Et besøg hos Aida i Biddu

DPV

Kvindecentret i Biddu

Kvindeprojektet med den palæstinensiske organisation PARC er nu igang og Venskabsforeningens projektfølgegruppe besøgte projektet i begyndelsen af august 2002. Her fortæller den tidl. koordinator, Bodil Kühn, fra et tidligere besøg på et af centrene om, hvorfor der er behov for et kvindecenter i Biddu og andre palæstinensiske landsbyer.

Fra Jerusalem tager vi den såkaldte Modiin-Settlervej, den nyeste motor/trafikvej, som går gennem det smukke, bakkede landskab fra Jerusalem til Tel Aviv.- I disse tider- efter den anden intifadas begyndelse- er de fleste af tilkørselsvejene, der fører fra denne hovedvej til de arabiske landsbyer, lukket af med store grøfter og betonblokke. Vi skal ikke langt fra Jerusalem. Vi skal bsøge Aida i landsbyen Biddu. Ved afkørslen fra hovedvejen har israelske soldater rullet deres isenkram i stilling og man kommer kun ind eller ud ved at vise pas eller ID-kort. Vi kommer ind!

Landsbyen er hverken lille eller stor, den har sandsynligvis ligget her i meget mere end tusinde år. Det er ikke første gang, at beboerne gennem tiden har oplevet en militærovermagt. Livet er alligevel gået sin gang og udviklingen har taget form. Her er en del forretninger og værksteder i den lille bymidte, som har en livlig blandet trafik. Folk kommer til fods, på æsler og i biler. Alle skal frem på samme tid. Der er mange mænd, som sidder og taler med hinanden ved forretningerne. Her sidder flere mænd, både gamle og unge, end under normale tilstande, fordi mænd, som ellers har deres arbejde udenfor Biddu, nu ikke har mulighed for at komme frem. De israelske soldater afviser alle uden særlig tilladelse. Og med særlig tilladelse menes SÆRLIG!

Landsbyen er stor nok til, at det er muligt at køre forkert.- Aidas hus er ikke helt let at finde, men efter en del op- og nedture af støvede veje, lykkes det. Vi kommer omsider op ad den rigtige smalle og stejle jordvej, hvor Aida bor med sin familie i et hus, som hun og manden selv har bygget. I de to huse ved siden af bor mandens forældre og søskende.

(Henning : vi kan evt. stoppe historien her og skrive at resten kan læses på nettet ?)

Vi er ventet i det hyggelige hjem, hvor indretningen og farvevalg er foretaget med omtanke. På væggene hænger fotos af manden og børnene. Der er en reol med en del nips og mindst ti-femten bøger. Det er ret ualmindeligt at finde et landsbyhjem her i Palæstina, hvor der også står bøger fremme. Aida kan lide at læse og forsøger desuden at blive bedre til engelsk. Hun var i sin skoletid den bedste i klassen og drømte om at blive stewardesse, men kom ud af skolen for at blive gift som 14-15 årig.- Der har ikke været mulighed for store rejser i hendes liv, ja selv det at komme udenfor Biddu er umuligt på nuværende tidspunkt på grund af de militæreafspærringer, men også de kulturelle spærregrænser er med til at opretholde kvindernes begrænsede mobilitet og råderum.

Aida er interesseret i at få det meste ud af tilværelsen – i sin egen og familiens udvikling og velfærd. Hun mener, at kvinder har brug for at kunne mødes og diskutere sager, som angår kvinder. I grunden vil kvinderne i landsbyen gerne være ligestillede med mænd.- Nogle af dem prøver på deres måde at opnå en ligestilling med mændene, men hun siger, at det langt fra er enkelt, for traditionerne stikker dybt, og de er ofte skadelige for kvinder. Der er derfor behov for nogle fysiske rammer, hvor kvinder kan organisere et meningsfyldt og fremadrettet samvær.

Hun var blandt de første kvinder, som for 12 år siden startede et kvindeprojekt i landsbyen. Projektet gik i første fase ud på at samle kvinderne, så de som gruppe kunne skabe en platform, der skulle være udgangspunkt for kvindernes udvikling.

I begyndelsen var de 50 kvinder, som mødtes i lokaler, der også husede en privat børnehave. Da det ikke længere var muligt for dem at bruge børnehaven som mødelokale, henvendte kvinderne sig til imamen ved den største moské i Biddu og fik tilladelse til at anvende et lokale dér. Det var ikke tilfældigt, at de gik den vej for at finde nye mødefaciliteter. Med tilladelsen til at afholde møder i moskeen blev kvindeklubben så at sige respektabel. På den måde opnåede kvinderne et accept, som gjorde det muligt at udvikle aktiviteterne, og således fik de til dels også skabt en forståelse for, at et kvindecenter kunne være gavnligt for det lokale samfund. I dag deltager ca.150 kvinder regelmæssigt i de forskellige aktiviteter, som nu afholdes i deres egne lokaler, der ligger uafhængigt af moskeen.

I 1997 assisterede PARC ved hjælp af penge givet af en fransk NGO kvindegruppen i Biddu, så de kunne få de nødvendige rammer for deres aktiviteter. Her bliver afholdt både praktiske kurser om etablering af organisationer, og hvordan de administreres. Der bliver afholdt forskellige kurser i, hvordan kvinderne ved hjælp af nye og bedre dyrkningsmetoder kan opnå bedre udbytte af deres som oftest meget sparsomme jorder. Kvindecentret har undervisning i fremstilling af fødevarer og andre produkter til kvindernes eget forbrug eller med salg for øje. Kvinder, som ikke før har haft mulighed for at lære at læse og skrive, kan indhente det forsømte her. Der er et bredt udbud af aktiviteter. Aida mener, at de kurser, som har focus på kvindens rettigheder og kvindens rolle i samfundet, er nogle af de vigtigste aktiviteter, der bliver afholdt. De skaber diskussion blandt kvinderne og dermed også forståelse for de muligheder, de har for at ændre deres egne livsvilkår, og hvordan de kan påvirke livet for de næste generationer. Disse kurser skaber også diskussioner i hjemmene. Aidas mand, som aktivt har støttet hende med de praktiske aktiviteter, f.eks. købte han en symaskine, da hun havde lært at sy, så hun nu syer gardiner og lignende, har været mindre indstillet på at tale med hende om kvindens stilling i samfundet. Disse diskussioner giver som regel ufred i huset. En ufred, som Aida mener, at hendes svigermor er med til at blæse op.

Aida prøver på at undgå ufred i hjemmet. Hun mener, at det er skadeligt for børnene, hvis familien skændes, så hun bøjer sig ind imellem for mandens og svigerfamiliens krav. For husfredens skyld bliver hun hjemme fra nogle af de møder, som hun ellers gerne ville gå til. Men muligheden for at gør livet bedre for næste generation beskæftiger Aida meget. Vi spørger hende, om hun reelt mener, at kvindecentrene kan styrke kvinderne? Det er hun helt overbevist om. Hun mener, selv at hun er et godt eksempel. Hun har opnået en vigtig selvtillid. Hun ser sin personlige udvikling som et stort spring fremad, og har i forhold til sin mor og svigermor ganske andre forestillinger om kvindeliv, og vil aldrig tillade at hendes døtre bliver gift så tidligt, som hun selv blev. Hun vil gøre sit for, at alle hendes børn får lange gode uddannelser. Der skal efter hendes mening ikke gøres forskel på sønner og døtre. Drengene må lige som pigerne hjælpe til i hjemmet og med havebruget. Men hun er også klar over, at det er en lang og besværlig udvikling at opnå ligestilling. Vi to danske kvinder, som sidder i Aidas dagligstue kan kun nikke bekræftende. Det er jo ikke alene her i regionen, at det holder hårdt. Hvor langt er vi f.eks. kommet i Danmark med lige løn for lige arbejde?- Aida tilføjer, at det er også er et spørgsmål om økonomisk udvikling. I disse tider, hvor økonomien i Palæstina ligger i ruiner, går kvindernes stilling generelt tilbage. Pigerne bliver igen taget tidligt ud af skolerne og gift, fordi fremtidsudsigterne for uddannelse og beskæftigelse er blevet dårligere. Det kommer dog aldrig til at ske i hendes hjem, herom skal der ikke herske tvivl.

Aida er flittig. Det kan man se både inde i huset og i haven udenfor, hvor alt er passet efter alle kunstens regler. Haven, som vi skal se, inden vi kører tilbage til Jerusalem, er ikke lodret, men meget stejl og på stenet grund. Den ligger smukt med en herlig udsigt over dalene, men den kræver kræfter at dyrke. Aida har lavet små terasser og vandingsystemer. Hun elsker at arbejde med jorden og opsamler og renser spildvandet fra husholdningen, som så anvendes til havevanding. Familien har endnu et grundstykke nede i dalen, som hun også dyrker. I det store hele er hun selvforsynende med grøntsager, frugt og hvede.- Da der lyder skudveksling oppe fra hovedvejen, får vi pludselig god tid. Der er ingen grund til at køre ud fra Biddu, mens der bliver skudt. Så vi må lige med ind i køkkenet igen for at smage på de forskellige delikatesser, der er resultaterne af Aidas energiske indsats. Det hele smager herligt, og vi er fulde af beundring. Det er utroligt, hvad den kvinde kan!

Comments are closed.