Jødiske bosættere søger flygtningestatus

Hans Henrik Fafner, Information

Jødiske bosættere søger flygtningestatus

 

af Hans Henrik Fafner Informations korrespondent, 7. februar 2005

 

Det seneste initiativ mod Ariel Sharons Gazaplan er, at jødiske bosættere opgiver israelsk statsborgerskab for at kunne kræve flygtningestatus under FN og således blive boende uanset rømningGAZAPLANAlei Sinai – Yossi Barebi ønsker at frasige sig sit israelske statsborgerskab. Han bor i bosættelsen Alei Sinai i den nordligste ende af Gazastriben, der ifølge Sharon-regeringens plan vil blive rømmet til juli, og Barebi har taget den drastige beslutning for at kunne blive i sit hjem.»Regeringen kan jo kun rømme israelske statsborgere,« lyder hans logik, da Information møder ham i bosættelsen. Sammen med sin kone har han tilsluttet sig initiativet, som i slutningen af sidste uge blev startet af et andet medlem af Alei Sinai, Avi Farhan. Når tilbagetrækningen så kommer, vil de blive boende, og fordi de således er statsløse, vil de kræve flygtningestatus under FN.»At fjerne os fra Alei Sinai uden først at lægge spørgsmålet ud til folkeafstemning er udemokratisk, hvilket får mig til at føle mig uønsket,« siger Yossi Barebi, der er indkøber af reservedele for et større autoværksted i nærheden af Tel Aviv. »Og når staten Israel ikke ønsker mig, ønsker jeg heller ikke staten Israel. Så vil jeg hellere være statsløs flygtning.«Det usædvanlige initiativ har endnu en gang uddybet meningsforskellene i Gaza-stribens bosætterbefolkning. Alei Sinai kom på avisforsiderne for et par måneder siden, da 12 af stedets 90 familier som de første i Gazastriben tog imod tilbuddet om frivillig genhusning i Israel længe før den planlagte rømningsdato.»Avi Farhans initiativ kan også ses som en reaktion på, at nogen frivilligt lader sig genhuse,« siger Sarita Maoz, der er forkvinde for Alei Sinai. »Bølgerne går højt i debatten her på stedet, og den enighed, vi så i starten er lidt efter lidt blevet erstattet af nogle stadig skarpere holdninger.«Selv placerer hun sig selv et sted midt imellem holdningerne og vil som flertallet af befolkningen i Alei Sinai lade sig evakuere, når den tid kommer, men på ingen måde gøre det frivilligt. Hun fortæller, at hun var 14 år, da hun med sine forældre blev tvangsfjernet fra bosættelsen Yamit på Sinaihalvøen i 1982.»Vi var blandt de sidste 13 af de 540 familier i Yamit,« fortæller hun.»Jeg kom hjem en dag og fandt huset fuldt af soldater, som var ved at pakke alle vore ejendele i kasser. Det var traumatisk, og den oplevelse vil jeg ikke give mine egne børn, men regeringen skal ikke få så let ved at fjerne os.«Gode naboerYossi Barebi er ubøjelig. »Jeg flytter ikke under nogen omstændighed, og jeg ser slet ikke noget poblem i at blive boende,« siger han. »Ligesom Israel har et arabisk mindretal, kan en palæstinensisk stat da også have et jødisk flertal, og efter den behandling, jeg har fået fra min egen regering, tror jeg da kun, jeg kan vente mig noget bedre fra en palæstinensisk.«Han er ikke bange for sin personlige sikkerhed, hvis han bliver tilbage på Gaza-striben efter en israelsk rømning.»Jeg har fire børn, som jeg vil være helt tryg ved at lade vokse op her. Jeg har boet her i 20 år og har lært palæstinenserne at kende som gode naboer,« siger han: »Før intifadaen kom de her i Alei Sinai, og vi kom hos dem. Nu er kontakten kun telefonisk, men hvis Sharon er tåbelig nok til at rømme stedet, skal vi og palæstinenerne nok blive gode naboer igen.«Farligt at bliveVi træffer ikke Avi Farhan hjemme. Han er taget til Jerusalem for at fremlægge sit ønske om at annulere sit statsborgerskab for Knesset, men hans datter Geni kommer ud på græsplænen med et par små børn på slæb.»Selvfølgelig er min fars ide en politisk demonstration, men jeg tror, han vil stå ved den uanset hvad,« siger hun: »Jeg vil ikke selv blive her. Det vil jeg ikke byde mine børn, men han siger, at han vil blive, selv om det kan komme til at betyde, at han ikke kan se sine børn og børnebørn.«Geni Farhan respekterer sin fars holdning, selv om hun mener, det vil blive både vanskeligt og farligt for ham at blive boende i Alei Sinai.»Der er en del, som allerede er på vej bort. De er trætte af den usikre situation, og det respekterer jeg også,« forklarer hun. »Beslutningen om at rømme Alei Sinai er tåbelig, for enhver kan da sige sig selv at det ikke vil føre til nogen fred. Det synes vi allesammen her på stedet, og nogle er villige til at gøre som min far for at vise deres uenighed. Jeg ved, der er mange, som er ved at tilslutte sig hans initiativ.«

 

Comments are closed.