Antallet af udposter stiger

Antallet af bosættelser vokser fortsat. Hurtigere end Sharon-regeringen fjerner dem, dukker de op igen – og alle er fast besluttede på at blive.

GIVAT HISH – Roi og Neta Rappoport har ingen intentioner om at forlade deres hjem. De er helt klar over, at de som beboere i en af de omstridte bosætterudposter på Vestbredden ikke er helt politisk korrekte i verdensopinionens øjne, men selv sætter de ingen spørgsmålstegn ved deres ret til at bebo stedet.

»Se dig omkring, her er jo plads nok,« siger Neta, da Information møder hende på udposten Givat Hish midtvejs mellem Betlehem og Hebron.

»Folk i Europa ved jo ikke, hvordan her ser ud, så hvordan kan de tillade sig at forlange os fjernet? Judæa er det jødiske folks bibelske hjemland, og hvis vi ikke har ret til det, kan vi vel ikke have ret til noget som helst. Det er vi mange, der mener.«

Yehoshua Mor Yosef, der er talsmand for de israelske bosætteres paraplyorganisation, Moetzet Yesha, siger, at mange unge bosættere har samme stædige vilje som Neta Rappoport til at blive. Han betragter dette som vigtigste årsag til, at der i dag er flere udposter på Vestbredden, end før Sharon-regeringen for tre uger siden begyndte at fjerne dem fra landkortet. Inden dette politiske kursskifte begyndte at tage fart lovede Mor Yosef, at man for hver udpost der blev fjernet, ville oprette ti nye.

»Jeg vil ikke gå ind i tal, men essensen er, at der i dag er flere end nogensinde,«

siger talsmanden til Information.

»Af strategiske grunde er vi forsigtige med at oplyse nøjagtigt hvor mange, men jeg kan garantere, at viljen til at bremse regeringens kompromis med palæstinenserne er til stede.«

Organisationen Fred Nu bekræfter, at antallet af udposter stiger og tilføjer, at der for tre uger siden var 102 udposter, som adskilte sig fra de egentlige bosættelser ved ikke engang at have regeringens uofficielle godkendelse, og det er disse, som er stridens æble.

Moetzet Yesha, som er den hebraiske kortform af Rådet for Jødiske Samfund i Judæa, Samaria og Gaza, stritter imod rydningspolitikken ad to spor. De helt små, som i mange tilfælde er ubeboede, lader man fjerne under både fysisk og verbal protest, for at slå dem op igen så snart soldaterne er draget videre, mens rydningen af de mere etablerede, som også er i søgelyset, bliver prøvet i retten.

»I denne uge afgør retten to udposters skæbne,« forklarer Yehoshua Mor Yosef.

»Den ene af dem, Adei Ad, er vi næsten sikre på at beholde, fordi vi, on and off, har været på stedet meget længe.«

Dette er den fælde, bosætterbevægelsen ifølge Mor Yosef lokker regeringen i, for idet de ad rettens vej får lov til at blive, tvinges regeringen implicit også til at opgradere dem fra udpost til bosættelse, hvilket gør en fremtidig rømning vanskeligere.

Hvad er ægte fred?

»Det kommer også til at ske her,« siger Roi tillidsfuldt. Han forklarer, at myndighederne må tilendebringe en arkæologisk udgravning på stedet, inden man kan give Givat Hish ’autorisation’.

»Der er blevet fundet en 2.000 år gammel mikve (jødisk, rituelt bad, red.) og mønter fra tempeltiden, så vi har også gode beviser i retten,« forklarer Neta.

Parret, som er studerende og i begyndelsen af 20’erne, bor i et præfabrikeret hus, som man kender dem fra alle udposter. De betaler Moetzet Yesha omkring 800 kroner i husleje, og boligens standard må i bedste fald betegnes som spartansk. Der er store huller i det brune linoleumsgulv, og eneste udsmykning er tre rabbinerportrætter over et skævt spisebord, som mangler et ben.

»Standarden betyder ingenting, blot vi kan være her,« fortsætter Neta.

»I begyndelsen var det gratis, hvilket jo også var et incitament til at flytte hertil.«

De stammer begge fra den lille by Netivot i Negevørkenen og kom til Givat Hish for et år siden. Neta har hele livet vidst, at hun gerne ville bo i Judæa eller Samaria, og for et år siden besluttede hun og Roi, at de måtte gøre en personlig indsats for at styrke den jødiske befolkning i de bibelske områder.

»For ægte fred med palæstinenserne kunne jeg overveje at flytte herfra, men hvad er ægte fred?« siger hun og bliver skarp i stemmen.

»Jeg stoler ikke på, at de ønsker fred.«

For at tjene til studierne arbejder Roi som nattevagt. Neta sover alene i huset, men er ikke bange selv om der ikke er hegn omkring udposten og de tynde gipsvægge kun giver symbolsk beskyttelse.«

»Det er et spørgsmål om tro,« smiler hun. »Hverken araberne eller Sharon kommer til at gøre os noget ondt. Gud passer på os, og med hans hjælp kommer vi til at blive.«