikke kun “tillades” eller “garanteres”.

For at akademisk frihed kan slippes ordentlig løs, for at den kan blive noget værd, kræves der mere. Idet man bør huske på at lige nu, er debatten om zionismen og Nakbaen særdeles ugunstigt stillet i den ukritiske israelske psyke.

Den aktive legitimering, lettelsen, der ønsker vækst og trivsel af en sådan debat bør ses som en pligt, der påhviler den israelske akademiske verden.

Med andre ord, denne debat må have lige muligheder og konkurrence på det israelske marked for ideer, og til det må aktiv medvirken være nødvendig for at kompensere for den nuværende ugunstige situation på dette marked.

Den israelske akademiske verden må fordele specifikke ressourcer og muligheder for at debatten skal kunne løfte sig fra jorden. Men enhver, der er villig til at se fakta i øjnene, kan se ud fra Haifa universitetets behandling af Ilan Pappe og dem, han har prøvet at forsvare, at uden pres fra omverden vil disse betingelser ikke kunne imødekommes.

Hvis ikke der var andre årsager, ville det alene være begrundelse nok for en akademisk boykot.

Den akademiske boykot er ikke bare en ny facet på en generel boykot. Den er langt vigtigere end det. Den akademiske boykot er en central starter i processen af israelsk selvransagelse, der er et kernepunkt i løsningen af konflikten.

Oren Ben-Dor, oprindeligt fra Israel, er lektor i jura ved universitetet in Southampton i England. Denne artikel blev først udgivet den 21./22. maj 2005 i Counterpunch og er gengivet i EI med forfatterens tilladelse.

Oversat fra engelsk for DPV af Inger Lumholt og Flemming Dyrman

Comments are closed.