Efter Arafat kommer freden – et rent juleønske

Lars Erslev Andersen, Jyllands Posten

Efter Arafat kommer freden – et rent juleønske

Jyllands-Posten 7. december 2004, international, side 6

Af Lars Erslev Andersen, lektor Ved Center For Mellemøststudier, Syddansk Universitet

 

Bog af Clayton E. Swisher kaster nyt lys over Camp David-forhandlingerne.

Da Arafat iført sparkedragt og tophue vinkede farvel til det Palæstina, som det internationale samfund aldrig tillod at blive en stat, opstod der en bemærkelsesværdig enighed blandt mellemøsteksperter og kommentatorer på de oplyste aviser: Arafat var en skurk og som sådan er det hans skyld, at Palæstina-konflikten endnu ikke er blevet løst. Den logiske konsekvens af denne forudsætning er, at Arafats død giver fredsprocessen en ny start. Med et slag var Israels bidrag til konflikten glemt, samtidig med at George W. Bush efter sit genvalg i USA stod som garanten for, at der ville komme nye forhandlinger og dermed for, at den såkaldte Køreplan for fred igen ville blive sat i gang. Afløseren til Arafat stod allerede klar i kulissen. Han hedder Mahmoud Abbas, og ham vil den israelske premierminister, Ariel Sharon, gerne tale med. Abbas synes nu nok, de skal vente til efter de palæstinensiske valg i januar. Ret beset er det jo ikke sikkert, det er Abbas der bliver valgt. Kigger man nærmere på Oslo-processen, er det imidlertid ikke indlysende rigtigt, at det var Arafat og palæstinenserne, som havde eneansvaret for processens sammenbrud. Faktisk synes det helt store problem at være den voldsomt store modstand i Israel mod afgivelse af land på Vestbredden. Dette blev tydeligt efter Oslo 2-aftalen i 1995, der netop handlede om Vestbredden. Den kom til at koste den daværende premierminister, Yitzhak Rabin, livet, da han blev myrdet ved en fredsdemonstration i Tel Aviv af en israelsk ekstremist. Og tilbagetrækningen stoppede ved Hebron. Siden er israelsk afgivelse af land på Vestbredden genforhandlet ikke mindre end tre gange uden at nogen af de israelske regeringer har kunnet overholde aftalerne. Dette skyldtes ikke, som mange tror, palæstinensisk terrorisme – i hvert fald ikke alene. Efter en meget brutal og blodig terrorkampagne i foråret 1996 lykkedes det faktisk Arafat frem til september 2000 på nær en enkelt aktion i 1999 at holde Hamas fra terrorisme i Israel. Når Israel ikke kunne overholde aftalerne, skyldtes det primært israelsk modstand mod at gøre det.

Arafat trukket til truget

I maj 1999 blev Ehud Barak valgt som ny regeringsleder i Israel, og i stedet for at gennemføre de aftaler, han selv havde underskrevet ved en forhandling senere dette år, insisterede han på, at der skulle forhandles om en endelig løsning. Det vil sige en løsning, hvor alt blev forhandlet på plads på engang. Det skulle helst ske inden september 2000, der var deadline for Oslo-processen, og Arafat havde allerede truet med at udråbe en palæstinensisk stat. Med de erfaringer, Arafat havde med de skiftende israelske lederes manglende evne til at gennemføre indgåede aftaler, turde det være åbenbart, at Arafat var stærkt tøvende og skeptisk over for et topmøde, hvor alt skulle forhandles på en gang. Arafat blev imidlertid overtalt af Clinton til at gøre forsøget. Samtidig lovede Clinton højtideligt, at dersom forhandlingerne endte uden resultat, ville han ikke kaste skylden på Arafat. Men det var lige præcis, hvad der skete. Og det var derfor, israelerne og bl.a. mellemøstkommentatorerne i de danske medier gjorde ham hovedansvarlig for den sammenbrudte fredsproces. Forhandlingerne skulle finde sted i juli 2000 i Camp David. Trods alle de myter, der omgiver disse to uger i juli kom det aldrig til reelle forhandlinger. Ifølge en særdeles veldokumenteret bog af Clayton E. Swisher, der under titlen The Truth of Camp David netop er udkommet i USA, var den væsentligste grund til, at hele forhandlingsforløbet i Camp David var så dårligt og endte uden resultat den amerikanske delegations usædvanligt dårlige forberedelse. For det første var den amerikanske delegation splittet mellem folkene fra Udenrigsministeriet og folkene fra Det Nationale Sikkerhedsråd. Navnlig var chefforhandleren gennem otte år, Dennis Ross, en kilde til uro. Palæstinenserne havde længe udtrykt manglende tillid til ham, fordi de gang på gang havde oplevet, at de krav, han stillede dem, faktisk var hårdere end dem, israelerne stillede. Utilfredsheden med Ross kunne også findes i Det Hvide Hus og i hans eget ministerium, men det var på den anden side sin sag at skifte ham ud i sidste øjeblik. Ross blev og var den eneste, der tog noter under forhandlingerne. Til privat brug. For det andet mødte amerikanerne op uden hverken en skitse til, hvordan en aftale kunne se ud eller en plan for, hvordan forhandlingerne skulle gennemføres. Da Jimmy Carter forhandlede freden mellem Egypten og Israel igennem, kom han med en skitse, og hver aften blev noter omhyggelig gennemgået med henblik på at se, hvad der var opnået, hvilket dannede baggrund for en revision af skitsen som oplæg til efterfølgende forhandlinger. Dette var ikke tilfældet i 2000. Da de tre delegationer havde ventet i tre døgn, udfærdigede amerikanerne en skitse, der dog uden videre blev forkastet af såvel israelerne som palæstinenserne. For det tredje kom det på intet tidspunkt til direkte forhandlinger mellem Barak og Arafat. I de to uger mødtes de to gange. Den ene gang til middag med Clinton, hvorunder Barak ikke værdigede Arafat et eneste ord og den anden gang til te, hvor der ikke måtte tales om emner af betydning for forhandlingerne. I stedet forhandledes i grupper, hvor hverken Arafat eller Barak deltog – i hvert fald ikke samtidigt – og direkte med amerikanerne, ofte med Clinton, der gik mellem den palæstinensiske og den israelske gruppe. Det var et udspil fra Arafat, der gav håb om et gennembrud: Palæstinenserne ville have suverænitet over Østjerusalem og først og fremmest over Haram al-Sharif (Tempelbjerget), hvor al-Aqsa- og Klippemoskeen ligger. Med hensyn til de jødiske bosættelser, der var blevet opført i de arabiske områder i Jerusalem, ville Arafat tillade israelsk suverænitet. Derudover ville palæstinenserne have minimum 90 pct. af Vestbredden, og Arafat overlod det gerne til Clinton at forhandle, hvilke 90 pct. der skulle være tale om. I spørgsmålet om palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage var Arafats udspil, at retten principielt skulle anerkendes af israelerne, men at der selvfølgelig ikke kunne være tale om, at alle skulle tilbage til Israel. Der kunne forhandles om en fair løsning, hvor det vigtigste var, at palæstinenserne principielt – men ikke reelt – fik deres ret accepteret. Baraks svar, som Clinton i øvrigt over for Arafat præsenterede som amerikanske ideer, var, at Israel kunne tilbyde 90 pct. af Vestbredden, dog således at 1 pct. skulle tages fra det egentlige Israel i stedet for fra Vestbredden. Derudover ville Israel have lov til at holde 15-20 pct. af territoriet i Jordandalen besat i mindst 10 år samt fastholde vandrettigheder. Med de 5 pct., som de jødiske bosættelser tager i den arabiske del af Jerusalem, lå det israelske tilbud således på omkring 70 pct. Med hensyn til Jerusalem foreslog Barak, at palæstinenserne kunne få suverænitet over det arabiske Jerusalem inklusive over den arabiske og den kristne del af den gamle by ( det sidste trak Barak tilbage nogle dage senere). Derimod ville Israel fastholde suverænitet over Tempelbjerget og hermed også over de to vigtige moskeer. Med hensyn til flygtninge forelå der ikke forslag fra Barak. Det var dette forslag, der verden over blev fremstillet som Baraks modige indrømmelser, og som fik israelerne inklusive Ariel Sharon til at demonstrere i gaderne i Jerusalem. Men forslaget var naturligvis fuldstændig uspiseligt for Arafat, der reagerede ved at sige til Clinton, at han selvfølgelig ikke kunne skifte israelsk besættelse af Haram al-Sharif ud med israelsk suverænitet. Forhandlingerne strandede altså på, at Israel insisterede på at få suverænitet over Haram al-Sharif, hvilket endog de amerikanske forhandlere på lavere niveau vidste ville være helt umuligt både for Arafat og for de arabiske lande generelt at gå med til. Dermed var forhandlingerne reelt brudt sammen. Udover disse mundtlige udvekslinger forelå der ingen skitse til en forhandlingsløsning. Resten af tiden gik med at prøve på at få Arafat overtalt til at acceptere israelsk suverænitet over Haram al-Sharif, indtil det stod klart, at på dette punkt hverken ville eller kunne Arafat give sig. Herefter handlede det om for alle parterne at få det bedste ud af sammenbruddet. For amerikanerne drejede det sig om at dække over fiaskoen og deres katastrofalt dårlige indsats som mæglere samt manglende forståelse af de reelle problemer. For israelerne og navnlig for Barak at fremstå som dem, der ville have fred, og som modigt have tilbudt Arafat det hele og for begge parter var den letteste måde at fremstille deres sag på at lægge hele ansvaret for sammenbruddet på Arafats skuldre. Og sådan blev det. Reelt fik han aldrig et seriøst forhandlingsudspil under Camp David forhandlingerne.

Arafat som skurk

Ikke desto mindre var det myten om Arafat, der fik tilbudt det hele, men sagde nej, der kom til at dominere Camp Davids eftermæle. Også selvom det gang på gang er blevet påvist, at denne myte er forkert. Det var også denne myte, regeringsledere, udenrigsministre og rækken af oplyste mellemøstkommentatorer ved aviserne, herunder de danske, førte til torvs, da Arafat døde. Arafat som skurk var begrundelsen for, at de mange eksperter kunne se Arafats død som en mulighed for at få genoptaget fredsforhandlinger. Med ham under muld ville den værste forhindring være ryddet af vejen. Den gamle terrorist havde aldrig forladt sin egentlige metier, som er volden, hed det sig. Lige pludselig så det ud som den eneste grund til, at der ikke var blevet genoptaget forhandlinger, skulle findes hos palæstinenserne. Nu ville de finde en ny leder, og så ville alt blive godt, lød det fra de forskellige organer til den højeste oplysning. Med en ny palæstinensisk leder og en Bush-regering i Washington, der netop var blevet genvalgt, og som derfor ikke længere skulle tage hensyn til sine vælgere, var banen klar for en ny forhandlingsrunde. At Bush’ komfortable valgsejr kunne tolkes som vælgernes tilfredshed med hans linje, inklusive hans Israel-politik, blev ignoreret. Han vil i historiebøgerne, hed det sig, og derfor vil han gøre som vi alle så inderligt ønsker, nemlig at skaffe en israelsk-palæstinensisk løsning.

Vanskelige kendsgerninger

Javel, men på hvilke betingelser? Siden al-Aqsa intifadaens udbrud er antallet af bosættelser blevet øget, antallet af sikre israelske veje, der gennemkrydser Vestbredden, ligeledes blevet øget, hvortil kommer, at en såkaldt sikkerhedsbarriere, der skærer store lunser af det palæstinensiske territorium, er blevet bygget. Dette er facts on the ground. En genoptagelse af den såkaldte Køreplan for fred indebærer, at man skal i gang med fase 2, som handler om territorier. Skal der være et minimum af reelt indhold i disse forhandlinger, forudsætter det, at Israel er villig til at forhandle om hele Vestbredden, hvilket indebærer, at Israel skal indstille sig på at rive sikkerhedsbarrieren ned og i det mindste flytte den til egne territorier. Det forudsætter også, at Israel under Ariel Sharons ledelse skal være indstillet på at forhandle om suveræniteten over Haram al-Sharif, eventuelt at den administreres af FN. Den samme Sharon, der demonstrerede i Jerusalems gader, da Barak fremsatte sit modige tilbud i Camp David, og den samme Sharon, som på fem-årsdagen for Oslo 2-aftalen indtog Haram al-Sharif i selskab med 1.000 sikkerheds- og mediefolk og erklærede Jerusalem for en udelt, jødisk by til evig tid. Og den samme Sharon, som har brugt al sin magt og vælde det seneste trekvarte år på at få vedtaget en Gaza-plan, der indebærer nedlæggelse af få og i den store sammenhæng ganske ubetydelige bosættelser samt rømning af et område på størrelse med Langeland, og som de fleste israelere er fløjtende ligeglade med. Ikke desto mindre skulle Sharon igennem regeringskriser og megen jammer før denne plan kunne vedtages. Og stadig har han store problemer i israelsk politik på grund af denne plan. Det er næppe realistisk at forvente, at den samme Sharon skulle være indstillet på at rømme Vestbredden. Hvis han ville det, er det let at forestille sig set i lyset af bøvlet med Gaza-planen, umuligheden af at gennemføre Oslo 2, Hebron, Wye Memorandum samt Sharm al Shaikh-aftalerne samt ikke mindst mordet på Yitzhak Rabin, hvor stor modstand han ville møde i Israel. Ingen israelsk regering kan uden et ganske alvorligt udefrakommende pres gennemføre sådanne aftaler. Det eneste sted, et sådant pres kan komme fra, er USA. Er det realistisk at forestille sig, at en regering i Washington, der har givet al sin støtte til Sharon og fået opbakning til det ved det seneste valg, og hvis kommende udenrigsminister under sit besøg i Israel under Bush’ valgkampagne i 2000 nægtede at hilse på en eneste palæstinenser, pludselig vil stå for en politik, der vil presse Sharon til at opgive mindst 90 pct. af Vestbredden og opgive besættelsen af Haram al-Sharif?

Juleønsker

Vi må håbe, at mellemøstkommentatorerne fra de oplyste vestlige aviser har ret i deres spådom om, at Bush vil i historiebøgerne og straks efter nytår overtaler Sharon til realistiske forhandlinger. Men det synes i lyset af erfaringer fra 1995 og frem at være ren ønsketænkning. Den aktuelle støtte til de palæstinensiske valg og den store forbrødring i firebanden (USA, EU, Rusland og FN) om at sætte skub i Køreplan for fred handler om transatlantisk forsoning oven på Irak og ikke om at etablere en palæstinensisk stat. Når Oslo-processen døde, skyldes det – i hvert ikke kun – Arafat eller palæstinensisk terrorisme, men at modstanden mod at afgive territorium på Vestbredden i Israel er for stor til, at nogen siddende israelsk regering kunne overvinde den. Det er denne modstand, Bush skal knække, hvis han vil i historiebøgerne som den, der skaffede fred mellem Israel og palæstinenserne. Vil han det? Jeg tvivler. Men ønskerne har vi da lov til at have. Navnlig her op til jul.

Dette indlæg blev udgivet i Analyser, Bosættelser, Gamle indlæg. Bogmærk permalinket.