Apartheid-muren
af Ron HaCohen
(artiklen er fra seneste nr. af tidsskriftet Palæstina Orientering, juli 2003)
Det såkaldte vejkort (“Road Map”) (eller køreplan, red.) har en vigtig funktion: at bortlede opmærksomheden fra det konkrete kort over de palæstinensiske territorier. Dette kort er ifærd med at blive ændret radikalt. I modsætning til Kvartettens kort – der vil blive glemt ligesom alle de tidligere kyniske forslag (“Zinni-planen”, “Tenet-planen”, “Mitchell-rapporten”, “Den regionale Konference” o.s.v.) – (Kvartetten = USA, EU, FN og Rusland, red.) er det geografiske Palæstina-kort en håndfast kendsgerning. Det er et kort over et område med en kæmpemæssig mur, der nu er ved at blive bygget midt ned gennem det – det israelske “sikkerhedshegn”, som det officielt hedder. Men i virkeligheden er der tale om en apartheid-mur.
Premierminister Sharon har længe været modstander af en barriere mellem Israel og Vestbredden. Så sent som i april 2002 tog Sharon stadig afstand fra tanken – trods pres fra en offentlig opinion, trods de krav der blev rejst af både Israels præsident og chefen for det hemmelige politi og, først og fremmest, trods hundreder af israelske civile ofre for palæstinensisk terrorisme, hvis død kunne have været forhindret af et sikkerhedshegn. Da det enorme byggeprojekt blev endeligt igangsat i juni 2002, blev det betragtet som en sejr for Arbejderpartiets leder, Ben-Eliezer, der på det tidspunkt var forsvarsminister i en koalitionsregering.
I modsætning til den siddende junta (sic) ønsker de fleste israelere en afslutning af besættelsen. Derfor er der en massiv opbakning bag bygningen af hegnet. Et flertal af israelere mener, at det vil skabe sikkerhed og med tiden danne en grænse mellem Israel og en palæstinensisk stat. Avisen Yediot Aharonot afslørede 22.11.02, at Israels millionærer har en særlig grund til at glæde sig: hundreder af palæstinensiske oliventræer på det område, hvor muren skal ligge, bliver rykket op med rode af entrepenørerne, smuglet videre og solgt til velhavende israelske haveejere (op til 5.000 dollars for et gammelt træ). Hvis de palæstinensiske ejere drister sig til at kræve erstatning for træerne, som ofte er deres eneste indtægtskilde, bliver de drevet bort med vold og trusler. (Se Palæstina-Orientering 24. årgang nr. 4)
Holdningsændring?
Juntaens ændrede holdning til opførelsen af muren kom først efter “Operation Forsvarsskjold” i april 2002. Så længe de israelske terrorofre kunne bruges til at refærdiggøre de gentagne indmarcher i de autonome palæstinensiske områder, blev der ikke bygget noget hegn. Men med “Operation Forsvarsskjold” lykkedes det omsider Israel at genbesætte hele Vestbredden og knuse den palæstinensiske selvstyremyndighed (der lige siden kun har eksisteret på papiret). Derefter kunne bygningen af muren begynde.
Men den egentlige baggrund for denne tilsyneladende holdningsændring var, at juntaen blev klar over, at den kunne bruge muren som et af midlerne til at realisere sin virkelige hensigt: at tilintetgøre det palæstinensiske folk. For at forstå den fulde rækkevidde af dette, må man gøre sig klart, hvordan muren vil blive placeret.
Man kan spørge sig selv: Jamen skal muren ikke følge den grønne linie, der skiller Israel fra Vestbredden? (Våbenstilstandslinjen fra 1949, red.) – Nej, ikke helt. Hvis dette havde været Israels hensigt, kunne vi have haft fred for lang tid siden. Hele pointen er, at Israel nægter at opgive Vestbredden, og bygningen af en mur på selve den grønne linie ville være det sidste, juntaen havde i sinde. Man bygger muren dybt inde på palæstinensisk område i den hensigt at tilrane sig mest muligt af palæstinensernes jord og vandressourcer. Et godt eksempel er den lille landsby Mas’ha, hvor en gruppe af palæstinensere, israelere og internationale sympatisører har sluttet sig sammen i en lille lejr for at skabe opmærksomhed omkring projektet og bekæmpe det barbari, der finder sted.
Eksemplet Mas’ha
Landsbyen Mas’ha ligger tæt ved den israelske bosættelse Elkana, cirka syv kilometer fra den grønne linie. I april 2003 begyndte israelske bulldozere bygningen af en otte meter høj betonmur, der ville isolere beboerne i Mas’ha fra det eneste livsgrundlag, de havde tilbage: den jord hvor de dyrkede deres oliventræer. 98% af deres jord vil komme til at ligge på den israelske side af muren. På samme måde vil muren afskære et stykke af vejen fra Jenin til Ramallah.
Men det var ikke bare erobringen af jord, der sendte bulldozerne til Mas’ha. Dette område ligger i den vestlige del af af det store underjordiske reservoir, hvor vandet strømmer fra Vestbredden ind til det centrale Israel. Af de 600 millioner kubikmeter vand, som dette reservoir producerer om året, udvinder Israel cirka 500 millioner. Kontrollen med vandresourcerne har altid været en afgørende israelsk motivation for at opretholde besættelsen af Vestbredden. De første bosættelser, som for eksempel Elkana, blev placeret på vigtige knudepunkter for vandboringer. Siden 1967 har Israel forbudt palæstinenserne at bore nye brønde, men i området ved Mas’ha er der mange gamle brønde, der stadig er i brug. Ved at isolere landsbyen fra dens brønde forsøger Israel både at kontrollere vandressourcerne og berøve landsbyen dens livsgrundlag for på den måde at fordrive beboerne.
Enormt byggeri
Jeg tog til Mas’ha for et par uger siden. Den kæmpemæssige barriere var stadig under opførelse. Den bestod af en tre meter dyb voldgrav, som vi endnu kunne krydse med nogen vanskelighed på et grundt sted, og et 80-130 meter bredt plateau, hvor den gigantiske mur vil blive bygget med sit tilbehør af pigtråd, overvågningskameraer, patruljeveje o.s.v. Det er ikke noget midlertidigt hegn. Det er et enormt bygningsværk, der skal blive stående i årtier og skabe en en ny konkret og holdbar virkelighed. Det snor sig som en slange rundt om de opdyrkede højdedrag og omringer landsbyen på tre sider kun et par skridt fra de yderste huse. Jordejerne fik at vide, at der ville blive sat låger ind i muren, så de kunne få adgang til deres marker. “De glemte bare at fortælle os, hvem der skal have nøglen”, siger landmændene med deres bitre erfaringer fra et liv under israelsk besættelse. De har allerede måttet afgive det meste af deres landbrug til bosættelserne Elkana og Etz Ephraim, der begge er bygget på Mas’has jord i de forløbne årtier.
Og Mas’ha er bare eet af mange eksempler. Af de 12.500 dunum (1 dunum er ca. 1000m². red.) i landsbyen Jius er 600 dunum blevet konfiskeret for at give plads til seks kilometer af muren, og 8.600 dunum vil komme til at ligge på den israelske side. I halvdelen af byens 550 familier er der medlemmer, der tidligere arbejdede i Israel, dengang det endnu var muligt. Derefter var de nødt til at vende tilbage til landbruget, og nu er de på vej til at miste deres sidste indtægtskilde (Gideon Levy i Ha’aretz, 2.5.03).
Fortielser og løgne
Det skulle efterhånden stå klart, hvorfor juntaen nægter at give oplysninger om det nøjagtige forløb af muren. Det fremgår bl.a. af en detaljeret gennemgang i B’tselem’s nyhedsbrev (israelsk menneskerettighedsorganisation, red.). Den grønne linie er 350 kilometer lang, og de nyeste rapporter taler om en 600 kilometer lang mur alene på den vestlige side af Vestbredden. – Alene? – Ja, fordi der yderligere er planlagt en østlig mur, sådan som det rent en passant er nævnt bare en enkelt gang i Ha’aretz (23.3.03) uden yderligere detaljer, kommentarer eller follow-up. Denne afgørende oplysning er praktisk taget undgået offentlighedens opmærksomhed. Da de fleste israelere går ud fra, at muren bliver bygget langs den grønne linie, har de ikke den fjerneste forestilling om endnu en mur, der også skal afspærre palæstinenserne østpå.
Kun to måneder før planerne om muren blev vedtaget af den israelske regering, blev der bragt et citat af Sharon i Yediot Aharonot (26.4.02). Journalisten var oprørt over, hvad han betragtede som Sharons spilfægteri for at modarbejde planerne. Han beskylder Sharon for at overdrive, når han puster den relativt overskuelige plan om et hegn på 350 kilometer langs den grønne linie op til et urealistisk projekt med en længde på 1.000 kilometer:
“Sharons foretrukne metode til at overdimensionere tingene består i simpelthen at fordoble tallene. ‘Man kan ikke nøjes med et hegn kun på den ene side af skillezonen’, sagde han til en gruppe politifolk. “Man er nødt til at have et hegn på begge sider, og så er der Jordan-dalen, hvor det er nødvendigt med endnu et hegn på begge sider”. (…) For at sabotere planerne om en adskillelse (…) taler Sharon om to forskellige placeringer: et dobbelthegn på forskellige strækninger langs skillelinien i vest og endnu to hegn mellem Israel og Jordan. På den måde kommer man faktisk frem til 1.000 kilometer”.
Sharons mur
Men Sharon overdrev ikke. Vi ved nu, at den vestlige barriere allerede er planlagt til at være på 600 kilometer. Og hvis man tilføjer et lignende hegn mod øst, ser det mere eller mindre ud, som om Sharons tal er i underkanten. Men der var noget, som journalisten ikke var klar over, nemlig at Sharon blot foregav at være modstander af hegnet, mens han i virkeligheden selv planlagde projektet med det formål at sikre Israel den størst mulige andel af området. Det var ikke hans hensigt, at det østlige hegn skulle bygges mellem Israel og Jordan, men derimod midt ned igennem Vestbredden. Og for at mobilisere befolkningens støtte til planerne fremstillede han klogeligt apartheid-muren som en pragmatisk indrømmelse til Arbejderpartiet og den offentlige opinion. Sandheden var, at han havde udarbejdet projektet, længe før han fandt en lejlighed til at virkeliggøre det, og at han foregav at bøje sig for et pres fra fredsduernes side for på den måde at styrke sit eget “moderate” image.
De geografiske kendsgerninger
Et nyere kort – baseret på oplysninger om de dele af muren, der allerede er opført eller under opførelse, samt meddelelser om konfiskation til områdets jordejere – viser tilnærmelsesvis, hvad det er, israelerne pønser på (se på www.fmep.org/reports/2003/v13n4.html#map). Broderparten af Vestbredden uden for muren falder i israelske hænder, så de dele, der ser ud som to tilstødende bantustan-områder, i virkeligheden bliver gennemskåret på kryds og tværs af kæder af israelske bosættelser og et vejnet, der kun må benyttes af jøder.
I FN-resolutionen fra 1947 er 45% af det britiske mandatområde afsat til oprettelse af en palæstinensisk stat. I 1948 okkuperede Israel 78% af landet og overlod kun 22% – Vestbredden og Gaza – til palæstinenserne. Denne sidste rest er alt, hvad palæstinenserne har stillet krav om siden 1993. Og nu er Israel ifærd med at tilrane sig den bedste halvdel af de 22%. Seks millioner israelere skal råde over op mod 90% af landområdet (og vandet), mens tre og en halv million palæstinensere, hvoraf mange er flygtninge, bliver overladt til en sultetilværelse i den smule, der bliver tilbage, indesluttet bag gigantiske mure i et fængsel under åben himmel, uden jord, uden vand og uden håb. Er det sådan, man har forestillet sig den rette vej til fred, forståelse og sikkerhed?
Apartheid-muren vil blive otte meter høj og sandsynligvis 1.000 kilometer lang. Til sammenligning har den store kinesiske mur – det eneste menneskeskabte bygningsværk, der kan ses ude fra rummet – en længde på 6.700 kilometer, hvorimod Berlin-muren var en dværg, kun 155 kilometer lang og 3,6 meter høj. Det israelske kæmpeprojekt rummer trusler om udslettelse af en hel befolkning med det formål at hindre gennemførelsen af en retfærdig, fremtidig løsning (for ikke at tale om planerne i Road Map). At lukke øjne og ører for dette er en moralsk forbrydelse, som næsten hele den vestlige medieverden har gjort sig medskyldig i.
Ron HaCohen er født i Holland i 1964 og er vokset op i Israel. Han underviser i sammenlignende litteratur på universitetet i Tel-Aviv og er anmelder ved dagbladet Yediot Aharonot. Fredsaktivist.
Oversat af Eric Ericsen